Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 4. september
Bedragerier, blufærdighedskrænkelse og larm i natten. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport
BEDRAGERIER MOD ÆLDRE
I løbet af torsdagen modtog politiet tre anmeldelse fra ældre borgere, som havde været udsat for bedragerier. Ukendte gerningsmænd henvendte sig hos en 81-årig kvinde fra Sorø torsdag formiddag og forklarede hende, at de var fra et forsikringsselskab, og at de skulle vurdere hendes værdigenstande. Det lykkedes bedragerne at stjæle kontanter i kroner og euro, guldsmykker og et hævekort, som kort efter blev brugt til at hæve kontanter i en hæveautomat i København. Torsdag eftermiddag var det en 88-årig kvinde fra Appenæs ved Næstved, som blev ringet op af en kriminel, der også udgav sig for at komme fra et forsikringsselskab. Ved et efterfølgende "servicebesøg" slap han afsted med nogle guldsmykker og et hævekort, der dog blev spærret, inden det blev misbrugt. Det samme overgik en 89-årig kvinde fra Næstved. Hun var også blevet ringet op af en ukendt mand, der dog hævdede at ringe fra en bank og forklarede noget med en overførsel til udlandet. Efterfølgende kom "Emil" forbi og hentede hendes dankort, som kort efter blev brugt til at hæve penge i en hæveautomat.
Politiet efterforsker anmeldelserne som bedrageri.
Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed, eller som i de aktuelle tilfælde fra et forsikringsselskab. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe.
Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.
Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.
Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.
Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.
NÆSTVED: Sigtet for blufærdighedskrænkelse
En kvinde anmeldte torsdag eftermiddag, at der stod en ældre mand ved nogle skraldecontainere i Sct. Jørgens Park, og at han onanerede. En politipatrulje fandt kort efter frem til en 80-årig mand fra lokalområdet, som blev anholdt klokken 13.51 og sigtet for blufærdighedskrænkelse. Efter afhøring på politistationen blev den sigtede løsladt igen klokken 14.19.
SLAGELSE: Stjal fire tallerkener
Politiet blev torsdag eftermiddag kaldt til en genbrugsforretning i Slagelse, hvor personalet tilbageholdt en udenlandsk kvinde, der havde stjålet fire tallerkener i butikken. Det var en 62-årig udenlandsk kvinde, som blev anholdt klokken 14.50 og sigtet for butikstyveri. Kvinden blev afhørt på politistationen i Slagelse og løsladt igen klokken 16.39. Hun fik en bøde på 1.200 kroner, hvortil kommer et bidrag til Offerfonden på 500 kroner.
KORSØR: Motorcyklist forulykkede
Torsdag klokken 16.23 skete der et færdselsuheld på Tjærebyvej uden for Korsør. En motorcyklist kom ved en lille bakke over i den modgående kørebane og ramte frontalt en modkørende bil med en 28-årig kvinde ved rattet. Motorcyklisten var en 18-årig mand fra lokalområdet, og han blev fløjet til rigshospitalet til behandling for sine skader. Den seneste melding lyder på, hans tilstand er stabil. Vejen var spærret, mens redningsmandskabet arbejdede på stedet.
NÆSTVED: Sigtet for røveri
Politiet blev torsdag aften kaldt til Næstved Storcenter, hvor personalet tilbageholdt to personer, der var mistænkt for at stjæle varer fra en forretning. Da en medarbejder forsøgte at standse dem, blev han skubbet omkuld. Politiet anholdt en 18-årig kvinde og en 17-årig mand klokken 18.50, og de blev begge sigtet for røveri. De sigtede blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt igen først på aftenen. De er fortsat sigtet i sagen.
STUBBEKØBING: Fik knallerten beslaglagt
Færdselspolitiet standsede torsdag klokken 19.20 en 17-årig mand, der kom kørende på knallert på Østerbro lidt uden for Stubbekøbing. Knallerten kunne køre en del hurtigere end tilladt, og det blev bekræftet af en test på et rullefelt. Derfor blev den 17-årige sigtet for at køre på en ulovlig knallert, og da det ikke var første gang, han blev sigtet på den måde, blev knallerten beslaglagt på stedet.
SLAGELSE: Anholdt vred mand
En 19-årig mand fra Nordjylland blev natten til fredag anholdt i Slagelse. Den 19-årige lå på Nytorv, og han var temmelig påvirket af spiritus. Han blev ret opfarende, da politibetjentene kontaktede ham, og han brugte en stribe grimme gloser mod betjentene, som han også truede. Det lykkedes den 19-årige at sparke den ene betjent over benet, så han blev anholdt klokken 1.40, men strittede imod, da han skulle føres ind i politibilen. Den 19-årige blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, for fornærmelig tiltale, for trusler og for vold mod politiet. Den 19-årige overnattede i detentionen på politistationen i Næstved.
HASLEV: Smed højttaler efter politiet
Natten til fredag fik politiet en anmeldelse om høj musik fra en adresse uden for Haslev. En politipatrulje rykkede ud for at sikre natteroen, og betjentene kunne høre beboeren – en 60-årig mand – spille for åbne vinduer. Det skete klokken 1.24, hvor den 60-årige fik et påbud om at skrue ned og blev vejledt om, at hvis han fortsatte, kunne politiet tage højttaleren i bevaring. Klokken 3.20 var der igen musik, og to politipatruljer rykkede ud til stedet. Her smed den 60-årige højttaleren ud i haven, hvor den strejfede en betjent. Den 60-årig blev anholdt klokken 4.02 og sigtet for vold mod politiet og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev løsladt igen klokken 5.20.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har ikke fået nogen anmeldelse om indbrud i privat beboelse det seneste døgn.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Dalmose | Sorø Landevej, Høve | Torsdag klokken 20.41-2.07 | ATK – bestilt færdselskontrol | 110 | 5 | 80 km/t | 108 km/t | - |
Fensmark | Holmegaardsvej | Torsdag klokken 10.35-13.45 | ATK | 460 | 10 | 50 km/t | 70 km/t | Et klip |
Haslev | Levetoftevej | Torsdag klokken 15.08-16.50 | ATK – bestilt færdselskontrol | 44 | 2 | 50 km/t | 60 km/t | - |
Næstved | Landevejen, Lov | Torsdag klokken 13.45-20.05 | ATK | 413 | 24 | 60 km/t | 80 km/t | - |
Sorø | Slagelsevej | Torsdag klokken 15.49-21.30 | ATK | 1245 | 33 | 70 km/t | 107 km/t | Tre klip |
Sorø | Sorøvej | Torsdag klokken 7.19-13.20 | ATK | 1859 | 10 | 80 km/t | 111 km/t | Et klip |
Tappernøje | Stavnstrupvej, Leestrup | Torsdag klokken 11.28-130.0 | ATK – bestilt færdselskontrol | 20 | - | - | - | - |
Tappernøje | Strandvejen, Bækkeskov | Torsdag klokken 13.40-16.40 | ATK – bestilt færdselskontrol | 303 | 1 | 60 km/t | 70 km/t | - |
Vordingborg | Kalvehavevej | Torsdag klokken 7.31-13.56 | ATK | 513 | 50 | 30 km/t | 59 km/t | Fire klip og fem betingede frakendelser |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER?
I det seneste døgn har politiet en enkelt påvirket trafikant:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Korsør | Halsskovvej | Torsdag klokken 20.10 | 48-årig mand | Narkokørsel |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718