Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 14. april 2026
Uddrag af døgnrapporten fra mandag den 13. april kl. 07.00 til tirsdag den 14. april kl. 07.00.
Søloven
Mandag kl. 14.19 modtog Bornholms Politi en anmeldelse om en speedbåd der lå og generede i Rønne Havn. Båden sejlede blandt andet ind under Express 5. Politibåden Juliett 1201 fik hurtigt kontakt til speedbåden og fik den bragt til Nørrekås Havn, hvor en patrulje stod klar til at modtage de tre mænd. De tre mænd der er bosiddende i Rønne blev sigtet for overtrædelse af søloven samt for at være narko og alkoholpåvirket.
Hærværk
Mandag eftermiddag fik Bornholms Politi en anmeldelse om et hærværk på Marie Kofoeds Vej, Sankt Johanneslogen Egin i Rønne. Mandag mellem kl. 13.19 – mandag kl. 15.48 er der blevet malet med kridt på logens bygning, hoveddør, trappe og havegang og hængt døde blomster på logens dør.