To mænd idømt livstid og seks andre idømt lange fængselsstraffe for drabsforsøg
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om flere drabsforsøg sket under en bandekonflikt. Ni mænd er nu idømt lange fængselsstraffe for blandt andet drabsforsøg og våbenbesiddelser i og uden for konflikt.

Syv personer tilknyttet en bandegruppering er mandag blevet dømt for forsøg på manddrab som led i en konflikt mellem kriminelle grupperinger, mens en ottende uden tilknytning til bandegrupperingen er dømt for at bidrage med oplysninger til brug for et af drabsforsøgene.
Dommen faldt i Københavns Byret, der fandt de otte, der er i alderen 25 til 38 år, skyldige i på forskellig vis at have forsøgt at slå fire navngivne personer fra en anden kriminel gruppering ihjel. Retten udmålte med afsæt i bandeparagraffen, der giver mulighed for en fordobling af straffen, særligt lange fængselsstraffe, herunder to livstidsdomme.
Straffene fordelte sig som følger:
25-årig: 14 års fængsel (tillægsstraf)
26-årig: Livstid
27-årig: 11 års fængsel (tillægsstraf)
29-årig: 14 års fængsel
31-årig: Livstid
33-årig: 5 år og 9 måneders fængsel
36-årig: 10 års fængsel (tillægsstraf)
38-årig: 20 års fængsel
En 31-årig blev frikendt for drabsforsøg, men blev idømt fængsel i 14 år for såvel besiddelse af et våbenlager og besiddelse af en M1 karabin i konflikt, ligesom han blev kendt skyldig i besiddelse af ca. 15 kg amfetamin.
Drabsforsøgene fandt sted i en periode fra januar til marts 2021 som hævn for et drab, der udløste en konflikt mellem to kriminelle grupperinger.
Retten fandt de dømte skyldige i forskellige forhold om planlægning af og forberedelse til drab, herunder ved rekognoscering af de forurettedes udseende, bopæl og færden, ligesom de fandt, at de dømte anskaffede flere håndvåben i form af pistoler og en revolver samt en Kalashnikov automatriffel.
Samlet fandt retten det bevist, at gerningsmændene til brug for drabsforsøgene var i besiddelse af et automatvåben, fire pistoler og derudover flere ukendte pistoler.
I efterforskningen af sagen har NSK sammenstykket de dømtes krypterede kommunikation med hinanden. Den krypterede kommunikation fandt sted på platformen SKY-ECC.
På den krypterede tjeneste blev der blandt andet udvekslet fotos af de forurettede, der blev delt informationer om de forurettede med henblik på at identificere og opsøge dem, der blev aftalt anskaffelse af skydevåben, ligesom det fremgår af kommunikationen, at de dømte befandt sig i områderne omkring de forurettedes bopæle.
Specialanklager i NSK, Tomas Hugger, siger:
”Dette er en af de første sager af sin art, hvor NSK efter meget grundigt arbejde er lykkedes med at genskabe og sammensætte et billede af korrespondancer på den krypterede platform SKY-ECC om voldsom og banderelateret personfarlig kriminalitet, som de nu dømte antageligt aldrig havde troet ville blive fundet. Der blev aldrig affyret et skud i sagen, men konflikten var meget voldsom, og at der ikke skete yderligere skyldes tilfældigheder. Det essentielle er her, at det fremgår af korrespondancerne, at de dømte med hævn som motiv havde til hensigt at finde og dræbe modparten under en bandekonflikt. Det har retten fundet bevist, og det er jeg naturligvis rigtig godt tilfreds med.”
Senioranklager i NSK, Julie Solhøj, siger:
”De dømte i sagen har haft vidt forskellige roller. De mest aktive har deltaget i alle dele af planlægningen og eksekveringen af drabsforsøgene, mens andre alene har bidraget med enten oplysninger om de forurettede eller levering af skydevåben. Dommen viser tydeligt, at hvis en person har forsæt til drab, kan selv mindre iværksættelseshandlinger føre til dom.”
Senioranklager i NSK, Mathias Vestergaard Andersen, siger:
”De dømte har udvist en udtalt voldsparathed ved planlægning af drab og anskaffelse af skydevåben, og det var bestemt ikke på grund af manglende vilje hos de dømte, at det ikke endte tragisk med flere dødsfald. De har alle, uanset tilknytning til bandegrupperingen, handlet samlet og mod et fælles mål, og jeg er derfor tilfreds med, at retten i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, har dømt efter bandeparagraffen og udmålt særligt lange straffe.”
To af de dømte har udbedt sig betænkningstid, mens de resterende ankede dommen.
Begge livstidsdømte blev sammen med den 31-årige udvist af Danmark for bestandigt.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.
De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.
NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.