Spring til hovedindhold

Forslag

Formodet serbisk narkotikaorganisation anholdt

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt fire personer i en sag om indsmugling og videredistribution af primært kokain. De fremstilles onsdag i grundlovsforhør.

NSK logo

Tre mænd og en kvinde er blevet anholdt og sigtet for modtagelse, opbevaring og videreoverdragelse af 32 kg kokain og 6 kg amfetamin.

 

Det er sket tirsdag formiddag, hvor NSK i samarbejde med Københavns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi har gennemført en anholdelses- og ransagningsaktion i København, Storkøbenhavn og på øvrige adresser på Sjælland.

 

Tre af de anholdte er serbiske statsborgere i alderen 19 til 23 år. Den fjerde anholdte er en dansk statsborger.

 

Det er NSK’s mistanke, at de anholdte er en del af et narkotikanetværk, som har stået for dels indsmugling af større mængder primært kokain til Danmark, dels orkestrering af såkaldte ’hvide bude’ fra Balkan, der har stået for distribuering af narkotikaen til slutbrugerne i Danmark.

 

Under aktionen blev yderligere to personer anholdt. De er sigtet for grov vold, besiddelse af en pistol og frihedsberøvelse i en sag, som efterforskes af Københavns Politi, og hvor to personer i forvejen er varetægtsfængslet. Københavns Politi fremstiller disse to anholdte særskilt i grundlovsforhør i Vestre Fængsel med en begæring om lukkede døre.

 

Vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen, siger:

 

”Vi har gennem en længere periode efterforsket mod en gruppe personer, som vi mistænker for at være centrale figurer i et netværk bag både indsmugling og distribution af hård narkotika. Jeg er godt tilfreds med, at vi i dag har gennemført en vellykket anholdeles- og ransagningsaktion, som kan føre os videre i efterforskningen.”

 

De anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup onsdag kl. 9.30.

 

Anklagemyndigheden vil begære dørlukning af hensyn til den videre efterforskning i sagen.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

7. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Anholdt for medvirken til drabsforsøg efter opslag i forsikringsoplysninger

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt to mænd i en sag om drabsforsøg i Bagsværd. Begge fremstilles torsdag i grundlovsforhør.

6. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Tre års fængsel for hvidvask af 68 millioner

En 52-årig mand er idømt tre års fængsel, efter han har tilstået at hvidvaske mere end 68 millioner kroner.

4. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK beslaglægger containere fra containerskib

Siden marts har NSK haft en politiforretning mod containerskibet Nora. NSK har nu beslaglagt 17 containere fra skibet.