Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

16. februar 2021 14:15

Frihedsstraf for at arrangere ulovlige gaderæs

En mand er kendt skyldig i at medvirke til afvikling af ulovlige gaderæs og idømt frihedsstraf. Det er første gang, en arrangør af ræs på offentlige veje, dømmes.

MC'ere, Københavns Vestegns Politi

Retten i Glostrup har tirsdag dømt en 22-årig mand fra Nordsjælland for at være ’starter’ af ulovlige gaderæs.

Han blev pågrebet af færdselsbetjente efter flere ræs på offentlig vej, hvor biler og motorcykler parvis kørte om kap med høje hastigheder med tilskuere på Stamholmen i Hvidovre fredag den 4. september kl. 23.20.

 

Strafferetligt kategoriseres den type ræs som særlige hensynsløse kørsler, der fremkalder nærliggende fare for andre, og ifølge retspraksis kan førerne af bilerne idømmes fængselsstraffe:

 

”Selve ræset er ulovligt og farligt, og derfor mente vi, at frihedsstraffen ikke kun bør gælde de, der deltager som fører af en bil, men også hvis man medvirker aktivt til at afvikle ræset – for eksempel ved at sætte bilerne i gang ved en startlinje. Det var retten enig i – og det sender jo en klar melding til andre, der tænker på at afvikle ulovlige gaderæs,” siger specialanklager Charlotte Møgelhøj, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

 

Retten udmålte en fængselsstraf på 30 dage. Straffen blev betinget på betingelse af, at han ikke begår noget strafbart i en prøvetid på et år, er under tilsyn af Kriminalforsorgen i samme periode og udfører 40 timers ulønnet samfundstjeneste inden for fire måneder.

 

Hertil fik han en tillægsbøde på 12.000 kr. svarende til en nettomånedsløn og skal desuden betale sagens omkostninger vedrørende ham selv.

Dommen vil fremgå i 10 år på den offentlige straffeattest.

 

Det er første gang, en dansk domstol dømmer for medvirken til ulovlige gaderæs, og dermed er sagen med til at danne ny retspraksis på området.

 

To andre mænd på 24 og 27 fra Nordsjælland og Midtsjælland var tiltalt for at agere ’politi-spottere’ ved samme ræs, men det fandt retten ikke bevist. 

 

Dommen kan ankes inden for 14 dage. 

 

Relateret omtale

Retten i Glostrup: ’Dom for at medvirke til kap- og væddeløbskørsel (16-02-2021)

 

Flere tiltaler med frihedsstraf på vej 

I 2020 rejste anklagemyndigheden tiltaler mod otte bilister, som kørte i ulovlige gaderæs ved fire andre lejligheder
 
Tiltalerne er aktuelt på vej i retten og lyder på hensynsløse kørsler, og anklagemyndigheden lægger op til frihedsstraffe og frakendelser af førerretten.

Heriblandt fik en af de sigtede med retskendelse beslaglagt sin bil - en Tesla S-model til omkring 400-500.000 kroner – efter ræs med 145 km/t i byzone med 50 km/t i Hedehusene.

Fortsat politiindsats mod gaderæs på Vestegnen

Københavns Vestegns Politi har længe kørt en vedholdende politiindsats rettet mod ulovlige gaderæs, som flytter rundt til forskellige veje og pladser i politikredsen og ofte medfører dækafbrænding, motorstøj og høje hastigheder, som får utrygge beboere og grundejere til at ringe til politiet.

 

I 2020 rejste færdselsbetjente over 500 sigtelser for overtrædelser af færdselsloven i forbindelse med den type arrangementer typisk fredag og lørdag aften.

Af dem fik 193 klækkelige fartbøder, hvoraf 99 blev frakendt førerretten betinget eller ubetinget og 88 fik et fartklip i kørekortet. 

Derudover blev 216 sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet i et industriområde i Ishøj den 3. oktober.
 
”Vi har længe haft indsatser rettet mod de her gaderæs-arrangementer, som vi ser flytte rundt, og det kommer til at fortsætte – også med fokus på de, der afvikler dem,” siger politikommissær Claus Stoltenberg, leder af færdselsafdelingen, Københavns Vestegns Politi.

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

10. juli 2024

Københavns Vestegns Politi

Politiet råder: Hjælp dine forældre og bedsteforældre mod svindlere

For tiden lokker svindlere kreditkort og PIN-koder ud af ældre eller overtaler dem til at overføre penge for at lænse deres konto. Tal med dine ældre familiemedlemmer, så de ikke mister store beløb, opfordrer efterforskningsleder.

4. juli 2024

Københavns Vestegns Politi

Tre narkohandlere fik i alt 38 års fængsel

Retten i Glostrup har idømt tre mænd henholdsvis 11, 13 og 14 års fængsel for salg af store mængder amfetamin og kokain i 2023.

21. juni 2024

Københavns Vestegns Politi

Rocker dømt for skyderi

26-årig medlem af rockerklub idømt 5 års fængsel i forbindelse med skudepisode i Brøndby Strand