Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

9. november 2026 10:53

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af weekendens døgnrapporter

Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 6.-8. november

DALBY: Tre sigtet for butikstyveri

Politiet blev fredag aften kaldt til en dagligvareforretning i Dalby. Flere personer, som var mistænkt for at have stjålet varer i forretningen, forsøgte at stikke af fra stedet i en bil, hvor føreren gassede op og kørte mod en medarbejder, så han måtte springe til side for ikke at blive ramt. Politiet standsede kort efter bilen, hvor der sad tre mænd. Føreren var en 27-årig mand fra Roskilde, og der var to mænd på 33 år og fra Litauen med bilen. Den 27-årige blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at forvolde fare for andre, og hans bil blev beslaglagt. Han blev også – sammen med de to andre – sigtet for at have stjålet forskellige varer til en værdi af over 4.600 kroner, og da der blev fundet en gaspistol i bilen, blev den 27-årige også sigtet for overtrædelse af våbenloven. De to 33-årige, der ikke har bopæl i Danmark, er fortsat anholdt, og deres sag er forelagt Udlændingestyrelsen, som skal afgøre, om de skal udvises. Alle tre sigtede fik en bøde på hver 6.000 kroner for butikstyveriet, hvortil kommer et bidrag til Offerfonden på 1.000 kroner.

 

SKÆLSKØR: Knallerter i byen

Fredag klokken 20.52 fik politiet en anmeldelse fra et vidne, der havde bemærket omkring 10 personer, der opholdt sig på Svanetorvet i Skælskør, hvor de skabte noget utryghed med blandt andet knallertkørsel.  En politipatrulje kørte forbi, og betjentene fik en snak med de tilstedeværende om god adfærd i bybilledet, inden de blev sendt videre.

 

NYKØBING: Fire sigtet efter slagsmål

Natten til lørdag røg fire gæster ved en beværtning i Nykøbing i totterne på hinanden, og en politipatrulje blev kaldt til stedet. Ingen var kommet noget til, men de fire, der er i alderen fra 17-20 år, blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven, og de fik et forbud mod at komme på beværtningen de næste to år.

 

NÆSTVED: 53-årig anholdt – tre gange

En 53-årig mand fra Slagels bragte natten til lørdag sig selv i politiets søgelys flere gange. Første gang var i Ramsherred i Næstved, hvor han ikke ville give oplysning til politiet om sig navn og fødselsdag. Derfor blev han anholdt klokken 1.37 og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven, og derefter blev hans rette identitet fastlagt. Den 53-årige blev løsladt fra politistationen klokken 2.29, men han kravlede retur over et hegn til et parkeringsområde på politistationen. Her blev han anholdt klokken 3.05 og sigtet for husfredskrænkelse, og selv om han blev løsladt og sendt mod banegården, vendte han kort efter tilbage i en taxa. Da han ikke havde noget anerkendelsesværdigt ærinde, blev han igen bortvist, man da han ikke ville rette sig efter politiet, blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for forsøg på husfredskrænkelse og anholdt igen klokken 4.45. Den 53-årige blev løsladt igen klokken 5.16, og har ikke været på politistationen efterfølgende.

 

NYKØBING: Kastede en flaske efter politiet

En politipatrulje var tidligt lørdag morgen på Brovejen i Nykøbing, og politiets tilstedeværelse fik en mand til at optræde noget uroligt. Han kastede en vodkaflaske efter betjentene, så den ene måtte dukke sig for ikke at blive ramt. Den pågældende blev anholdt klokken 5.45, men han ville ikke oplyse hverken navn eller fødselsdag til betjentene, så han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at angribe nogen i offentlig tjeneste og for overtrædelse af retsplejeloven. På politistationen i Nykøbing kom hans identitet frem: Det var en 23-årig mand fra Hårlev, og den 23-årige blev løsladt igen klokken 6.38.

 

NAKSKOV: Sigtet for salg af stoffer

Fredag formiddag sigtede politiet en 44-årig kvinde fra Nakskov for salg af ulovlige stoffer. Politiets efterforskning begyndte efter en anmeldelse fra Toldstyrelsen, der ved en kontrol af et brev til den 44-årige fra udlandet havde fundet noget amfetamin. Politiet rykkede fredag ud til kvindens adresse, og ved en ransagning blev der fundet yderligere noget amfetamin og en smule cannabis. Den 44-årige blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 12.45.

 

Varetægtsfængslet efter stalking

Politiet anholdt torsdag klokken 19.17 en 40-årig mand. Han blev sigtet for overtrædelse af tilhold og stalking mod en kvindelig bekendt fra Haslev, og i et grundlovsforhør fredag blev den 40-årige varetægtsfængslet frem til den 2. december.

 

NÆSTVED: Varetægtsfængslet efter fund af stoffer

To betjente så lørdag eftermiddag en mand på et elløbehjul, der kom kørende i Næstved, og de besluttede at standse han til en rutinekontrol. Det var han imidlertid ikke med på og forsøgte at stikke af, men blev dog standset på Sneppevej. Det var en 18-årig mand fra lokalområdet, og det viste sig, han havde en hel del små lynlåsposer med kokain på sig sammen med et større, kontant beløb. Derfor blev den 18-årige anholdt klokken 14.12 og sigtet for salg af stoffer. Den 18-årige blev fremstillet i grundlovsforhør søndag, og her blev han varetægtsfængslet frem til den 3. december.

 

SAKSKØBING: Sigtet for vanvidskørsel efter alt for høj promille

Lørdag aften fik politiet en anmeldelse fra en trafikant, der havde standset en varebil på Sydmotorvejen ved Sakskøbing, fordi det kørte meget langsomt. Føreren viste sig at være en 45-årig belarussisk mand, som virkede pænt fuld, og en alkometertest viste da også et resultat over to, der kvalificerer til vanvidskørsel. Derfor blev den 45-årige anholdt klokken 23.15 og sigtet for spirituskørsel. Den varebil, han kørte i, blev beslaglagt, og i et grundlovsforhør søndag blev den 45-årige varetægtsfængslet frem til den 24. november.

 

NÆSTVED: 41-årig sigtet for vold

Natten til søndag opstod der noget tumult på et værtshus i centrum af Næstved, og en 40-årig mand fra Vordingborg blev slået i hovedet med en flaske. Politiet anholdt klokken 2.45 en 41-årig mand, der blev sigtet for vold. Den 41-årige blev taget med til politistationen, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 3.35.

 

SLAGELSE: Brand i politibil

I forbindelse med politiets tilstedeværelse i Nordbyen i Slagelse natten til søndag blev der sat ild til en af politiets biler klokken 00.02. Da betjentene kom tilbage til bilen, var der synlige flammer, som de først forsøgte at slukke med pulverslukkere, men betjentene måtte have assistance fra brandvæsnet for at slukke ilden helt. Lokalpolitiets efterforskning førte senere søndag til anholdelsen af en 18-årig mand og en 17-årig dreng, der begge blev sigtet for forsætlig brandstiftelse. De vil senere mandag blive fremstillet i grundlovsforhør. Under visitation af den 18-årige blev han også fundet i besiddelse af tre kanonslag, så han blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Senere søndag aften rykkede politiet ud til Nordbyen igen, hvor en personbil var blevet antændt på ukendt vis. Branden blev slukket af brandvæsnet, og omstændighederne i forbindelse med branden skal nu undersøges.

 

 

 

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde. Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Dalmose Mosevej Onsdag kl. 08.00 – fredag kl. 13.00 Smykker
Næstved Spurvevænget Søndag kl. 19.00 – 20.15 Smykker og pas
Sakskøbing Søndergade Fredag kl. 04.23 Vides endnu ikke
Sorø Christiansvej Lørdag kl. 08.00 – søndag kl. 18.00 Intet
Sorø Hauchsvej Fredag kl. 15.00 – lørdag kl. 15.00 Vides endnu ikke

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt km/t Hurtigste km/t Klip
Bogø By Grønsundvej Fredag kl. 10.52 – 14.45 ATK 452 4 70 86 -
Nakskov Nørrevold Fredag kl. 11.20 – 13.49 ATK 472 0 50 - -
Sakskøbing Nykøbingvej Fredag kl. 17.04 – 23.04 ATK – bestilt færdselskontrol 769 6 60 78 -
Sakskøbing Sydmotorvejen Lørdag kl. 13.42 – 20.02 ATK 2257 222 90 169 21 klip og en betinget frakendelse
Sakskøbing Sydmotorvejen Søndag kl. 13.49 – 19.59 ATK 2469 163 90 144 35 klip
Stokkemarke Vestre Landevej Fredag kl. 14.46 – 16.20 ATK 242 2 80 95 -
Vordingborg Københavnsvej Fredag kl. 09.02- 10.07 ATK 101 0 50 - -

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

I weekenden har politiet haft en enkelt færdselskontrol:

 

By Vej Tidspunkt ?
Slagelse Skælskør Landevej Fredag kl. 19.00 – 22.00 Alle havde tingene i orden

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Eskilstrup Nykøbingvej Fredag kl. 01.00 32-årig mand Narkokørsel
Haslev Stationspladsen Fredag kl. 14.10 45-årig mand Narkokørsel
Maribo Bangshavevej Fredag kl. 21.10 39-årig mand Narkokørsel
Nakskov Havnegade Lørdag kl. 04.29 19-årig mand Spirituskørsel
Nykøbing F. Brovejen Søndag kl. 02.15 15-årig mand Spirituskørsel
Præstø Næstvedvej Lørdag kl. 16.53 56-årig mand Spirituskørsel og narkokørsel
Sakskøbing Maribovej Lørdag kl. 22.40 45-årig mand Spirituskørsel
Slagelse Kalundborgvej Fredag kl. 19.51 23-årig mand Narkokørsel

 

 

 

? 

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

6. november 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af torsdagens døgnrapport

Her kan du læse et uddrag af dagens døgnrapport

5. november 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af onsdagens døgnrapport

Her kan du læse et uddrag af døgnrapporten for onsdag den 4. november

4. november 2026

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 3. november

Butikstyverier og tomgang. Se uddraget af tirsdagens døgnrapport