Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. september 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 09.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 09.30 to mænd på 27 og 28 år i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er begge sigtet for grov vold i forbindelse med et knivoverfald natten til den 31. august.
Episoden fandt sted i baggården ved en natklub på Store Torv i Aarhus C, hvor de to mænd med kniv stak en 25-årig mand flere gange. Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 02.49 og flere patruljer blev straks sendt til stedet. Den 25-årige blev efterfølgende kørt på hospitalet, men var ikke i livsfare.
De to mænd, som torsdag fremstilles i grundlovsforhør, blev anholdt onsdag formiddag i forbindelse med politiets efterforskning af knivstikkeriet. Den 27-årige blev anholdt kl. 10.24 og den 28-årige blev anholdt kl. 11.25, begge på adresser i Esbjerg.
Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre til dagens grundlovsforhør af hensyn til sagens fortsatte efterforskning, og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
De to mænd blev varetægtsfængslet i fire uger til dagens grundlovsforhør. De udbad sig begge betænkningstid i forhold til at kære kendelsen til landsretten.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 14.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 14.00 en 35-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Den 35-årige mand blev anholdt onsdag aften i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld på Landevejen i Tranbjerg J syd for Aarhus, hvor tre personer blev slået ihjel, da den 35-årige kørte frontalt sammen med en modkørende bilist.
I forbindelse med færdselsuheldet pådrog den 35-årige sig selv nogle alvorlige og behandlingskrævende skader, og han vil derfor blive fremstillet i grundlovsforhør in absentia, da han stadig er indlagt på hospitalet.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Læs mere om sagen i tidligere udsendte pressemeddelelse på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/alvorligt-faerdselsuheld-i-tranbjerg-j-tre-personer-afgaaet-ved-doeden/2024/09/26
**
Truede sig til mindre kontantbeløb og blev anholdt
Natten til torsdag kl. 02.01 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en ukendt gerningsmand netop havde truet en ekspedient i en butik på Immervad i Aarhus C til at udlevere et mindre kontantbeløb, inden han forlod stedet.
Ved ankomst til butikken nogle få minutter senere fik betjentene fra Østjyllands Politi oplyst et signalement af gerningsmanden, inden patruljen fortsatte i den retning, manden var gået.
Den formodede gerningsmand blev kort tid efter truffet på Sankt Clemens Bro og gjort bekendt med, at han var mistænkt i sagen. Han blev derfor anholdt og ilagt håndjern, sigtet for at have begået røveri.
Vedkommende blev identificeret som værende en 29-årig mand, og under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af et mindre kontant beløb, som formentligt stammede fra røveriet.
Pengene blev sikret til sagen med henblik på senere genudlevering til butikken, og manden blev taget med på stationen til nærmere afhøring.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Tingvad i Sabro begået mellem fredag d. 24/5 kl. 22.30 og onsdag d. 25/9 kl. 07.00
- På Birkhøjen i Hinnerup begået mellem mandag d. 23/9 kl. 06.06 og onsdag d. 25/9 kl. 18.10
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877