Motorcyklist var tiltalt for 212 overtrædelser
Retten i Glostrup har onsdag idømt en 30-årig mand fra Glostrup et år og ni måneders ubetinget fængsel, 10 års ubetinget frakendelse af førerretten og konfiskation af hans motorcykel efter usædvanligt mange overtrædelser af især færdselsreglerne, som blandt andet bragte andre trafikanter i fare.

Ifølge anklageskriftet var manden tiltalt for svimlende 212 overtrædelser af færdselsloven og straffeloven – blandt andet 90 hastighedsoverskridelser, 88 klip-sager, 17 hensynsløse kørsler og 10 kørsler på baghjulet. Dertil kom seks forhold, hvor han med sin kørsel bragte andre i nærliggende fare efter straffestraffens bestemmelser.
I 44 af hastighedsoverskridelserne kørte han over 100 procent for hurtigt eller over 200 km/t på motorveje – flere gange med meget høje hastigheder på op mod 255 km/t.
Filmede selv overtrædelserne
Politiet blev opmærksom på motorcyklisten i april 2021, efter videoer dukkede op på internettet, hvor en motorcyklist filmede, at han kørte på baghjulet, flygtede fra politiet og kørte ekstremt hurtigt mellem andre trafikanter på en motorvej.
På grund af kørslernes farlighed for andre trafikanter indledte Københavns Vestegns Politi en decideret efterforskning for at finde motorcyklisten. Få dage efter blev en dengang 26-årig mand fra Glostrup identificeret, anholdt og sigtet for så grove overtrædelser af færdselsloven og straffeloven, at hans motorcykel blev beslaglagt og kørekortet inddraget.
Den videre efterforskning tilvejebragte blandt andet et videomateriale, som blev fundet ved ransagning hos motorcyklisten, med selvoptagelser af kørsler i 2020 og 2021.
Efterforskningen mundende ud i, at anklagemyndigheden i et usædvanligt omfattende og 62 sider langt anklageskrift rejste i alt 212 tiltaler efter færdselsloven og straffeloven, som hovedsageligt refererer til fire kørselsforløb i det storkøbenhavnske område.
Usædvanlig stor sag
Straffesagen er behandlet i Retten i Glostrup over seks retsdage og fandt sin afgørelse sent onsdag eftermiddag.
Retten dømte den tiltalte for hovedparten af de mange tiltaler og fandt det skærpende, at der var farlige situationer for andre trafikanter, at kørslerne var chance-prægede, og at den tiltalte optog video af det.
"Denne sag skiller sig ud på grund af sit store omfang med alvorlige og hensynsløse kørselsforløb, som efter anklagemyndighedens vurdering bragte andre trafikanter i fare. Derfor rejste vi tiltale efter straffeloven og lagde op til en fængselsstraf, og det har nu indhentet den tiltalte," siger specialanklager Charlotte Møgelhøj, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.
Specialanklageren anerkender, at den tiltalte blev fundet og retsforfulgt, fordi efterforskere hurtigt gik grundigt til værks.
De mange færdselsovertrædelser skete i tiden før skærpelserne for vanvidskørsel trådte i kraft i marts 2021.
Den dømte har taget betænkningstid mht. anke
Om tiltalerne
De 212 tiltaler dækkede 201 overtrædelser af færdselsloven og 11 overtrædelser af straffeloven:
• 17 tiltaler handlede om at man bevidst fremkalder nærliggende fare og kører særlig hensynsløst over for andre trafikanter.
Én sådan kørsel kan isoleret set medføre frihedsstraf og ubetinget frakendelse af førerretten.
• Seks tiltaler var rejst efter straffelovens § 252, som handler om at forvolde nærliggende fare for andres liv eller førlighed. Én sådan
overtrædelse kan i sig udløse frihedsstraf.
• 90 tiltaler drejede sig om hastighedsoverskridelser, hvoraf:
-21 overskred fartbegrænsningen med over 30 procent
-25 overskred fartbegrænsningen med over 60 procent
-44 overskred fartbegrænsningen med over 100 procent eller var på over 200 km/t – heraf med hastigheder på motorvej med bl.a. ikke
under 228, 238 og 239 km/t, tre gange 246 km/t, to gange 254 km/t og tre gange 255 km/t.
Én overtrædelse med sådan en hastighed ville i sig selv kunne udløse frakendelse af kørekortet
• En tiltalte handlede om at køre om kap mod en anden motorcykel med op til 197 km/t i en 60-zone.
• 88 af tiltalerne ville isoleret set kunne medføre et klip i kørekortet.
• 10 tiltaler vedrørte kørsel på baghjulet, hvilket kan medføre frakendelse af førerretten.
Relateret omtale
Motorcyklist sigtet for at bringe trafikanter i fare (20-04-2024)
Pressekontakt
Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk