Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

20. september 2023 11:52

Politiet indfører skærpet strafzone omkring Brøndby Stadion på søndag

For at hindre vold, hærværk og uroligheder ved fodboldkampen mellem Brøndby IF og FC København indfører Københavns Vestegns Politi en skærpet strafzone i området omkring Brøndby Stadion søndag den 24. september fra klokken 8 til klokken 22.
Det medfører, at straffen for visse typer kriminalitet begået i zonen kan stige til det dobbelte.

Københavns Vestegns Politi indfører en tidsbegrænset skærpet strafzone for at forebygge utryghedsskabende kriminelle handlinger før, under og efter den kommende superligakamp mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion søndag den 24. september klokken 14.

En skærpet strafzone medfører, at visse former for kriminalitet – fx vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden – begået i zonen kan straffes med op til dobbelt straf.

”Fodboldkampe skal være en hyggelig sportsbegivenhed for alle, men vi har desværre set, at visse fangrupperinger aktivt søger konfrontation og forvandler stadionområdet til en konfliktzone med vold og ballade – og det skal en skærpet strafzone modvirke,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen, Københavns Vestegns Politi.

Han tilføjer, at politiet anser søndagens kamp for en højrisikokamp med risiko for, at der kan opstå et ekstraordinært kriminalitetsbillede i stadionområdet.

”Vi vurderer, at en skærpet strafzone vil være med til at skabe tryghed for beboere i området, fredelige familier og tilskuere, som skal til denne fodboldkamp, og hindre uroligheder, vold og ballade,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen.

I en skærpet strafzone kan vold mod tilskuere, frivillige stewards på stadion og politiet med videre straffes med op til det dobbelte.

Ved den seneste kamp den 14. maj mellem Brøndby IF og FC København blev et antal politifolk i tjeneste angrebet med skub, fyrværkeri, brosten og vejskilte omkring Brøndby Stadion. Da de to hold mødtes i oktober 2021 blev politiet før og efter kampen angrebet med kasteskyts og fyrværkeri, og efter kampen blev stadionkontrollører angrebet med slag og kasteskyts. 

 

Her gælder zonen

Den skærpede strafzone gælder på stadion og et område omkring stadion afgrænset af Park Allé, Motorring 3, Holbækmotorvejen, Bygaden, Præstegårdsvej, Seminarievej, Bygaden og Park Allé. 

Se kort over den skærpede strafzone omkring Brøndby Stadion

 

Politiet kan indføre skærpet strafzone

Politiloven giver politiet mulighed for at udpege et afgrænset område som skærpet strafzone, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i væsentlig grad skaber utryghed for de borgere, der bor og færdes i området, og zonen kan være med til at genskabe trygheden.

Ifølge Politilovens § 6a kan politiet i en nærmere bestemt tidsperiode udpege et afgrænset geografisk område, hvor straffen for en række straffelovsovertrædelser ifølge straffelovens § 81c kan forhøjes til dobbelte.

Det drejer sig blandt andet om vold og legemsangreb, trusler, hærværk, brandstiftelse samt vold og trusler mod tjenestemand, deltagelse i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden.
 

Lov om politiets virksomhed

§ 6 a. Politiet kan for en nærmere bestemt tidsperiode udpege et afgrænset geografisk område (skærpet straf-zone), hvor straffelovens § 81 c finder anvendelse.
Stk. 2. Udpegning af en skærpet straf-zone efter stk. 1 kan ske, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og udpegning af en skærpet straf-zone vurderes at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.
Stk. 3. En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og en angivelse af det afgrænsede geografiske område og tidsrum, som beslutningen gælder for.

 

Straffeloven

§ 81 c. Den straf, der er foreskrevet i denne lovs §§ 119, 123, 132 a, 132 b, 134 a og 181, § 244, stk. 1, § 244, stk. 1, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 266, § 285, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 286, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 287, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, og §§ 288, 291, 293 og 293 a eller i lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller lovgivningen om knive og blankvåben, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en skærpet straf-zone udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed.
Stk. 2. Ved fastsættelse af straf for lovovertrædelser, som ikke er omfattet af stk. 1, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen er begået i en skærpet straf-zone udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed og er egnet til at skabe utryghed i denne zone.

 

Relateret omtale

Politiet bruger ny lov i forbindelse med Derby (15-09-2023)

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

13. november 2026

Københavns Vestegns Politi

App blev hovedbevis i sag om drabsforsøg i Pakistan

10 års fængsel og udvisning for bestandig. Det er facit for to mænd, som ved Retten i Glostrup i dag blev fundet skyldige i en sag om et planlagt lejemord på den enes ekskone og begge hendes forældre. Retten tillagde optagelser fra en særlig app afgørende betydning i sagen.

12. november 2026

Københavns Vestegns Politi

Hjælp til udøvere af vold og stalking nomineret til kriminalpræventiv pris

En opsøgende indsats, der skal få personer til at stoppe med at udøve vold i nære relationer, er nomineret til Den Kriminalpræventive Pris 2026. Målet er at forebygge nye overgreb og beskytte ofrene.

9. november 2026

Københavns Vestegns Politi

Politiet efter sejlersæson: Husk redningsvesten også på de korte ture

Københavns Vestegns Politi har kontrolleret 930 fartøjer på 42 patruljesejladser i årets sæson. De fleste sejlere har styr på sikkerheden, men manglende redningsveste er fortsat den hyppigste årsag til, at politiet udskriver bøder på vandet.