Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

26. oktober 2020 13:03

Uddrag af døgnrapport fra fredag den 231020 kl 0700 til mandag den 261020 kl 0700

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnrapport, patruljebil

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Borgegårdsvej, Køge
Køgevej, Hårlev
Byleddet, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Damhaven, Greve
Morbærhegnet, Greve
Hindbærhaven, Solrød Strand
Storkebanken, Herfølge
Godsparken, Greve
Søndre Alle, Køge
Morbærhegnet, Greve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Harebjerg, Bjergene, Fårevejle
Skansevej, Ellinge Lyng, Vig (2 adresser)

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen anmeldelser

 

Fredag – lørdag:


Arbejdsulykke – Sognevejen, Karlslunde – Greve

kl. 07.53 skete en arbejdsulykke på et gartneri, hvor en 18-årig mand fra Litauen kom alvorligt til skade ved et transportbånd. Politi og ambulance blev kørt til stedet, hvor den 18-årige var blevet fundet livløs under båndet af de øvrige medarbejdere på stedet. Der blev iværksat livreddende førstehjælp af den tilskadekomne, som blev kørt med ambulance til sygehuset. Politiet undersøgte stedet, og afhørte de tilstedeværende. Arbejdstilsynet blev orienteret om ulykken og kørte til stedet. Den 18-årige havde været i gang med rengøring under transportbåndet, hvor hans tøj kom ind i en valse, så tøjet strammede omkring hans hals, så han ikke kunne trække vejret. Den 18-årige var uden ilt i længere tid, og er fortsat indlagt og er i kritisk tilstand efter ulykken. De pårørende er underrettet. Politiet afventer nu rapporten fra Arbejdstilsynet, hvorefter myndighederne i samarbejde vil tage stilling til, om der er sket brud på arbejdsmiljølovgivningen i forbindelse med ulykken.

For høj sættevogn påkørte jernbanebro – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 11.09 påkørte en lastbil med sættevogn en jernbanebro på Valdemar Sejrsvej, da køretøjet var højere end broen. På sættevognen var en silo, som kilede sig fast under broen, så der skete en mindre skade på broens øverste kant. Politiet undersøgte vogntoget, som viste sig at have så store dimensioner, at kørslen krævede en særtransporttilladelse. Lastbilens fører, en 32-årig mand fra Litauen, var kørt ind i Danmark via Padborg, men havde ikke fået en særtransporttilladelse. Vogntoget blokerede for trafikken i den ene vognbane, og det skabte trafikale problemer på stedet, indtil den blev fjernet hen på eftermiddagen. Lastbil og sættevognen blev kørt til undersøgelse hos politiet. Føreren af lastbilen kan se frem til en klækkelig bøde for at køre uden særtransporttilladelsen.

Udlændingeloven – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 03.26 bad DSB-personale i et tog, der holdt på Ringsted station, om hjælp fra politiet, idet en udenlandsk mand havde gemt sig på toilettet. Manden havde ikke nogen billet og ønskede i øvrigt ikke at fortælle noget om sin identitet. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til den udenlandske mand, som blev frihedsberøvet til konstatering af sin identitet, så politiet også kunne afgøre, om manden opholdt sig lovligt her i landet. Manden blev foreløbigt identificeret som en 21-årig mand fra Eritrea, som forblev i politiets varetægt i medført af udlændingelovens bestemmelser og anbragt i et arresthus, inden han i dag mandag formentlig fremstilles i et grundlovsforhør med henblik på yderligere frihedsberøvelse, indtil han kan udsendes af Danmark på grund af ulovligt ophold.

 

 

Lørdag – søndag

Færdselsuheld – Turøvej, Vollerslev, Ringsted – Køge

Kl. 15.21 fik politiet via alarmcentralen en melding om et færdselsuheld, hvor en motorcyklist var impliceret, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at der var tale om et solouheld, idet en 37-årig mand fra Ringsted som fører af motorcyklen var væltet i forbindelse med svingning til højre i en højrekurve efter kørsel ad Turøvej i østlig retning. Han ramte efterfølgende knap to meter hæk på en privat adresse som følge af uheldet, men var tilsyneladende selv sluppet med diverse knubs, efter at han var blevet tilset på skadestuen i Køge. Da der var tale om et solouheld, registrerede politiet blot uheldet med dets parter og omstændighederne.

Vold – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 16.31 kom et alarmopkald om et overfald ved Holbæk Station. En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 19-årig mand fra Kalundborg var blevet udsat for vold i et cykelskur, hvor han fik flere slag og spark mod mave og hoved. Efter overfaldet blev den 19-årige frataget en kniv af en af gerningsmændene. Politiet fandt kniven, en lommekniv med et blad på 5 cm, i cykelskuret. Optrinnet skete efter en uoverensstemmelse omkring den kniv, som den 19-årige var i besiddelse af. Den 19-årige var ikke kommet alvorligt til skade, men blev kørt til skadestuen til kontrol. Politiet kørte til skadestuen og afhørte den 19-årige, som også blev sigtet for at for at overtræde knivloven. Sagen efterforkes nu, for at finde frem til de fem mænd, som kan mistænktes for overfaldet på den 19-årige og baggrunden herfor. De fem mænd beskrives som:

A: Mand, Afrikansk af udseende, 16 år, 195 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Sort, Hårfarve: Sort, Talte: Dansk, Iført: Lilla trøje med grøn og sorte print påtrykt.

B: Mand, Afrikansk af udseende, 16-20 år, 175 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hudfarve: Sort, Hårfarve: Sort, Talte: Dansk.

C: Mand, 165 cm, Kropsbygning: Spinkel, Iført: Var iført maskering for ansigtet, blå jakke, sorte sko.

D: Mand, 195 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Talte: Dansk, Iført: sort hættetrøje og sorte bukser

E: Mand, Dansk af udseende, 25 år, 170 cm, Kropsbygning: Kraftig, Talte: Dansk

Vidner som har overværet overfaldet ved Holbæk Station lørdag eftermiddag omkring kl. 16.30, eller har oplysninger til sagen i øvrigt bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Kørte i frakendelsestiden og fik taget bilen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 21.15 sigtede politiet en 45-årig mand fra Tønder for kørsel i frakendelsestiden. Han blev standset, da han kørte i en personbil på Køge Bugt Motorvejen ved Solrød mod syd. Den 45-årig havde kørt i frakendelsestiden hele fire gange inden for de seneste 3 år, og kørt narkokørsel en gang. Politiet kunne derfor beslaglægge hans bil med henblik på konfiskation, hvilket den 45-årige accepterede. Retten vil senere tage stilling til, om bilen skal konfiskeres, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel – Gislingevej, Grevinge – Odsherred

Kl. 01.40 standsede politiet en personbil, for at lave en rutinemæssig kontrol. Føreren af bilen, en 34-årig kvinde fra Odsherred kommune, var påvirket af amfetamin og desuden frakendt førerretten. Med sig i bilen havde hun tre mindreårige børn. Kvinden blev anholdt, sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Politiet kontaktede de sociale myndigheder, som tog sig af de tre børn, der blev overdraget til andre voksnes omsorg. Politiet ransagede kvindens bil, hvor der blev fundet et knojern og en peberspray, som kvinden blev sigtet for at besidde. Hun blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter hun blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 34-årige høre mere fra politiet.

Spiritusbilist fik taget bilen – Lidemarksvej, Herfølge – Køge

Kl. 02.54 standsede politiet en 39-årig mand fra Polen, som kørte i kraftig spirituspåvirket tilstand på Lidemarksvej i Herfølge. En alkometertest viste en promille på over 2, så han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Politiet beslaglagde hans bil, som det er muligt ifølge færdselslovens regler, når promillen er så høj. Den 39-årige ønskede spørgsmålet om beslaglæggelsen af bilen forelagt retten, som nu ser på, om indgrebet var retsmæssigt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 39-årige høre mere fra politiet. Han vil senere blive indkaldt til et retsmøde, hvor straffesagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen vil blive afgjort.


Søndag – mandag

 

Narkobilist – Karlslunde Mosevej, Karlslunde – Greve

Kl. 10.34 fik politiet anmeldelse fra en bilist, som havde kørt forbi en bil, der kørte usikkert og standsede midt på vejen. Bilisten havde taget kontakt til føreren af bilen, som virkede uklar og påvirket, hvorfor bilisten ringede til politiet. En patrulje blev sendt til stedet, hvor bilen holdt på Karlslunde Mosevej med det ene hjulpar ude i rabatten. Føreren af bilen viste sig at være en 29-årig mand fra Slagelse, som var kraftigt påvirket af narko. Han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Den 29-årige var så påvirket, at politiet ikke skønnede, at han kunne tage vare på sig selv. Han blev derfor taget med til politistationen, hvor han blev tilset af en læge. Den 29-årige blev senere løsladt, og når resultatet af blodprøven kommer, vil han høre mere fra politiet i sagen.

Kørte galt på dragbike – Hovedvejen, Osted, Lejre

Kl. 11.49 skete et solouheld, da en 55-årig mand fra Gadstrup fik en prøvetur på en dragbike, en uindregistreret 600 cc motorcykel, som kun må anvendes til banekørsel. Prøveturen foregik på en asfalteret stikvej til Hovedvejen i Osted, hvor dragbiken kom i slinger, og den 55-årige forulykkede. Den 55-årige anvendte ikke hjelm eller anden sikkerhedsudstyr og kom til skade i hoved og overkrop. Han blev kørt i ambulance til sygehuset til behandling for flere brud. Da dragbiken er en banecykel, som ikke må køre på færdselslovens område, var den ikke indregistreret eller forsikret. Den 55-årige kan derfor forvente at høre mere i sagen, om kørsel på den ulovlige dragbike.

Pressekontakt

Martin Bjerregaard
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

Camilla Schouw Broholm
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Flere døgnrapporter

19. januar 2021

Midt- og Vestsjællands Politi

Uddrag af døgnrapport fra mandag den 180121 kl 0700 til tirsdag den 190121 kl 0700

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

18. januar 2021

Midt- og Vestsjællands Politi

Uddrag af døgnrapport fra fredag den 150121 kl 0700 til mandag den 180121 kl 0700

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

15. januar 2021

Midt- og Vestsjællands Politi

Uddrag af døgnrapport fra torsdag den 140121 kl. 0700 til fredag den 150121 kl. 0700.

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.