Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 5. november 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 4. november 2024 kl. 07.00 til 5. november 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Tangmosevej, Køge
Valdemarshaab, Køge
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Rørholm, Himmelev, Roskilde
Karlslunde Strandvej, Karlslunde
Liden Kirstens Vej, Roskilde
Sandbyvej, Gislinge
Peyronsvej, Solrød - Forsøg
Skrænten, Holbæk
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Dybesøvej, Rørvig
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Biltyve anholdt efter indbrud hos autoforhandler – Tangmosevej, Køge
Natten til mandag havde en autoforhandler i Køge indbrud, hvor en nøgleboks blev opbrudt og flere nøgler stjålet. To varebiler og en personbil blev stjålet fra forhandleren og kort efter fik en bilforhandler på Valdemarshaab i Køge knust en rude i døren, hvor der blev stjålet flere hjulsæt.
Tidligt mandag morgen fandt politiet frem til, at den ene af de stjålne biler befandt sig på Frederiksberg, så Københavns Politi sendte straks en patrulje til stedet. Mandag kl. 08.13 blev to mænd på 46-årig og en 19-årig fra Ringsted, anholdt og sigtet for brugstyveri af bilen. De to blev kørt til Roskilde Politistation og afhørt til sagen. Der blev ikke fundet grundlag for at fremstille de to anholdte i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.
Nu efterforskes sagerne om indbrud i de to autoforhandlere, hvorunder det skal afklares, om de to anholdte kan mistænkes for at stå bag.
Oliespild spærrede vej - Lindenborgvej, Roskilde
kl. 11.46 gik koblingen i stykker på en lastbil, da den skulle svinge skarpt til venstre ind på en rasteplads på Lindenborgvej over for Ledreborg Alle i Roskilde. I den forbindelse gik hydraulikslangerne i stykker, så der flød olie ud på kørebanen på Lindenborgvej, som blev meget glat. Politi og brandvæsen kørte til stedet, og Lindenborgvej blev afspærret fra Ledreborg Alle og frem til Ringstedvej, da hydraulikolien skulle fjernes fra kørebanen.
Kommunen miljøvagt blev orienteret og kørte til stedet. Der blev afspærret med hegn og tydelig skiltning, som viste, at det ikke var muligt at køre fra Ringstedgade til Lindenborgvej
Politiets indsatsleder var på stedet i forbindelse med oprydningsarbejdet. Tre bilister blev sigtet for at køre forbi afspærringen via modsatte vognbane, over en spærrelinje og videre ad Lindenborgvej. En bilist havde forklaret sin handling med, at hun bare lige skulle over i pølseboden på rastepladsen. De tre sigtede fik en bøde i deres E-boks samme aften.
Hydraulikolien var svær at fjerne, så oprydningsarbejdet var først afsluttet omkring kl. 18.08, hvor afspærringen kunne ophæves.
Grundlovsforhør i sag om narkosalg - Kirke-Hyllinge, Lejre
Kl. 11.30 var politi med narkohund på en adresse i Kirke-Hyllinge, hvor der var mistanke om narkosalg. Narkohunden markerede straks på fært af narko, og døren blev åbnet af en 29-årig kvinde, som erkendte, at der var lidt kokain i huset. Kvinden og en 28-årig mand blev anholdt, mens politiet ransagede stedet, hvor der i alt blev fundet 414 gram kokain, salgsposer og digitalvægte. De to anholdte blev sigtet for narkosalg og taget med på politistationen. I dag kl. 11.00 vil de blive stillet for en dommer ved Retten i Roskilde, som skal afgøre, om der skal ske varetægtsfængsling eller om sagen kan afgøres med en straksdom.
Narkokørsel - Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 21.37 bemærkede en patrulje en noget frisk, men også usikker bilist på Holbækmotorvejen mod øst, og de standsede bilen rutinemæssigt lige efter Roskilde Ø. En narkometertest viste positiv på både methamfetamin, amfetamin og kokain, så den 45-årige mand fra Nordsjælland bag rattet blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev taget med til en blodprøveudtagelsen, hvorefter han blev løsladt.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |