Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 30. oktober
Brandstiftelse, stoffer og skældsord. Se uddraget fra mandagens døgnrapport
NYKØBING: To anholdt efter brandstiftelse
Politi og brandvæsen blev mandag aften kaldt til Fejøgade i Nykøbing, hvor der havde været forsøgt at stikke ild til en port i en bygning. Lidt senere på aftenen var der ild i en palle, der lå i gården ved en industribygning i Fejøgade. Ilden blev hurtigt slukket, og ingen kom til skade ved branden. Politiets undersøgelser pegede i retning af to unge fyre. Det var en 15-årig dreng og en 18-årig mand, begge fra lokalområdet, og de blev anholdt kort før klokken 21.00. De er begge to siget for henholdsvis forsøg på brandstiftelse og brandstiftelse, og den 18-årige blev også sigtet for at have stjålet drikkevarer lidt tidligere på eftermiddagen fra et supermarked i Nykøbing. De sociale myndigheder er underrettet om sagen, og de to sigtede blev løsladt igen sidst på aftenen.
NYKØBING: Sigtet for narkokørsel og salg af stoffer
Mandag klokken 20.00 standsede politiet en 32-årig mand fra Nykøbing, der kom kørende på Gedser Landevej. Den 32-årige var frakendt kørekortet, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. En narkometertest gav udslag for kokain, så han blev også sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og da politibetjentene undersøgte bilen, fandt de 1.928 gram hash i bilen, og ved en efterfølgende ransagning på den 32-åriges bopæl blev der fundet en peberspray. Den 32-årige blev herefter også sigtet for salg af ulovlige stoffer og for overtrædelse af våbenloven. Han blev løsladt igen klokken 0.58 efter afhøring på politistationen i Nykøbing.
SLAGELSE: Råbte efter politiet
Politiet fik mandag en anmeldelse fra ambulancereddere, der var i færd med at hjælpe en mand, der var væltet på løbehjul. Det var sket i Løvegade i Slagelse, og den pågældende – en 31-årig mand fra Slagelse – var voldsomt udadreagerende og højtråbende, men ikke længere behandlingskrævende. Synet af politiet formildede ham ikke, og han sendte en byge af skældsord og trusler i retning mod politibetjentene. Den 31-årige blev herefter anholdt klokken 22.24 og sigtet for fornærmelig tiltale. Han blev taget med til politistationen i Næstved, og han blev løsladt igen klokken 4.59.
MARIELYST: slagsmål og skældsord
Mandag aften blev politiet kaldt til en café på Marielyst Strandvej i Marielyst, hvor der var opstået slagsmål mellem to mænd. En 37-årig mand havde tilsyneladende hevet en 53-årig mand ud af en taxa, taget kvælertag på ham og slået ham. Da patruljen ankom til stedet, mødte de en ophidset 37-årig mand fra Guldborgsund, som tiltalte politiet med ord som bøsserøv og svanser, og spyttede den ene betjent i hovedet. Den 37-årige modsatte sig anholdelse, og stak også kortvarigt af fra politiet. Alt i mens anholdelsen af den 37-årige mand foregik, hindrede to kvinder politiets arbejde ved at råbe og skrige højlydt, imens de optog seancen med deres mobiltelefoner. Den 37-åriges opførsel betød bl.a. en række sigtelser for vold, vold mod polititjenestemand, trussel mod polititjenestemand, fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 37-årige blev taget med til politistationen, og er fortsat anholdt. Den ene kvinde – en 18-årig kvinde – blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, og den anden - en 44-årig kvinde blev sigtet for vold mod politiet.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Slagelse | Rosenkildevej | Mandag klokken 09.52 | Endnu ikke opgjort |
Slagelse | Rosenkildevej | Mandag klokken 13.00-14.00 | Intet stjålet |
Vordingborg | Skoleparken | Fredag den 27. oktober klokken 16.00 – mandag den 30. oktober klokken 21.50 | Intet stjålet |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Boeslunde | Rennebjergvej | Mandag klokken 07.44-11.48 | ATK | 245 | 18 | 40 km/t | 69 km/t | 3 |
Fjenneslev | Ringstedvej | Mandag klokken 05.18-06.42 | ATK | 184 | - | 60 km/t | - | - |
Fjenneslev | Ringstedvej | Mandag klokken 06.59-11.30 | ATK | 672 | 9 | 60 km/t | 79 km/t | - |
Maribo | Blæsenborg Allé | Mandag klokken 07.46-09.26 | ATK | 195 | 6 | 50 km/t | 83 km/t | 3 |
Maribo | Rødbyvej | Mandag klokken 10.05-14.05 | ATK | 937 | 38 | 60 km/t | 89 km/t | 5 |
Præstø | Præstø Overdrev | Mandag klokken 10.41-13.56 | ATK | 220 | 31 | 50 km/t | 67 km/t | - |
Slagelse | Kalundborgvej | Mandag klokken 13.23-19.25 | ATK | 1253 | 36 | 50 km/t | 82 km/t | 1 |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft en enkelt færdselskontrol:
By | Vej | Tidspunkt | ? |
Maribo | Rødbyvej | Mandag klokken 14.10-14.40 | Syv køretøjer blev kontrolleret, og alt var i den skønneste orden |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Nykøbing Falster | Gedser Landevej | Mandag klokken 20.00 | 32-årig mand fra Nykøbing Falster | Narkokørsel |
Slagelse | Søndre Ringgade | Mandag klokken 13.50 | 45-årig mand fra Sakskøbing | Narkokørsel |
?
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718