Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 30. september 2026
Narkotikabilist fik beslaglagt bil, kontrol af elkøretøjer og politihund fandt indbrudstyv.
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 29. september 2026 kl. 07.00 til 30. september 2026 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Annebergparken, Nykøbing Sjælland
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Odensevej, Roskilde
Højbovænge, Køge
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Personbiler:
Ingen
Varebiler/lastbiler:
Skovduevej, Lille-Skensved
Påvirket med barn på bagsædet – Havnegade, Nykøbing Sjælland
Kl. 10.32 blev en 39-årig mand fra Højby Sjælland sigtet for at køre bil, selvom han var påvirket af stoffer. Da politiet stoppede ham, havde sit mindreårige barn med i bilen, derfor blev der også lavet en socialrapport.
Kontrol af knallerter og el køretøjer ved skole – Skamstrupvej, Mørkøv -Holbæk
Færdselsafdelingen og Nærpolitiet i Holbæk gennemførte en målrettet kontrol af elevernes knallerter, el cykler og el løbehjul ved Kildebjergskolen i Mørkøv. Kontrollen blev gennemført i samarbejde med SSP Holbæk, skolen og en klubmedarbejder. Fire knallerter, fire el cykler og ét el løbehjul blev undersøgt på rullefelt, som viser køretøjets topfart. En ulovlig knallert kunne køre mindst 53 km/t, og den 15-årige fører blev sigtet. Desuden blev en 14-årig dreng standset på et el løbehjul, der kunne køre 35 km/t, mens en anden 14-årig kørte på en el cykel, der ved hjælp af gashåndtaget kunne køre 20 km/t uden brug af pedalerne. Reglen er her, at el-cykler højst må kunne køre 6 km/t uden brug af pedaler. Da de er under den kriminelle lavalder kan de unge under 15 år ikke straffes, men stoppes de unge igen, kan køretøjerne konfiskeres. Betjentene orienterede de unges forældre og tog en præventiv snak med dem.
Narkokørsel førte til beslaglæggelse – Vor Frue Hovedgade, Roskilde
Kl. 18.33 stoppede politiet en 35-årige mand fra Hørsholm, da han kom kørende i det indre Roskilde. Manden fremstod meget nervøs og opfarende, og politiet vurderede, at han kunne være påvirket af stoffer. Med en narkometertest blev han testet positiv for kokain, hvilket han blev sigtet for. Da manden flere gange var blevet sigtet for at køre i påvirket tilstand, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskering. Manden ønskede dette forlagt retten. Under anholdelsen blev manden mere og mere aggressiv, og han blev derfor også sigtet at lægge hindringer i vejen for politiet, trusler og fornærmelig tale. Han blev senere på aftenen løsladt, men er forsat sigtet for alle forhold.
Brand i villa – Vestre Havnevej, Sjællands Odde
Kl. 22.19 blev politiet kaldt ud til en brand i en villa. Da de kom derud, kunne der ses tre til fem meters høje flammer på den østlige side af huset, som havde spredt sig til en hvid varevogn, som stod i indkørslen. Branden blev i løbet af aftenen slukket, og det skal nu undersøges, hvordan den er startet. Ingen personer kom noget til ved branden.
Tyv taget på fersk gerning – Køgevej, Roskilde
Kl. 01.36 kom en hundepatrulje kørende, da de bemærkede en mand i mørkt tøj forsvinde ind mellem to bygninger. De satte en af hundene til at undersøge området, hvor den fandt frem til et vindue uden rude. Inde i bygningen fandt politiet manden, som stod og gemte sig for politiet. Det viste sig at være en 18-årig mand fra Dragør, som herefter erkendte, at han havde forsøgt at stjæle kabler. Han blev derfor sigtet for forsøg på tyveri.