Sydsjællands og Lolland-Falsters politi uddrag af døgnrapporten torsdag den 8. december 2023
Bøffer, to beslaglagte biler og våben - se uddrag af torsdagens døgnrapport
SLAGELSE: Lokalpolitiet på skolebesøg
Lokalpolitiet har de seneste dage været på besøg på et par skoler i Slagelseområdet for at fortælle om fyrværkeri. Betjentene har været på Antvorskov skole og på Søndermarksskolen, og de har fortalt eleverne om ulovligt fyrværkeri og om konsekvenserne af både salg og besiddelse. Der har været stor interesse og spørgelyst på skolerne.
På Borger.dk kan du læse en stribe gode råd og vejledning om køb og brug af fyrværkeri.
GEDSER: 38-årig havde våben ved indrejsen
Torsdag eftermiddag havde Toldstyrelsen og politiet en kontrol af de rejsende, som ankom med færgen fra Rostock. To narkohunde interesserede sig vældigt for en udenlandsk bil med en 32-årig og en 38-årig udenlandsk mand i. Bilen blev undersøgt, men der blev ikke fundet ulovlige stoffer, men den 38-årige havde en totenschlæger og to ulovlige knive med. De ulovlige våben blev konfiskeret, og den 38-årige blev anholdt klokken 14.32 og betalte en bøde på 3.000 kroner for overtrædelse af våbenloven og en bøde på 3.000 kroner for overtrædelse af knivloven.
SLAGELSE: 42-årig stjal tøj og bøffer
Politiet fik torsdag eftermiddag en anmeldelse om, at en mand havde stjålet en trøje fra en tøjforretning i centrum af Slagelse, og at en medarbejder fulgte efter tyven. Det var en 42-årig mand fra Vestsjælland, der blev lokaliseret i Frederiksgade, og da politibetjentene undersøgte ham, fandt de dels den stjålne trøje, dels seks par sokker og endelig var der også fire pakker entrecote fra et supermarked, som den 42-årige ikke havde betalt for. Han blev sigtet for butikstyveri.
NYKØBING: 86-årig snydt for dankort
Torsdag klokken 11.00 blev en 86-årig kvinde ringet op af en mand, som fortalte, han ringede fra "Udbetaling Danmark", og efter nogen snak frem og tilbage lykkedes det manden at få den ældre kvinde besnakket til at lægge sit dankort og sin bankbog i en kuvert, som kort efter blev afhentet. Umiddelbart efter blev der hævet et kontant beløb, og dankortet blev brugt til at købe en iPhone, inden kort og konto blev spærret.
Politiet opfordrer endnu en gang til at være ekstra opmærksom, hvis man bliver ringet op fra banken eller fra andre myndigheder. Hverken banker, kommunen eller politiet vil spørge efter pin-koder, adgangskoder eller lignende. Afbryd samtalen og ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4 eller til banken på dens hovednummer for at kontrollere opkaldets rigtighed.
Politiet gentager, at man som pårørende til ældre og til borgere, som måske er mindre rutinerede i brug af betalingskort, netbank og sociale medier, taler med dem og advarer mod at blive snydt. På SikkerDigitals hjemmeside er der en række gode råd, hvor man blandt andet kan se Bodil Jørgensen spå om fremtiden.
PRÆSTØ: Fik bilen beslaglagt
To biler stødte torsdag eftermiddag sammen på Jungshovedvej ved Præstø og standsede efterfølgende på Lundegårdsvej, hvor politiet blev tilkaldt. Føreren af den ene bil – en 59-årig mand fra lokalområdet – virkede fuld, og en alkometertest viste, at han havde en promille, der var højere end 2. Derfor blev han anholdt klokken 16.46 og sigtet for spirituskørsel, og på grund af promillens størrelse, betegnes sagen som vanvidskørsel, og den 59-åriges bil blev derfor beslaglagt på stedet. Han var frakendt kørekortet og blev derfor også sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
SØLLESTED: Uden kørekort – og nu uden bil
Torsdag klokken 20.26 standsede politiet en 47-årig kvinde, som kom kørende på Højrebyvej ved Søllested. Den 47-årige havde ikke noget kørekort og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Kvinden var allerede to gange inden for de seneste tre år blevet sigtet for at køre uden førerret, så den bil, hun kørte i, blev beslaglagt på stedet.
FAXE LADEPLADS: Identitet er fastslået
En 59-årig mand blev forleden sigtet for drab på en person, som politiet formodede var en 44-årig mand, der har været efterlyst siden august. Identiteten af den afdøde er nu endeligt fastslået, og der er tale om den 44-årige efterlyste mand. De pårørende er underrettet.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Faxe | Bleghaven | Torsdag kl. 15.30 – 17.30 | Intet |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Holeby | Nystedvej | Kl. 8.05 – 10.05 | ATK | 126 | 7 | 70 km/t | 106 km/t | 3 klip |
Kalvehave | Ny Vordingborgvej | Kl. 5.59 – 11.57 | ATK | 787 | 43 | 50 km/t | 72 km/t | 3 klip |
Korsør | Skovvej | Kl. 16.31 – 21.18 | ATK | 725 | 20 | 50 km/t | 100 km/t | 4 klip og en betinget frakendelse |
Maribo | Sydmotorvejen | Kl. 11.03 – 14.03 | ATK | 1152 | 25 | 110 km/t | 149 km/t | 1 klip |
Sorø | Vestmotorvejen | Kl. 7.28 – 13.22 | ATK | 7089 | 47 | 130 km/t | 163 km/t | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | ? |
Boeslunde | Boeslunde Byvej | Kl. 18.05 – 18.35 | 75 køretøjer blev målt, men alle kørte pænt. |
Haslev | Karisevej | Kl. 17.00 – 18.30 | Tre blev målt med laser til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet. Den hurtigste blev målt til 112 km/t selv om højest tilladte hastighed er 60 km/t. |
Nakskov | Rødbyvej | Fredag kl. 01.00 – 02.00 | Alle have tingene i orden. |
Nykøbing F. | Guldborgvej | Kl. 11.15 – 12.15 | 30 biler kontrolleret – alle have tingene i orden. |
Rønnede | Vordingborgvej | Kl. 15.45 – 16.45 | Alle kørte pænt – ingen sager. |
Skælskør | Stigsnæs Landevej | Kl. 16.45 – 17.35 | 20 køretøjer passerede stedet, og fire blev sigtet for at køre frem for Fuldt Stop, hvilket udløser et klip i kørekortet. |
Slagelse | Grønningen | Kl. 19.20 – 20.00 | 125 køretøjer blev målt, og to blev målt til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet. |
Vordingborg | Næstvedvej | Kl. 20.15 – 21.15 | En blev målt til at køre så hurtigt, at han står til et klip i kørekortet. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt narkopåvirket bilist:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Nykøbing F. | Slotsgade | Fredag kl. 2.01 | 20-årig kvinde | Spirituskørsel |
Skælskør | Bakkenborgvej | Torsdag kl. 9.25 | 35-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde. Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718