Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

22. januar 2024 09:19

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporterne fra 19.-21. januar

Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 19.-21. januar

VÆGGERLØSE: El-løbehjulskører havde narko i lommen

Fredag klokken 16.45 mødte politiet en 35-årig mand på Storkevej, der var undervejs på et el-løbehjul. Da manden blev visiteret, fandt betjentene en lille pose med, hvad der viste sig at være 0,7 gram amfetamin. Manden blev derfor sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.

 

RØNNEDE: Lå og sov på landevejen

En 53-årig mand var taget på noget af en druktur fredag. Først blev politiet klokken 19.05 tilkaldt, fordi den 53-årige var faldet i søvn på et værtshus og var blevet vred over at blive vækket. Patruljen bortviste manden fra stedet, men klokken 21 blev patruljen tilkaldt igen, da to bilister havde været ved at ramme manden, fordi han i mellemtiden havde lagt sig til at sove på landevejen. Manden blev nu sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og hjulpet hjem i seng.

 

NYKØBING FALSTER: Forsøgte at sparke døren ind

To unge mænd på 23 og 24 år forsøgte fredag klokken 22.47 at sparke døren ind til en bolig på Slotsgade i Nykøbing Falster – angiveligt fordi de ville ind og tæve en, der boede på stedet. Det lykkedes ikke for mændene at trænge ind, fordi beboeren på stedet holdt døren lukket. Mændene blev kort efter anholdt i nærheden, og selv om de nægtede at have begået hærværket, var det det, de blev sigtet for.

 

KORSØR: Kastede med flasker

Lørdag klokken 03.09 var en 30-årig gæst på et værtshus på Halskovvej blevet så vred, da han skændtes med sin kæreste, at han kastede to ølflasker i gulvet, så de blev knust. Derefter begyndte manden at råbe op og skabe utryghed, så politiet blev tilkaldt. Manden blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Nu gav han udtryk for, at han ønskede ville hjem i seng, og den ide var der ingen, der var uenige i.

 

NÆSTVED: Skældte ud efter at være blevet vækket

Lørdag klokken 11.35 fik politiet en anmeldelse fra en buschauffør, der nu holdt på Banegårdspladsen i Næstved, og som havde en sovende passager i bussen. Den pågældende ville ikke forlade bussen, som var ankommet til endestationen og havde sat sig til at sove. Politiet fik kontakt med den trætte rejsende, som var en 20-årig mand fra Herning. Han blev vækket og fulgt af bussen, men det blev han vældigt utilfreds med. Han råbte nogle skældsord og trusler efter politibetjentene, og for at få ro på stedet blev den 20-årig anholdt klokken 11.38, og han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for trusler mod politiet. Den 20-årige blev løsladt senere lørdag.

 

KALVEHAVE: Fik bilen beslaglagt

Politiet standsede lørdag klokken 16.45 en 49-årig mand fra Møn, der kom kørende på Kalvehave Havnevej i bil. Imidlertid havde den 49-årige ikke noget kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret, og da han flere gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev den bil, han kørte i, beslaglagt på stedet.

 

RØDBYHAVN: Standsede spøgelsesbilist på Sydmotorvejen

En udenlandsk chauffør var søndag kort efter midnat på vej på Sydmotorvejen med Rødbyhavn, da der pludselig kom en anden lastbil imod ham i det sydgående spor. Det lykkedes lastbilchaufføren at få standset den modkørende lastbil, uden at der skete et færdselsuheld, og politiet blev tilkaldt. Motorvejen var kortvarigt spærret, så spøgelsesbilisten kunne blive ledt på rette spor. Det var en 39-årig udenlandsk mand, der var kommet ind på motorvejen i det forkerte spor, og han blev anholdt klokken 1.24. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og afhørt på politistationen i Rødbyhavn, inden han blev løsladt igen klokken 3.15.

 

 

HASLEV:  Trodsede tilhold og blev vred på politiet

En 40-årig mand har forbud mod at komme i og omkring en dagligvarebutik i Dalby. Alligevel blev manden søndag set på butikkens overvågningskameraer, og da politiet, klokken 13.58 henvendte sig på den 40-åriges adresse for at sigte ham for at overtræde tilholdet, blev manden meget vred og rettede sin aggression mod politifolkene. Det førte til yderligere en sigtelse – for at modsætte sig anholdelse. Den 40-årige blev løsladt igen ud på aftenen.   

 

FAXE: Kvinde sigtet for røveri

Et opgør mellem to ekskærester endte søndag med at en 46-årig kvinde blev sigtet for røveri mod en 34-årig mand. Kvinden ankom til mandens adresse, hvor hun greb ham hårdt i skridtet og slog ham to gange i ansigtet. Herefter forlod hun stedet med mandens nøgler - og den 34-åriges hund. Klokken 20.40 blev kvinden anholdt og sigtet for røveriet. Kvinden blev løsladt igen sidst på aftenen.

 

RØDBYHAVN: Dom for menneskesmugling

En tidlig morgen den 26. juli 2023 standsede politiets udlændingekontrol en bil, der netop var kommet med færgen fra Tyskland. I bilen sad fire mænd. Føreren af bilen – en 52-årige udenlandsk mand – viste politiet et gyldigt pas, men de andre mænd i bilen havde ikke gyldige rejsepapirer. Derfor blev den 52-årige anholdt og sigtet for menneskesmugling og har siddet varetægtsfængslet siden da. I fredags faldt der dom i sagen: Den 52-årige blev idømt 6 måneders ubetinget fængsel og udvisning med indrejseforbud i 6 år. Under efterforskningen af mandens færden kom det frem, at han kunne sigtes for yderligere tre forhold, hvor han har smuglet mennesker over grænsen. Sigtelsen mod ham lød på, at han for egen vindings skyld og under skærpende omstændigheder forsætligt havde bistået personer med ulovligt at rejse ind i eller igennem Danmark, idet han som fører af en personbil mod betaling og som led i et organiseret menneskesmuglings-netværk, afhentede personerne i Tyskland og transporterede dem herfra videre til Danmark.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Næstved Skyttemarksvej Fredag kl. 15.00 – søndag kl. 12.30 Vides endnu ikke
Næstved Sagasvej Lørdag kl. 14.00 – søndag kl. 13.13 Porcelæn og ure
Vordingborg Jægervænget Onsdag kl. 0.00 – lørdag kl. 12.38 Vides endnu ikke

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Glumsø Suså Landevej Søndag kl. 14.47 – 19.08 ATK 581 70 60 km/t 87 km/t 9 klip
Maribo Blæsenborg Alle Fredag kl. 8.36 – 11.56 ATK 247 4 50 km/t 91 km/t En betinget frakendelse
Nørre-Alslev Nykøbingvej Fredag kl. 14.13 – 18.00 ATK 725 39 50 km7t 73 km/t 3 klip
Slagelse Valbygårdsvej Fredag kl. 7.20 – 13.20 ATK 762 21 50 km/t 68 km/t -
Tappernøje Sydmotorvejen Fredag kl. 16.58 – 17.34 ATK 130 2 80 km/t 100 km/t -
Vordingborg Næstvedvej Fredag kl. 11.43 – 17.03 ATK 1188 23 60 km/t 88 km/t 1 klip
Øster-Ulslev Holebyvej Fredag kl. 6.00 – 7.30 ATK 110 0 - - -

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:

 

By Vej Tidspunkt ?
Holeby Nystedvej Fredag kl. 14.25 – 16.00 Otte trafikanter blev sigtet for ikke at overholde Fuld Stop, og en blev sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon, mens kan kørte.
Næstved Østre Ringvej Lørdag kl. 2.30 – 4.00 Fem biler blev kontrolleret – de havde alle deres ting i orden. En cyklist fik en påtale om, at han kørte uden tændt baglys.

 

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Dianalund Holbergsvej Lørdag kl. 2.48 17-årig mand Spirituskørsel og for kørsel uden ledsager.
Haslev Stationspladsen Fredag kl. 16.48 57-årig mand Spirituskørsel
maribo Vesterbrogade Fredag kl. 23.13 32-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Næstved Snerlevej Fredag kl. 12.55 24-årig mand Kørsel i påvirket tilstand
Slagelse Ærøvej Fredag kl. 8.02 48-årig kvinde Kørsel i påvirket tilstand
Stenlille Sorøvej Lørdag kl. 21.45 19-årig mand Kørsel i påvirket tilstand

 

 

?

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

21. maj 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 20. maj

Vandscooter, brand og ulovlige stoffer i bussen. Se uddraget fra tirsdagens døgnrapport

20. maj 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 19. maj

Et stjålet tv, puffbars og en beslaglagt bil. Se uddraget fra mandagens døgnrapport

19. maj 2025

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af weekendens døgnrapporter

Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 16.-19. maj