Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 17. januar 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 13.00 en 48-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for to røverier begået mod tankstationer i Aarhus tirsdag aften.Klokken 23.05 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand havde begået røveri på en tankstation på Nordre Ringgade i Aarhus N. Her havde han truet ekspedienten ved at sige, at han havde en pistol i lommen, hvorefter han havde fået udleveret en flaske sprut og en pakke cigaretter.
En patrulje kørte til stedet, men gerningsmanden var ikke til at træffe.
Klokken 23.56 kom der en ny anmeldelse om et lignende forhold – denne gang på en tankstation på Randersvej i Aarhus N, hvor gerningsmanden igen havde truet med, at han havde en pistol i lommen. Også denne gang tog han en flaske spiritus og nogle cigaretter.
Politiet var hurtigt fremme og fik anholdt den 48-årige mand på stedet, mens han havde tyvekosterne på sig.
Den 48-årige har flere lignende verserende sager, og han bliver derfor fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
**
Anholdt efter anmeldelse om uro i Brabrand
Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 21.17 en anmeldelse om, at der muligvis var blevet affyret skud ud for en adresse på Gudrunsvej i Brabrand, hvor en gruppe mænd var forsamlet.
Flere patruljer kørte til stedet, hvor de traf en del personer, der befandt sig i området. Der blev søgt efter spor på stedet og afhørt vidner, men der var umiddelbart ikke noget, der – ud fra politiets undersøgelser – tydede på, at der havde været affyret skud. Der var heller ikke tegn på, at nogen var kommet til skade.
Til gengæld blev der fundet en kniv på vejen, og ud fra den indledende efterforskning blev en 38-årig mand, som befandt sig på stedet, anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven.
Det tyder på, at den 38-årige har haft en uoverensstemmelse med nogle andre mænd, og at de har haft en form for konfrontation.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at afklare hændelsesforløbet og finde frem til flere eventuelle gerningsmænd.
**
Betjente tog indbrudstyv på fersk gerning
En patrulje fra Østjyllands Politi natten til tirsdag stoppet en indbrudstyv, der havde været på spil i en villa i Egå.
Kl. 04.04 fik politiet en anmeldelse om, at der var gået en tyverialarm i villaen på Skæring Hedevej, og en patrulje, der tilfældigvis befandt sig i nabolaget, var lynhurtigt fremme på stedet.
Da betjentene kom frem, kunne de se en mand, der var i færd med at læsse nogle møbler ind i en bil, der holdt ved huset, og da manden opdagede politiet, tog han benene på nakken.
Med en betjent i hælene løb manden ned ad en vej og ind i en privat have, hvor det lykkedes betjenten at få fat i ham, lægge ham i håndjern og sigte ham for indbrud.
Den anholdte viste sig at være en 32-årig mand, og i hans bil fandt betjentene flere møbler, som var stjålet fra villaen, der var begået indbrud i.
**
Ældre borgere fik besøg af tricktyv
Østjyllands Politi fik tirsdag fire forskellige anmeldelser om en tricktyv, der havde været på spil ved ældre borgere i Odder.
Omkring kl. 13.00 havde en 82-årig kvinde fået besøg af gerningsmanden, der havde fortalt hende, at der var en del tyverier i området, så han var kommet for at hjælpe hende med at sikre hendes værdier. Han bad kvinden om at vise eventuelle kontanter og lignende frem, og på den måde lykkedes det ham at stikke af med nogle tusinde kroner.
Nogenlunde samme fremgangsmåde forsøgte en gerningsmand hos en 87-årig kvinde, en 82-årig kvinde og 81-årig kvinde. Her dog uden held.
Østjyllands Politi formoder, at der er tale om samme gerningsmand og efterforsker nu sagerne nærmere. Politi opfordrer til, at man gør sine ældre familiemedlemmer opmærksomme på den type tricktyveri, og at de ikke skal lukke en fremmed ind i deres hjem uden en forgående aftale.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 09.36 blev en 38-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Randers N.
Tirsdag kl. 16.20 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Majdalen i Aarhus V. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash på sig.
Tirsdag kl. 19.49 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Aarhus C. Inden han holdt ind til siden, kastede han en pose med en mindre mængde hash og skunk ud af vinduet, og i bilen lå der desuden nogle tramadoltabletter. Han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Agerbæksvej i Risskov begået tirsdag d. 16/1 kl. 14.13
• På Hasle Ringvej i Aarhus N begået tirsdag d. 16/1 mellem kl. 07.30 og kl. 15.00
• På Hemmed Kirkevej ved Glesborg mellem fredag d. 12/1 kl. 16.30 og tirsdag d. 16/1 kl. 16.30
• På Enghavevej i Hornslet begået tirsdag d. 16/1 mellem kl. 16.30 og kl. 20.15
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877