Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

27. juni 2019 11:13

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 260619 til torsdag 270619

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Ingen

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Rasmussensvej, Køge


Tyveri fra personbiler – Greve / Solrød Strand

Kl. 0725 onsdag morgen modtog politiet den første af to anmeldelser om tyveri fra to personbiler på hhv. Iriskvej og Olsbæk Strandvej i Greve. I løbet af natten havde ukendte gerningsmænd knust en rude i begge biler og efterfølgende stjålet navigationsanlæg fra en BMW og en VW, uden at nogen har bemærket noget i området. En bilejer fra Tjurgården anmeldte tidligt onsdag morgen, at to forhjul også i løbet af natten var blevet stjålet fra en personbil, der nu stod på et par mælkekasser. Politiet har undersøgt de to biler med stjålne navigationsanlæg for tekniske spor og afventer nu resultatet heraf.
Tidligt torsdag morgen fik politiet så to yderligere anmeldelser fra bilejere på Svalegangen og Hulvejen, Solrød Strand, om, at der fra deres biler af mærket BMW også var stjålet integrerede navigationsanlæg. Også i disse biler var en mindre rude blevet knust for at skaffe sig adgang på et ukendt tidspunkt i løbet af natten til torsdag.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området i løbet af natten. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mand gået fra sygehuset – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 0829 kontaktede personalet på Holbæk sygehus politiet, fordi en 22-årig mand fra Holbæk havde forladt sygehuset. Han var vurderet lidt uligevægtig, og personalet var nu bekymret for, hvad han kunne finde på at gøre ved sig selv. Politiet iværksatte en eftersøgning af manden, der blev fundet ved broen over jernbanen ved Gl. Ringstedvej i Holbæk. Af sikkerhedsmæssige årsager bad politiet kl. ca. 0850 om at få togtrafikken forbi stedet standset, idet den 22-årige befandt sig meget tæt på skinnerne. Kl. ca. 0915 havde politiet fået manden væk fra skinnerne, så togdriften kunne genoptages, og den 22-årige var nu villig til at blive indlagt, så politiet transporterede ham til et sygehus i Slagelse til fornøden behandling.

Truende mand i telefonen – Rynkevangen, Kalundborg

Kl. 1032 anmeldte personalet på jobcentret, at en 44-årig mand fra Kalundborg havde truet personalet under en telefonsamtale med en sagsbehandler. Den 44-årige var blevet frustreret over et afslag på hjælp og havde ifølge personalet udtalt sig truende over sagsbehandleren. Et familiemedlem havde efterfølgende overtaget samtalen med sagsbehandleren og undskyldt mandens adfærd. Politiet har optaget rapport om hændelsen og afhørt både den 44-årige og den pågældende sagsbehandler for at kunne afgøre, om der foreligger noget strafbart i mandens adfærd over den kommunalt ansatte.

Utryghedsskabende mand – Sygehusvej, Roskilde

Kl. 1042 ønskede personalet på sygehusets akutmodtagelse assistance fra politiet til at bortvise en mand, der havde faret rundt og været utryghedsskabende over for patienter og personalet. Politiet fik på stedet kontakt til en 51-årig mand uden fast bopæl, der nu var faldet til ro. Manden genkendte politiet fra en hændelse i nat på Eleonoravej, Roskilde, hvor han også skabte utryghed. Han blev bortvist fra området, men kl. 1312 var han så på spil i Ny Østergade, hvor han hos en anden afdeling af sygehuset skabte utryghed. Politiet fik igen kontakt til den 51-årige, som politiet så sig nødsaget til at frihedsberøve med henblik på at genoprette roen i området. Efter godt tre timer i politiets varetægt blev han løsladt, og politiet har ikke fået yderligere anmeldelser om manden.

Maritim kontrol i Roskilde Fjord – Roskilde

Kl. 1200 stævnede politiet ud til en maritim kontrol i Roskilde Fjord i den hensigt at kontrollere fartøjer, om de og deres besætning opfyldte de regler, der er gældende til søs. Kontrollen blev afsluttet kl. 2200, og politiet havde kontrolleret 24 fartøjer i området, hvor der var lidt blæsevejr med vindstød mellem 8-12 m/s. Kontrollen medførte to sager om hhv. manglende antal redningsveste i forhold til antal personer ombord og en sag om manglende forsikringscertifikat. Generelt var der ikke mange både / fartøjer på vandet på grund af vejrforholdene.

Brand i lejlighed – Dommervænget, Roskilde

Kl. 1250 var det udbrudt brand i en lejlighed i stueetagen i en beboelsesejendom hos en 67-årig kvinde fra Roskilde. Der havde været brand i hendes ovn, hvilket havde medført en del røgudvikling og i så kraftigt et omfang, at der muligvis også opstod røg- og sodskader hos en 38-årig mandlig overbo. Han var ikke hjemme, hvorfor brandvæsnet måtte skaffe sig adgang via altanen. Ingen kom til skade ved branden, hvis årsag nu skal undersøges nærmere af politiet ud fra en tese om, at der kan være opstået en elektrisk kortslutning i ovnen, da den blev tændt.

Spirituskørsel – Drivsåtvej / Skarridsøgade, Jyderup – Holbæk

Kl. 1437 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist havde drukket øl under kørslen i en personbil. Lidt fandt politiet personbilen på Drivsåtvej ved Skarridsøgade, hvor en 58-årig mand fra Mørkøv sad bag rattet. Han deltog i en alkometertest, som viste, at han var mere påvirket af alkohol end tilladt. Politiet anholdt manden, der blev sigtet for spirituskørsel og desuden for kørsel uden førerret, idet politiet i 2016 inddrog mandens førerret, fordi han ikke aflagde en kontrollerende køreprøve. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Brandundersøgelse – Rugtvedvej, Forsinge, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 1511 udbrød der en brand i en beboelse, hvor der var gået ild i noget brændbart i stuen. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der dog udviklede en del røg, idet der var gået ild i nogle skumgummimåtter, hvor et varmeapparat tilfældigt havde stået ovenpå. Den 76-årige mandlige beboer blev tilset af personalet for en tilkaldt ambulance, men var ikke kommet noget til. Selve brandskaden var også meget minimal, og årsagen skal nu undersøges nærmere ud fra en tese om, at varmeapparatet – trods gårsdagens høje temperaturer – måske kan være blevet tændt ved en fejl.

Sur narkobilist – Ringvejen, Køge

Kl. 1600 standsede politiet en personbil, der blev ført af en 27-årig mand fra Tune. Han deltog i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af både kokain og hash under kørslen. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Ved ransagning af hans bil fandt politiet både en springkniv og en halv joint, hvilket han også blev sigtet for ulovlig besiddelse af. Undervejs mod et sygehus for at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer tiltalte han flere gange en kvindelig politibetjent i nedladende vendinger, så det medførte en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om fornærmende tiltale til politiet. Den 27-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Narko-/spirituskørsel i frakendelsestiden mv. – Gl. Rørbyvej, Rørby, Kalundborg

Kl. 1725 anholdt og sigtede politiet en 39-årig mand fra Kalundborg for både narko- og spirituskørsel i en personbil, som han i forvejen ikke være fører af, fordi han var frakendt kørekortet. Ved ransagning af bilen fandt politiet to gram hash, som han også blev sigtet for at være i ulovlig besiddelse af. Politiet løslod den 39-årige efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Færdselsuheld – Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 1911 var det sket et færdselsuheld med en cyklist og en fodgænger impliceret. En 45-årig mand fra Roskilde kørte på cykel ad Østre Ringvej mod øst, da en 52-årig mand fra Skovlunde som fodgænger gik fra et stisystem direkte ud på cykelstien. Cyklisten kunne ikke nå at bremse og ramte derfor fodgængeren. Efter et check på skadestuen kunne politiet konstatere, at begge var sluppet med diverse knubs og uden behandlingskrævende skader.

Kvinde på bro over motorvej – Hundigevej, Greve

Kl. 2000 fik politiet en henvendelse fra flere anmeldere om, at en yngre kvinde stod på den forkerte side af gelænderet på en bro over motorvejen. Politiet kørte med flere patruljer til stedet, hvor motorvejen kortvarigt blev afspærret, medens en af anmelderne havde kontakt med kvinden og fik hende overtalt til at gå om på den rigtige side af gelænderet. Politiet fik herefter kontakt til kvinden, som var en 22-årig kvinde fra Greve. Hun var lidt ked af livet og ønskede at blive indlagt på et sygehus til fornøden behandling, hvilket politiet så hjalp hende med i forhold til transporten til relevant sygehus.

Brandundersøgelse – Køgevej, Ringsted

Kl. 2053 udbrød der pludselig brand i en forladt villa, hvor der var store flammer ved politiets og brandvæsnets ankomst. Branden udviklede tillige en del røg, men brandvæsnet fik hurtigt slukket branden. Ingen kom i sagens natur til skade ved branden, hvis årsag nu skal undersøges nærmere af politiet. Umiddelbart var der ikke en naturlig forklaring på brandens opklaring, så brandsagkyndige skal kigge nærmere på villaen.

Narkokørsel – Domhusstræde, Holbæk

Kl. 2147 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Tølløse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om hash).

Brandundersøgelse – Hellestrup Bygade, Hellestrup, Holbæk

Kl. 0024 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i køkkenet på en privat bopæl. Ved politiets ankomst var der en del røg i huset, men ingen flammer fra brandstedet, idet den 80-årige mandlige beboer selv havde fået slukket en mindre brand. Der var mindre skader på en køkkenbordplade og omkring en stikkontakt, hvor branden formodes at være opstået på grund af en teknisk fejl. Beboeren, der var uskadt, blev midlertidig genhuset hos noget familie i nærheden.

Brandundersøgelse – Høve Stræde, Høve, Asnæs – Odsherred

Kl. 0510 fik politiet via alarm 112 melding om brand i et hus, hvorefter brandvæsnet var sendt dertil. Politiet fandt til husets 51-årige mandlige ejer, som kunne oplyse, at huset var uden beboere, fordi det var under renovering. Kl. ca. 0630 var branden slukket i både selve huset og en tilhørende garage. Politiet skal nu undersøge brandårsagen nærmere ud fra ejerens oplysninger om, at der havde været problemer med den elektriske installation forud for brandens opståen i forbindelse med renoveringsarbejdet.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

24. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 24. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. april 2024 kl. 07.00 til 24. april 2024 kl. 07.00.

23. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 23. april 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 22. april 2024 kl. 07.00 til 23. april 2024 kl. 07.00.

22. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 22. april 2024

Vidner søges til groft overfald på lastbilchauffør - Mænd afsløret midt i narkohandel - Vidner søges til indbrud i tandlæge, hvor dyrt udstyr blev stjålet. Læs mere i weekendens uddrag Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 19. april 2024 kl. 07.00 til 22. april 2024 kl. 07.00.