Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 8. februar
En påsejlet boje, en plade hash og en natlig narkobilist. Se uddraget af torsdagens døgnrapport
NAKSKOV: Skibsfører fik bøde for at sejle på bøje i Nakskov Fjord
Fredag måtte politiet til Nakskov havn, hvor der lår et skib, der tidligt torsdag morgen havde påsejlet en bøje i indsejlingen i Nakskov Fjord. Skibsføreren havde ikke rettidigt indberettet påsejlingen til Forsvarskommandoen, og han blev derfor fredag eftermiddag sigtet for overtrædelse af indberetningsbekendtgørelsen og fik en bøde på 10.000 kroner, som han betalte på stedet.
RØDBYHAVN: Kørte påvirket med en plade hash i bilen
Torsdag klokken 8.30 kom en bil i land fra færgen i Rødbyhavn, og ved indrejsekontrollen virkede føreren påvirket. En narkometertest gav udslag for cannabis, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Det var en 23-årig mand fra København, og der var to andre passager med i bilen: En 20-årig og en 22-årig mand, begge fra København. Da politiet undersøgte bilen, dukkede der en plade hash på 94,8 gram op, og derfor blev de to passagerer anholdt, og herefter blev de alle tre sigtet for salg af ulovlige stoffer. De blev afhørt på politistationen i Rødbyhavn og løsladt igen sidst på eftermiddagen.
KETTINGE: Vejvrede mellem to mænd
En 57-årig mand anmeldte torsdag formiddag, at han netop havde været impliceret i en episode på Grønnegadevej lige uden for Kettinge. Den 57-årige kom klokken 10.50 kørende i bil, og holdt ind i vejkanten sammen med en anden bilist for at udrede en trafiksituation. Da den 57-årige steg ud af sin bil, accelererede den anden bilist og ramte den 57-årige, som fik et snitsår på håndleddet. Han standsede dog ikke op, men forsvandt fra stedet. Han var kørende i en lille, sølvgrå personbil, muligvis af mærket Nissan, og han beskrives som en mand, muligvis over 60, med briller og sixpence på.
Politiet vil gerne i kontakt med bilisten for at høre hans version af sagen, ligesom vi gerne hører fra evt. vidner, der har bemærket episoden eller har oplysninger til sagen. Ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.
SLAGELSE: 48-årig sigtet for røveri og butikstyveri
Politiet fik torsdag klokken 13.39 en anmeldelse om, at personalet i et supermarked tilbageholdt en kunde, som var mistænkt for at stjæle varer. Det var en 48-årig kvinde fra lokalområdet, og hun havde ganske rigtigt stjålet fødevarer for godt 500 kroner, som hun var gået gennem kassen med uden at betale for dem. Da en medarbejder kontaktede hende, sparkede hun ham to gange over benet. Kvinden blev anholdt klokken 13.53 og sigtet for røveri, og det viste sig, hun også havde slik og hårprodukter fra en anden forretning, som hun heller ikke havde betalt for. Derfor blev hun også sigtet for butikstyveri. Den 48-årige blev afhørt på politistationen i Slagelse og løsladt igen klokken 15.04.
NÆSTVED: Overværede hashhandel
Torsdag klokken 13.40 så en politipatrulje, noget der kunne ligne en hashhandel på Snerlevej, hvor to mænd udvekslede noget. Det viste sig at være en 20-årig mand, som havde en lille klump hash på sig, som han indrømmede, han netop havde købt. Den 20-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet rettede henvendelse på en adresse, hvor der var to mænd på henholdsvis 21 og 25 år, og der lugtede temmelig meget af hash. Politibetjentene fandt da også fem små poser med hash og 0,3 gram hashmix. De to mænd blev sigtet for salg af ulovlige stoffer.
KETTINGE: Anholdt efter brand
Politiet anholdt torsdag klokken 15.05 en 20-årig mand, som blev sigtet for brandstiftelse. Anholdelsen skete, efter at der var udbrudt brand i en ejendom på Kettingevej. Anmeldelsen om branden indløb klokken 14.46, og brandvæsenet arbejdede på stedet et par timer, men det lykkedes ikke at redde huset, som udbrændte. Den 20-årige befandt sig på stedet og blev anholdt uden dramatik, og han fremstilles formentlig i grundlovsforhør senere fredag.
NAKSKOV: Narkobilist forsøgte at køre fra politiet
Politiet kørte natten til fredag patrulje i Nakskov, og i Bredgade kom der pludseligt en bil imod ensretningen og mod politibilen. Føreren havde dog ikke til hensigt at standse, men forsøgte at køre fra politiet, og det blev til en længere tur med meget høj hastighed gennem det natlige Nakskov, hvor føreren adskillige gange overtrådte færdselsloven. På A.E. Hansensvej kørte bilen fast, og en passager stak af køretøjet. Føreren blev siddende, og han blev anholdt klokken 0.41 og sigtet for narkokørsel og en meget lang stribe færdselslovsovertrædelser. Føreren var en 20-årig mand fra byen, og han blev løsladt igen klokken 4.28 efter afhøring.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Slagelse | Ll. Ebberupvej | Onsdag klokken 23.45 | Endnu ikke opgjort |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | ? |
Bogø By | Sydmotorvejen | Torsdag klokken 10.15-11.15 | En bilist blev sigtet for at køre uden sikkerhedssele, en bilist blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen og en bilist blev sigtet for at køre 112 km/t på en strækning hvor der kun er tilladt at køre 90 km/t |
Nørre-Alslev | - | Torsdag klokken 01.40-02.10 | Ingen sager |
Vordingborg | Københavnsvej | Torsdag klokken 08.30-09.15 | En cyklist blev sigtet for at cykle i et fodgængerfelt |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Nakskov | A.E. Hansensvej | Torsdag klokken 00.36 | 20-årig mand fra Nakskov | Narkokørsel. I bilen fandt politiet en joint og to gram hash, og manden blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
Rødby | Indrejsefeltet | Torsdag klokken 08.30 | 23-årig mand fra København | Narkokørsel. Politiet fandt 94,8 gram canabis skjult i bilen, og manden blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718