Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten frra mandag 24. november
Trusler, en butikstyv og et glatføreuheld. Se uddraget fra mandagens døgnrapport
FAXE LADEPLADS: Flere sigtelser til påvirket 60-årig
Mandag klokken 10.30 standsede politiet en 60-årig mand fra Faxe, der kom kørende på Elmuevej i Faxe Ladeplads. Den 60-årige havde ikke noget kørekort, og blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og da en narkometertest gav udslag for amfetamin, blev han også sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Da betjentene visiterede ham, fandt de et gram amfetamin, og i bilen blev der fundet to kanonslag, der blev beslaglagt. De nummerplader, der sad på bilen, var meldt stjålet i 2023, og bilen var derfor ikke registreret eller forsikret, så den 60-årige blev sigtet for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring, for overtrædelse af registreringsloven, lov om euforiserende stoffer og fyrværkeriloven. Der blev taget en blodprøve af den 60-årige, som blev løsladt igen klokken 12.03.
SLAGELSE: Anholdt efter trusler
Politiet fik mandag formiddag en anmeldelse fra en vagt i Vestsjællandscenteret, der netop var blevet truet af en kunde i centeret. Kunden, der var en 28-årig mand fra Kirke-Eskilstrup, havde råbt efter andre besøgende i centeret, og da vagten bad ham dæmpe sig, kom det til en meningsudveksling, og den 28-årige truede med at slå vagten og stikke ham ned. Den 28-årige blev anholdt klokken 11.31, da politiet ankom, og han blev sigtet for trusler og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev løsladt efter en kort afhøring.
SLAGELSE: Sigtet for at stjæle alkohol
En 46-årig mand fra Odense blev mandag anholdt klokken 12.41 i et varehus i Slagelse. Her genkendte personalet den 46-årige, efter at han havde stjålet forskellige flasker alkohol i sidste uge. Den 46-årige blev sigtet for butikstyveriet og taget med til politistationen i Slagelse. Han blev løsladt igen klokken 13.39.
SLAGELSE: Glatføreuheld – på sommerdæk
Mandag skete der flere færdselsuheld på grund af det glatte føre. Klokken 14.40 var det en personbil med en 40-årig kvinde fra Slagelse ved rattet, der gled ud i rabatten og ramte et autoværn på Vestmotorvejen ved Slagelse. Ingen kom noget til ved uheldet, men der sad sommerdæk på alle fire hjul, så den 40-årige blev sigtet for fejl og mangler ved bilen.
Du kan læse om kravene til dæk i forhold til vejret og føret på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.
ESKILSTRUP: Lokalpolitiet kiggede efter knallerter
Flere borgere i Eskilstrup har henvendt sig til politiet på grund af utryghedsskabende knallertkørsel. Derfor var lokalpolitiet mandag eftermiddag igennem Eskilstrup. Betjentene nåede at se en enkelt knallertkører, som kørte uden styrthjelm, men han forsvandt meget hurtigt ad en sti, da han opdagede politiet. Betjentene kørte videre, men kommer muligvis lige pludselig gennem byen igen.
NYKØBING: Truede politibetjentene
Tidligt mandag aften indløb en anmeldelse om, at der stod en mand, som var bevæbnet med en kniv, i Grønnegade. Flere politipatruljer blev sendt afsted, og betjentene traf en 26-årig mand fra Lolland på stedet. Han smed kniven efter betjentene, som måtte tage strømpistolen frem og true med den, før han faldt til ro. Den 26-årige blev anholdt klokken 18.35 og sigtet for hærværk, for kort før anmeldelsen var to dæk blev et skåret op på en parkeret bil. Den anholdte truede betjentene med at ville skyde dem, så han blev sigtet for vold og trusler mod politiet. Efter afhøring på politistationen i Nykøbing blev den 26-årige løsladt igen klokken 21.30.
VORDINGBORG: Sad tæt på skinnerne
Politiet blev tirsdag kort efter midnat kaldt til banegården i Vordingborg. Et vidne havde set en person sidde på en af perronerne med benene ud over kanten ned mod skinnerne, og derfor kunne der hurtigt opstå en farlig situation, hvis der kom et tog. Politiet fik kontakt med den pågældende, der var en 17-årig kvinde fra Odsherred, og fik hende væk fra skinnerne. Hun blev anholdt kokken 1.10 og sigtet for forstyrrelse af samfærdselsmidlerne. Hun blev taget med politistationen, hvor hun blev afhørt, inden hun blev løsladt igen klokken 3.08.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
| By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
| Næstved | Cavilas Gård | Mandag klokken 14.00-22.55 | Betalingskort og kontanter |
| Næstved | Møllegårdsvej | Søndag klokken 15.00 – mandag klokken 9.00 | Værktøj, lamper og en soundboks |
| Næstved | Skovburren | Mandag klokken 16.30-20.30 | Udenlandsk valuta |
| Slagelse | Vestre Ringgade | Mandag klokken 5.00-9.15 | Kontanter i euro |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
| By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
| Fensmark | Holmegaardsvej | Mandag klokken 5.26-11.43 | ATK | 816 | 37 | 50 km/t | 84 km/t | Tre klip og en betinget frakendelse |
| Guldborg | Storstrømsvej | Mandag klokken 11.22-17.02 | ATK | 472 | 30 | 50 km/t | 74 km/t | Seks klip |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt påvirket trafikant:
| By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
| Faxe Ladeplads | Elmuevej | Mandag klokken 10.30 | 60-årig mand | Narkokørsel |
? ?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718