Østjyllands Politi: Uddrag af døgnrapporten 13. december 2023
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus
Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 11.00 en 20-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for flere forskellige forhold, herunder forsøg på manddrab, våbenbesiddelse og trusler på livet.
Mandag kl. 13.24 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 26-årig kvinde tidligere på dagen var blevet truet med pistol på sin hjemadresse i Tilst af den 20-årige mand.
De to personer kendte hinanden i forvejen, men den 20-årige mand var væk fra stedet, da politiet var fremme kort tid efter anmeldelsen.
I forbindelse med efterforskningen af sagen har politiet ledt intensivt efter den 20-årige mand, hvilket tirsdag kl. 12.00 førte til, at han blev udfundet og anholdt på en adresse i Brabrand.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
**
Tyveri af varmepumper fra sommerhuse
Tirsdag morgen modtog Østjyllands Politi en håndfuld anmeldelser om tyveri af varmepumper fra en række sommerhuse i Grenå.
Ifølge anmeldelsen fra de respektive sommerhusejere var deres varmepumper i perioden fra mandag aften omkring kl. 20.55 til natten til tirsdag kl. 01.00 blevet stjålet af ukendte gerningsmænd, som havde stjålet varmepumperne ved at skære rørene over.
Pumperne har en samlet værdi af mere end 100.000 kroner, og Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere.
Vi opfordrer til, at man er særligt opmærksom, hvis man bliver tilbudt at købe en varmepumpe uden kvittering eller anden dokumentation til en alt for lav pris.
**
15-årig dreng sigtet for besiddelse af ulovlige kanonslag
Nytåret nærmer sig med små skridt og interessen for køb og salg af fyrværkeri forventes derfor også at være stødt stigende, da nytåret for de fleste er forbundet med affyring af krudt.
I den forbindelse stiger også myndighedernes opmærksomhed på ulovligt fyrværkeri, da det flere gange tidligere er set, at ulovligt fremstillet fyrværkeri kan resultere i alvorlige ulykker, hvis det ikke er produceret og opbevaret lovligt og korrekt.
Tirsdag kl. 11.30 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en gruppe unge drenge angiveligt fyrede kanonslag af ved Starupvej i Malling, hvorfor en patrulje straks blev sendt til stedet.
Ved politiets ankomst nogle minutter senere observerede betjentene de tre drenge, som forsøgte at flygte fra stedet – to på knallert og en til fods. Flugten varede dog ikke længe, da knallerten væltede på et græsareal, hvorefter politiet hurtigt fik dem indhentet.
Føreren blev tilbageholdt, og han fik efterfølgende sine to venner til at komme retur. Sammen kunne de tre unge drenge fremvise en pakke med kanonslag, som de havde liggende i knallertens hjelmrum.
Den ene af de tre – en 15-årig dreng – blev sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven, og de i alt 13 kanonslag blev beslaglagt med henblik på senere destruktion. Drengens forældre og de sociale myndigheder blev orienteret om episoden.
Østjyllands Politi vil den kommende tid have et skærpet fokus på ulovligt fyrværkeri og opfordrer på det kraftigste til, at man hverken køber eller sælger fyrværkeri fra andre steder end godkendte forhandlere.
Hvis man som borger bliver gjort bekendt med køb og salg af ulovligt fyrværkeri, hører politiet gerne om det på telefonnummer 114.
**
Falsk bankbud på spil
Østjyllands Politi modtog tirsdag kl. 15.00 en anmeldelse om, at en 76-årig kvinde var blevet udsat for bedrageri i form af et falsk bankbud.
Kvinden var blevet ringet op af en mand, der havde udgivet sig for at være fra hendes banks sikkerhedsafdeling. Han oplyste, at kvindens konto var blevet hacket, og at hun derfor skulle have et nyt kort.
Et øjeblik senere ankom en ukendt mand til kvindens adresse i Aarhus C og modtog både dankort og nogle hundrede kroner i kontanter fra den 76-årige kvinde, der efterfølgende kunne konstatere, at det falske bankbud også havde hævet nogle tusinde kroner fra hendes kort, inden hun fik det spærret.
Udlever aldrig dit kort eller koder til fremmede – og mind dine ældre familiemedlemmer og venner om det samme.
Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere.
**
Færdsel
En 30-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 14.01 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende på Vester Allé i Aarhus C. Han blev efterfølgende skønnet påvirket af euforiserende stoffer i form af receptpligtig medicin og fundet i besiddelse af en mindre mængde tramadolpiller. Han blev derfor både sigtet for narkokørsel og besiddelse af narko.
En 27-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 16.51 sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje fra Østjyllands Politi på Spobjergvej i Brabrand. Han blev i samme forbindelse anholdt.
Tirsdag kl. 20.49 skete der et færdselsuheld på Emiliedalsvej i Højbjerg, hvor en 54-årig mandlig bilist påkørte en 17-årig kvindelig cyklist. Uheldet skete i rundkørslen ved Hørhavevej, hvor bilisten kørte frem for ubetinget vigepligt og påkørte cyklisten. Cyklisten kom ikke umiddelbart alvorligt til skade, men hun blev tilset i en ambulance. Den mandlige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt i rundkørslen.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i politikredsen.
- På Møllevangs Allé i Aarhus N begået tirsdag d. 12/12 mellem kl. 07.30 og kl. 13.30
- På Bushøjvænget i Højbjerg begået tirsdag d. 12/12 mellem kl. 13.30 og kl. 21.05
- På Skæring Hedevej i Egå begået onsdag d. 13/12 kl. 00.55
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877