Spring til hovedindhold

Forslag

Undgå investeringssvindel

Investeringssvindel foregår oftest ved, at kriminelle lokker investorer med falske investeringsmuligheder i fx aktier, obligationer eller kryptovaluta.

Kontakten mellem investorer og gerningspersoner skabes ofte via falske annoncer på fx Facebook og Instagram, hvor kendte danskere misbruges i reklamer for forskellige investeringsmuligheder. Gerningspersonerne overtaler herefter investorerne til at overføre penge, hvorefter det viser sig, at investeringsmuligheden er falsk og ikke vil give afkast, og investeringsbeløbet dermed er tabt.

Der er også eksempler på investeringsgrupper på Telegram, hvor kendte investeringsrådgiveres navne udnyttes af gerningspersoner til at overtale forurettede til at foretage investeringer med høje afkast.
Råd til at undgå investeringssvindel
Vær kritisk, hvis du falder over en annonce på sociale medier med kendte personer, der reklamerer for attraktive investeringer. Der er med stor sandsynlighed tale om misbrug af den kendtes identitet, og formålet er at svindle dig for penge.
Det kan godt betale sig at bruge tid på at undersøge den virksomhed, du overvejer at investere i eller samarbejde med, før du foretager investeringen. Slå virksomheden op på nettet og læs om andre investorers erfaringer. Hos både Finanstilsynet og på den internationale finansorganisation Ioscos hjemmeside iosco.org kan du se, hvilke virksomheder, der advares mod at investere i.
Gerningspersonen vil ofte forsøge at overtale dig til at foretage investeringen med det samme for ikke at gå glip af en gylden investeringsmulighed. Lad dig ikke presse; formålet er at få dig til at tage forhastede beslutninger.
Giv aldrig investeringsvirksomheden tilladelse til at overtage din computer ved at godkende fjernstyring.
Hvis du falder over et investeringstilbud på nettet, der lover hurtige afkast, skal du være kritisk. Afvis også uopfordrede opkald fra personer, der lover sikre investeringer.
Søg professionel rådgivning fx hos din bank eller en revisionsvirksomhed, før du overfører penge eller foretager en investering.
Hvis du har været udsat for investeringssvindel
Hvis du opdager eller har mistanke om, at du er blevet udsat for investeringssvindel, er det vigtigt ikke at overføre flere penge til svindlerne. Heller ikke selvom de lokker med, at yderligere overførsler og investeringer ville kunne skaffe dig dine penge igen.
Du kan anmelde økonomisk svindel på internettet, herunder investeringssvindel:

Anmeld økonomisk svindel på nettet og digital kriminalitet

Det er en god idé at dokumentere så meget som muligt af din kommunikation med svindlerne og sende det med anmeldelsen, så politiet kan bruge oplysningerne i efterforskningen.
Hvis du har foretaget en kortbetaling og senere får mistanke om, at du er blevet udsat for investeringssvindel, kan du forsøge at gøre indsigelse til din bank.
Hvis du har afgivet personlige oplysninger såsom kortoplysninger eller MitID-oplysninger til svindlerne, skal du sørge for at spærre disse med det samme. Hvis du har afgivet andre oplysninger som CPR-nummer eller billede af kørekort eller sygesikring, anbefaler vi, at du opretter en kreditadvarsel på borger.dk.
I nogle tilfælde beder svindlere som fjernadgang til at styre din computer. Hvis du er i tvivl om svindlerne har adgang til dette, anbefaler vi, at du søger professionel hjælp til at sikre, at det ikke længere er tilfældet.
Afvis altid virksomheder og personer, der henvender sig eller annoncerer med, at de mod betaling kan skaffe dig dine penge tilbage. Der er tale om svindel, og man vil i så fald blot tabe endnu flere penge. Ring i stedet til din bank eller din forsikring og hør hvad mulighederne er for at få hjælp der.