Politidirektøren på Fyn har i medfør af lov om euforiserende stoffer § 3 b, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 1. udpeget nedenstående område som værende ”i umiddelbar nærhed” af stofindtagelsesrummet på Østergade i Odense.
Udpegningen betyder, at besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug ikke strafforfølges, hvis den pågældende er fyldt 18 år, besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer og den pågældende
- befinder sig i eller i umiddelbar nærhed af et stofindtagelsesrum, hvis besiddelsen sker med henblik på indtagelse i stofindtagelsesrummet, eller
- er på vej til et stofindtagelsesrum med henblik på indtagelse af stoffet.
Fritagelsen for straf gælder for følgende veje, som er adgangsveje til stofindtagelsesrummet:
Enggade: Startende ved Enggade 21 og i østlig retning hele vejen til Ridehusgade.
Ridehusgade: Startende fra Ridehusgade 69 og i sydlig retning hele vejen indtil stien, som har forbindelse til Ryttergade.
Pjentedamsgade: Startende fra Enggade og i sydlig retning hele vejen indtil krydset Pjentedamsgade/Ryttergade.
Østergade: Startende fra Thomas B. Thriges Gade og i østlig retning hele vejen indtil Østergade slutter i krydset Østergade/Grønlandsgade/Østerbro.
Grønlandsgade: Startende fra Kochsgade og i sydlig retning hele vejen til krydset Grønlandsgade/Danmarksgade/Islandsgade.
Østerbro: Startende i krydset Østergade/Grønlandsgade/Østerbro og i østlig retning hele vejen til indkørslen til parkeringspladsen ved Østerbro 3."