Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

3. september 2026 11:32

Politiet konfiskerede fem elkøretøjer ved målrettet kontrol

Kontrollen foregik i Esbjerg, og politiet vil den kommende tid holde flere med samme fokus på elcykler og elløbehjul.

Syd- & Sønderjyllands Politi gennemførte tirsdag eftermiddag en kontrol, som var rettet mod eldrevne cykler og løbehjul. 
Flere borgere i Esbjerg N og V har henvendt sig til politiet, og både færdselsafdelingen og områdepolitiet holdt derfor en fælles kontrol primært i de to områder. 
Ved kontrollen blev 3 elcykler beslaglagt. De kunne køre cirka 46 km/t med motor – det tilladte er 25 km/t. 
2 elløbehjul blev også beslaglagt, fordi de kunne køre for hurtigt. Det ene kunne ændres til 85 km/t på selve løbehjulet, mens det andet via app kunne ændres til 45 km/t. 
”Jeg håber, at de unge menneskers forældre vil agere i det her. Det er meget farligt at køre så stærkt på køretøjer, som slet ikke er lavet til det. Andre køretøjer forventer heller ikke, at løbehjul og cykler kommer med den hastighed. Det kan resultere i nogle fatale færdselsuheld. Derfor opfordringen til forældrene om at gå ind i det,” siger vicepolitiinspektør Jan Lambertsen, leder af Hunde- & Færdselsafdelingen hos Syd- & Sønderjyllands Politi. 
Ved kontrollen standsede politiet også en 14-årig fører af elløbehjul. Her skal men være 15 år, hvis man kører alene på offentlig vej, stisystemer og cykelstier. 
Politiet standsede derudover også øvrige køretøjer, som ikke overholdt lovgivningen. Heriblandt tre konstruktivt ændrede knallerter, der kunne køre højere end de tilladte 30 km/t. Fire personer kørte på knallert uden hjelm, en uden førerret til stor knallert og en uden forsikring til stor knallert. En bilist blev også standset, da bilen manglede baglys. 
”Vores kontrol er målrettet elløbehjul og elcykler, og det er kun glædeligt, at vi får standset andre køretøjer også, så der kan komme styr på dem,” siger vicepolitiinspektør Jan Lambertsen. 
Den kommende tid vil Syd- & Sønderjyllands Politi holde flere kontroller rundt i politikredsen med samme fokus: 
”Vi ser problemer med elløbehjul og elcykler, som kører for hurtigt, i alle kommuner. Det sætter vi ind overfor med kontrollerne,” siger vicepolitiinspektør Jan Lambertsen. 

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

1. september 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

54-årig mand idømt 2 års fængsel for partnervold

Volden er blandt andet sket med en ukrudtsbrænder i forsommeren i år.

1. september 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

44-årig mand idømt 8 års fængsel for vold med døden til følge

En 56-årig mand døde efter et groft overfald begået natten mellem den 13. og 14. september 2025 i Esbjerg. Nu er der faldet dom i sagen.

29. august 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

24-årig mand fremstilles i grundlovsforhør efter eftersættelse i Haderslev

Grundlovsforhøret begyndte klokken 11.00 ved Retten i Sønderborg. Fremstillingen forventes at foregå for åbne døre.