Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

13. november 2019 11:09

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 13. november 2019

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00

Særlig Efterforskning Vest fremstiller onsdag kl. 11.00 i Retten i Aarhus tre mænd på 24, 26 og 33 år fra det nordlige Aarhus, der alle sigtes for omfattende, organiserede indbrud i virksomheder og forretninger begået i både Østjyllands, Sydøstjyllands og Midt- og Vestjyllands Politikreds – læs mere i pressemeddelelse udsendt tirsdag eftermiddag. De to mænd på 24 og 26 år er desuden sigtet for salg af kokain.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 13.30

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 13.30 i Retten i Randers to mænd på 27 og 38 år fra henholdsvis Randers og Hobro, der begge sigtes for groft hærværk på Randers Østre Kirkegård på Udbyhøjvej i Randers NØ begået natten mellem fredag og lørdag, hvor flere gravsten blev væltet og 84 gravsten blev overhældt med grøn maling.

De to mænd er også sigtet for samme nat at have begået hærværk på en bygning tilhørende Sparekassen Kronjylland på hjørnet af Mariagervej og Rådmands Boulevard i Randers, hvor der blev kastet sort og grøn maling på husfacaden.

De to mænd er desuden sigtet for straffelovens § 266 b, da det er politiets umiddelbare opfattelse, at motivet for de to tilfælde af hærværk har været at forhåne en bestemt befolkningsgruppe på baggrund af deres religion.

”Jeg er tilfreds med, at vi i går, på baggrund af vores efterforskning, fik anholdt to personer, som vi mistænker for at stå bag de to tilfælde af hærværk i Randers i weekenden. Sagerne har haft stor bevågenhed i offentligheden, og det har også medført henvendelser fra borgerne, som jeg gerne vil takke for. Anklagemyndigheden vil nu begære de to mænd varetægtsfængslet, mens efterforskerne arbejder videre med sagerne. Så vi vil fortsat meget gerne høre fra borgere, der måtte have oplysninger, der kan være relevante for politiet,” siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Den mobile politistation besøger Langå

Østjyllands Politis mobile politistation kører onsdag til Langå, hvor den vil stå i tidsrummet mellem kl. 14 og kl. 18. Her vil de to betjente Jakob og Anne-Amalie være klar til at tage en snak med alle de borgere, der kigger forbi.

**

 

Anholdt for tyveri af alterstager

Østjyllands Politi anholdt natten til onsdag kl. 01.35 en 35-årig mand, der sigtes for at stå bag et tyveri fra Vor Frue Kirke i Aarhus. Her blev der fredag den 18. oktober stjålet to alterstager fra kirkens alter. Alterstagerne kom dog hurtigt tilbage til kirken, da Østjyllands Politi fik en henvendelse fra en antikvitetshandler, som fortalte, at han havde fået indleveret stagerne.

Politiet havde en god formodning om, hvem gerningsmanden var, og natten til onsdag blev han så anholdt og sigtet for at have stjålet de to alterstager.

**

 

Rumænsk butikstyv aktiverede alarmen

Tirsdag kl. 09.00 gik alarmen ved indgangspartiet i Føtex på Frederiks Allé i Aarhus. En medarbejder i butikken tog kontakt til den person, der havde udløst alarmen, og det viste sig, at han i sin taske havde stjålne varer til en værdi af godt 1000 kroner. Medarbejderen bad manden følge med ind i et baglokale, hvor de afventede politiets ankomst.

Da betjentene ankom, blev den 29-årige rumænske mand anholdt og sigtet for butikstyveri. Da manden er udenlandsk statsborger, fik han en straksbøde på 2000 kroner. Han er foreløbigt tilbageholdt af politiet i op til 3x24 timer, mens hans sag forelægges for udlændingestyrelsen.

**

 

Beruset mand anholdt efter uro

En 23-årig synligt beruset mand skabte tirsdag aften så meget uro på Klostergade i Aarhus, at han endte med at blive anholdt. Den 23-årige fulgte blandt andet efter nogle unge kvinder og råbte af dem, hvilket gjorde dem noget utrygge. Den patrulje, der kl. 20.37 kom til stedet, blev også overfuset af manden, som havde et meget upassende sprogbrug. Han endte med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

 

Hærværk på gadedør

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 10.09 en anmeldelse om, at der på et tidspunkt i løbet af mandag aften/nat var blevet udøvet hærværk på en gadedør på Ingerslevs Plads i Aarhus. Ukendte gerningsmænd havde med sort maling spraymalet ordene ”dø” og ”svin” og blandt andet tegnet en stjerne på døren. Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set gerningsmændene i tidsrummet fra mandag aften kl. ca. 18.00 til tirsdag morgen kl. 08.00. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

**

 

Færdsel

Tirsdag kl. 12.39 skete der et færdselsuheld på Frederikgade i Aarhus. En 54-årig mandlig lastbilchauffør kørte ad Frederiksgade, da han kørte forbi en bil, der holdt parkeret i siden af vejen. En 50-årig mand, der stod ved bilen blev klemt mellem lastbilen og bilen og faldt efterfølgende ned på jorden og fik sit ene ben klemt under lastbilens højre baghjul. Den 50-årige mand blev kørt til behandling Aarhus Universitetshospital.

Tirsdag kl. 18.45 blev en 43-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Karetmagertoften i Højbjerg.

En 20-årig mand kan se frem til en bøde på 7000 kroner, efter han tirsdag kl. 21.02 blev standset af en patrulje på Ny Banegårdsgade i Aarhus C. Han sad nemlig bag rattet i en bil, selvom han ikke havde kørekort. Han var faktisk p.t. i gang med at tage det. Bilen tilhørte hans jævnaldrende ven, som sad på passagersædet. Han blev sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort.

Tirsdag kl. 23.45 skete der et færdselsuheld på Ebeltoftvej ved Feldballe. En 62-årig kvindelig bilist kørte ind i en ko, som kom gående over vejen i en mindre flok. Bilisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. De løse køer blev efterfølgende gennet ind i en indhegning af nogle bekendte til ejeren af dyrene.

Tirsdag kl. 17.37 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Hammelvej i Anbæk ved Hammel. En 74-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 77-årig mand, hvorefter hun ramte ind i et skilt. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 74-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 10 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Søren Quists Vej i Ålsø, Grenaa begået tirsdag den 12/11 mellem kl. 01.30 og kl. 07.00
  • På Stenhøjgårdsvej i Højbjerg begået mellem tirsdag den 29/10 kl. 08.00 og onsdag den 30/10 kl. 08.00
  • På Mallinggårdsvej i Malling begået tirsdag den 22/10 mellem kl. 06.30 og kl. 09.00
  • På Kornagervej i Randers NV begået tirsdag den 12/11 mellem kl. 07.30 og kl. 12.30
  • På Pibesvanevej i Mørke begået tirsdag d. 12/11 mellem kl. 16.45 og kl. 18.10
  • På Skoleparken i Beder begået tirsdag d. 12/11 mellem kl. 17.30 og kl. 19.50
  • På Jettesvej i Brabrand begået tirsdag d. 12/11 mellem kl. 16.00 og kl. 20.40
  • På Sct. Peders Gade i Randers C begået tirsdag d. 12/11 mellem kl. 9.40 og kl. 13.35
  • På Kørvelvangen i Randers NV begået tirsdag d. 12/11 kl. 13.47
    På Rosenborg Allé i Randers NV begået tirsdag d. 12/11 mellem kl. 8.00 og kl. 16.30

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

19. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 19. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

18. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

17. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 17. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.