Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 18.- 19. oktober 2023
Narkokørsel, færdselsuheld og tyveri. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Tyveri fra varebil, Fredensborg
Anmeldelse kl. 11.32 om tyveri fra varebil i Kastaniens Kvarter i Nivå sket mellem fredag den 13.10 kl. 15.00 og mandag den 16.10 kl. 06.30. Sidedøren i passagersiden var brudt op, og der var stjålet diverse el-værktøj for et større beløb.
Tyveri fra byggeplads, Frederikssund
Anmeldelse kl. 12.42 om tyveri fra byggeplads på Siliciumvej i Frederikssund sket mellem fredag den 13.10 kl. 13.30 og søndag den 15.10 kl. 06.00. Der var blevet stjålet en slibemaskine fra byggepladsen.Kørte bil uden førerret, Gentofte
En 22-årig mand fra Bagsværd blev kl. 12.55 sigtet for at køre bil på Fæstevej i Gentofte, selvom hans førerret var administrativt inddraget.
Færdselsuheld, Egedal
En 55-årig kvinde fra Stenløse anmeldte kl. 13.40, at hun var blevet påkørt af en anden bil på Byvej i Stenløse. Bilen var kørt fra stedet i retning mod Frederikssundsvej. Den 55-årige kom kørende ad Byvej mod syd, og den anden bil kørte mod nord. Ved vejindsnævringen ved Gartnervænget, stoppede begge op - front mod front -, da de ikke var enige om, hvem der skulle køre først. Den 55-årige bakkede lidt, og holdt igen stille, men da den 55-årige passerede den anden bil, påkørte bilisten i den anden bil højre side på den 55-åriges bil. Færdselspatrulje til stedet. Ingen melding om personskade.
Overså cyklist, Hillerød
En 75-årig kvinde fra Fredensborg kørte ad Hillerødvejen i Fredensborg mod vest. Den 75-årige standsede ved vigelinjen til rundkørslen ved Jespervej for at orientere sig. Samtidigt cyklede en 38-årig mand fra Mørdrup ad Jespervej og ind i rundkørslen med Hillerødvejen mod nord. Her overså den 75-årige bilist cyklisten, og begyndte at køre ud i rundkørslen, hvorefter cyklisten undveg og væltede. Beredskabspatrulje til stedet. Bilisten blev efterfølgende sigtet for vigepligtsforseelse, og cyklisten blev kørt til tjek på nærmeste hospital. Ingen melding om personskade.
Kørte overfor rødt, Allerød
En 47-årig mand fra Hillerød blev kl. 16.29 sigtet for at køre overfor rødt lys i krydset Slangerupvej/Nymøllevej i Lynge. Da den 47-årige kørte frem påkørte han en 19-årig mandlig bilist fra Ølstykke, der kørte ad Slangerupvej i østgående retning og var i gang med venstresvingning ind på Nymøllevej. Beredskabspatrulje til stedet. Ingen melding om personskade.
Sigtet for narko, Hørsholm
En 24-årig mand fra København blev kl. 17.39 sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer på Kokkedal Station i Hørsholm.
Kørte bil uden førerret, Lyngby-Taarbæk
En 30-årig mand fra Vallensbæk blev kl. 18.15 sigtet for at køre bil på Frederiksdalsvej i Virum, selvom han ikke havde førerret.
Kørte uden kørekort, Kokkedal
En 24-årig mand fra Brøndby blev klokken 20.44 standset, da han kom kørende ad Egedalsvej. Her viste det sig, at manden havde sat sig bag rattet, selvom han tidligere var frakendt førerretten og denne frakendelse stadig var gældende. Den 24-årige blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.