Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

23. oktober 2023 10:51

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 20.-22. oktober

Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporterne fra weekenden 20.-22. oktober

FJENNESLEV: Stjal biler

På et eller andet tidspunkt i løbet af natten til fredag blev en rød bil stjålet fra en adresse i Fjenneslev. Men det vidste en kvindelig anmelder ikke, da hun fredag morgen klokken 0.17 stødte på den røde bil, der holdt ved en mark i Fjenneslev. Ved siden af bilen stod en mand, der opførte sig noget besynderligt: Han viftede med armene og lagde sig pludselig ned på jorden. Kvinden spurgte, om han havde brug for hjælp, men det virkede ikke til det. I stedet tog hun et billede af mand og bil og kontaktede politiet. Der gik derfor ikke længe, før en politipatrulje fik fat på manden, som viste sig at være 48 år og fra lokalområdet. Han blev anholdt og sigtet for biltyveri og sluppet ud igen klokken 12.48. Men tilsyneladende var det alligevel ikke helt gået op for ham, at man ikke må tage andre folks biler, for klokken 15.25 fik politiet en anmeldelse om, at han nu var ved at bryde ind i en anden bil, der holdt parkeret på en adresse i Sorø. Igen blev den 48-årige - der fremstod noget uligevægtig - anholdt og sigtet for forsøg på biltyveri, og denne gang lod han til at forstå budskabet.

 

NÆSTVED: På indkøbstur med skunk i lommen

To unge mænd på 18 år fra hhv. Vordingborg og Præstø blev fredag klokken 15.00 opdaget, da de forsøgte at snige sig ud af et supermarked på Kvægtorvet i Næstved med en del varer, de ikke havde betalt for. Politiet blev tilkaldt, og de to unge blev sigtet for butikstyveri. Den ene havde desuden skunk i sin lomme, og derfor blev han også sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

 

NÆSTVED: Kunne ikke opføre sig ordentligt

To 17-årig drenge fra Næstved og Fuglebjerg kunne natten til lørdag ikke finde ud af at opføre sig ordentligt på en restauration på Jernbanegade i Næstved. De forsøgte at komme op at slås med personalet på stedet, og derfor blev politiet tilkaldt. Den ene 17-årige forsøgte i første omgang at stikke af, men han blev hurtigt indfanget af betjentene, som fik ham anholdt og sigtet efter restaurationsloven. Den anden 17-årige blev også sigtet efter restaurationsloven og fik forbud mod at komme på stedet.

 

DIANALUND: Bakkede ind i fodgænger – bilen blev beslaglagt

En politipatrulje, der fredag eftermiddag kørte i Dianalund, blev klokken 17.07 prajet af en mand på Holbergsvej, og i det samme kørte en bil fra stedet. Politiet fulgte efter bilen, som blev standset ved Holbergskolen. Føreren var en 48-årig mand fra Stenlille, som virkede påvirket af stoffer, og en narkometertest gav udslag for amfetamin. Han blev derfor anholdt klokken 16.59 og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, men samtidig indløb en anmeldelse fra en 36-årig mand, der fortalte, at han var blevet påkørt af bilisten. Først bakkede bilisten ind i ham, og efterfølgende ramte han ham med fronten af bilen, inden han stak af. Den 36-årige kom ikke noget til ud over forskrækkelsen. Den 48-årige blev herefter også sigtet for at forvolde fare for andre, og da der dermed var tale om vanvidskørsel, blev hans bil beslaglagt på stedet. Den 48-årige blev løsladt igen efter afhøring klokken 17.47.

 

NYKØBING: Sparkede gravid kvinde i maven

En 64-årig mand blev søndag aften klokken 19.47 anholdt. Han er sigtet for kvalificeret vold, og det overvejes i øjeblikket, om han skal fremstilles i grundlovsforhør i retten. Den 64-årige er siget for fredag aften at have sparket en 29-årige kvinde i maven. Kvinden er gravid, hvilket den 64-årige umiddelbart var bevidst om. Overfaldet på den 29-årige skete i en opgang i en beboelsesejendom i Nykøbing og var ganske umotiveret, men den 64-årige var temmelig beruset. I første omgang blev den 29-årige undersøgt på sygehuset i Nykøbing, men vidneudsagn førte frem til beslutningen om at anholde den 64-årige.

 

HASLEV: Sov på jorden

Lørdag aften fik politiet en anmeldelse om, at der lå en mand og sov på jorden på Grøndalsvej i Haslev. Han ville ikke umiddelbart have hjælp og truede de forbipasserende, og derfor blev politiet tilkaldt. Det var en 29-årig mand fra byen, som blev vækket, men han var temmelig opfarende, sendte en stribe skældsord efter politibetjentene, og truede med, at han ville smadre dem. Derfor blev han anholdt klokken 1.04 og sigtet for trusler mod politiet, og han blev tage med til politistationen i Næstved. Han blev løsladt søndag klokken 11.51.

 

NÆSTVED: 15-årig havde cannabis

Lørdag aften var politiet forbi banegården i Næstved for at sikre, at der var roligt. Betjentene traf fire unge i alderen 15-17 år, og det viste sig, at den ene 15-årige – en pige fra Næstved – havde et gram cannabis på sig. Det ulovlige stof blev konfiskeret, og den 15-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

 

RØDBY: Vred 21-årig sparkede rude ud i politibil

Politiet blev lørdag aften kaldt til Havnegade i Rødby, hvor der var opstået slagsmål mellem to mænd ved et værtshus. Det var en 18-årig mand, der var raget uklar med en 21-årig mand, begge fra lokalområdet. Den 18-årige blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og fik et forbud mod at kommer på beværtningen fremover, mens den 21-årige, der var noget ophidset, skældte betjentene ud for blandt andet fucking pansersvin, så han blev sigtet for fornærmelig tiltale, og han ville i øvrigt heller ikke oplyse navn og fødselsdag. Derfor blev han anholdt klokken 22.10 og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven, så hans identitet kunne fastslås. Han blev også sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og fik et restaurationsforbud, men det fik han ikke til at dæmpe sig. Det lykkedes ham at sparke så hårdt til en rude i politibilen, at han sparkede den i stykker, så oven i de andre sigtelser kom også et sag om hærværk. Den 21-årige blev taget med til politistationen i Næstved, og han blev løsladt igen klokken 0.27.

 

KARREBÆKSMINDE: Lå med redningskrans

En 43-årig mand var blevet så fuld, at han natten til søndag havde lagt sig ved et busstoppested i Karrebæksminde. Bekymrede borgere anmeldte, at han var både våd og kold, men i det mindste relativt sikker, for han havde en redningskrans om sig. Det var en 43-årig mand fra Næstved, som blev anholdt klokken 2.19 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev hjulpet hjem på sin bopæl og løsladt igen klokken 2.35.

 

NYKØBING F.: Kunne ikke vente på at restauranten åbnede

En noget utålmodig mand havde tilsyneladende svært ved at vente 20 minutter til en restauration på Skovboulevarden åbnede klokken 8.00 søndag morgen. I hvert fald bankede han voldsomt på ruderne og var aggressiv og truende overfor personalet. Derfor blev politiet tilkaldt, og manden, der er 53 år og fra byen, blev anholdt og sigtet efter restaurationsloven.

 

NÆSTVED: Sigtet for generende kørsel

En 22-årig ung mand kom søndag klokken 12.10 kørende på en quadbike (en slags ATV) i krydset Grønnegade og Ramsherred i Næstved, hvor han gav den fuld gas, så quadbiken lavede hjulspin og larmede højlydt. Og sådan fortsatte han et stykke. Derfor blev han kort efter standset og sigtet for generede og forstyrrende kørsel.

 

NÆSTVED: Bil beslaglagt

Søndag klokken 18.05 standsede en politipatrulje en 27-årig mand fra Haslev, da han kom kørende i bil. Det viste sig, at det var tredje gang, at han var blevet standset, uden at han havde gyldigt kørekort. Han blev derfor sigtet efter færdselsloven, og bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

 

NYKØBING F.: To 17-årige sigtet for vold

To grupper var natten til søndag kommet op at toppes efter sammenstød flere steder i Nykøbing F. På banegården i byen fik en politipatrulje fat i to unge mænd på 17 år, som tilsyneladende havde kastet ukendte genstande efter nogle personer, og den ene 17-årige havde slået en mand med knytnæve. De to 17-årige blev begge sigtet for vold, og den ene af dem blev taget med på politistationen til nærmere afhøring.   

 

 

KORSØR OG SLAGELSE: Stoppet for narkokørsel i to forskellige byer indenfor 3 timer

Under en rutinemæssig kontrol lørdag aften klokken 18.59 standsede en patrulje en bil på Tårnborgvej i Korsør. Bag rattet sad en 20-årig mand fra Slagelse, og narkometertesten gav udslag for kokain og cannabis. Den 20-årige mand blev bragt til Slagelse Sygehus for at få udtaget en blodprøve, og den unge mand blev løsladt klokken 19.28. Blot nogle få timer senere - klokken 21.22, blev den 20-årige standset af en patrulje igen, denne gang på Korsgade i Slagelse, da han igen havde sat sig bag rattet. Politiet kørte endnu en gang den 20-årige til blodprøve på Slagelse Sygehus, hvor han klokken 21.48 for anden gang blev løsladt. Den 20-årige blev sigtet for narkokørsel.

 

 

 

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.

Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

 

By Vej Tidsrum Udbytte
Haslev Skuderløsevej Fredag klokken 13.45-19.40 Smykker, håndværktøj og højtalere
Nakskov Heesvej Lørdag klokken 13.00-søndag klokken 10.40 Højtaler, make-up og strygebræt
Næstved Søndervang Lørdag den 14. oktober klokken 14.00-onsdag den 18. oktober klokken 23.59 Smykker og kontanter
Næstved Snerlevej Fredag klokken 05.30-19.35 Smykker, håndværktøj og tøj
Næstved Fairmagsvej Fredag klokken 20.08 Smykker, pas og kontanter
Ruds-Vedby Kalundborgvej Fredag klokken 17.00-lørdag klokken 07.30 Minigraver, elektrisk trillebør og håndværktøj
Slagelse Ghanavej Lørdag klokken 17.00-22.45 Smykker
Slagelse Mozartsvej Lørdag klokken 16.30-søndag klokken 09.40 Smykker og en taske
Vordingborg Nordhavnsvej Lørdag den 23. september klokken 16.00-fredag den 20. oktober klokken 14.30 Højtaler, værktøjskasse og tablet

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Fjenneslev Ringstedvej Fredag klokken 18.41-01.00 ATK 234 18 60 km/t 93 km/t 4
Guldborg Guldborgvej Søndag klokken 17.23-20.00 ATK 56 3 60 km/t 80 km/t -
Holeby Nystedvej Søndag klokken 16.24-17.54 ATK 70 1 80 km/t 92 km/t -
Maribo Sydmotorvejen Lørdag klokken 14.17-18.22 ATK - - 110 km/t 143 km/t -
Maribo Vesterbrogade Lørdag klokken 19.08-20.08 ATK 62 1 50 km/t 60 km/t -
Maribo Rødbyvej Søndag klokken 14.00-15.41 ATK 365 26 60 km/t 87 km/t 2
Nykøbing Falster Brovejen Fredag klokken 16.49-23.00 Bestilt ATK 974 25 60 km/t 87 km/t 1
Nørre Alslev Storstrømsvej Søndag klokken 14.22-16.30 ATK 223 - - - -
Sorø Slagelsevej Lørdag klokken 16.22-22.30 ATK 642 42 70 km/t 108 km/t 3
Sorø Vestmotorvejen Søndag klokken 13.39-19.30 ATK 7662 66 130 km/t 153 km/t -
Stege Grønsundvej Fredag klokken 06.11-11.56 ATK 436 26 50 km/t 74 km/t 5
Stubbekøbing Stubbekøbingvej Lørdag klokken 19.42-02.00 ATK 152 22 60 km/t 112 km/t 6 klip og en betinget frakendelse

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:

 

By Vej Tidspunkt
Næstved Ryttervej Lørdag klokken 09.02-09.32 Ingen sager
Rødby - Fredag klokken 14.55-15.30 I alt blev 13 køretøjer standset, og alt var i skønneste orden
Slagelse Slagelsevej Søndag klokken 23.40-01.20 Ingen sager
Stubbekøbing - Fredag klokken 18.00-18.30 En billist blev sigtet for at køre uden lys i lygtetændingstiden
Toreby L. Sakskøbingvej Fredag klokken 16.00-17.10 Ingen sager

 

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Fakse Ladeplads Hovedgaden Fredag klokken 14.55 74-årig mand fra Fakse Spirituskørsel
Haslev Stationspladsen Søndag klokken 17.00 27-årig mand fra Haslev Spiritus- og narkokørsel
Korsør og Slagelse Tårnborgvej og Korsgade Lørdag klokken 18.59 og 21.22 20-årig mand fra Slagelse Narkokørsel
Munke-Bjergby Skolebakken Søndag klokken 23.56 52-årig mand fra Fjenneslev Spirituskørsel
Nykøbing Falster Gaabensevej Søndag klokken 00.50 46-årig mand fra Nykøbing Spirituskørsel
Nykøbing Falster Skovalléen Søndag klokken 05.55 24-årig mand fra Nørre-Alslev Spirituskørsel
Næstved Teatergade Søndag klokken 00.18 18-årig mand fra Stokkemarke Narkokørsel. Den 18-årige fører var i besiddelse af 0,6 gram hash. I bilen sad også en 18-årig mand fra Næstved, og han var også i besiddelse af en klump hash på 1,3 gram.  Begge de unge mænd blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Slagelse Valbygårdsvej Søndag klokken 20.35 18-årig mand fra Slagelse Narkokørsel
Toreby L. Sakskøbingvej Søndag klokken 04.56 48-årig udenlandsk mand Spirituskørsel
Vordingborg Ørslevvej Lørdag klokken 19.15 39-årig mand fra Vordingborg Spirituskørsel
Vordingborg Sydmotorvejen Søndag klokken 21.08 55-årig udenlandsk mand Spirituskørsel
Vordingborg Algade Søndag klokken 05.55 31-årig mand fra Kalundborg Narkokørsel

 

 

 

 

 

 

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

26. november 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 25. november

Dagligvarer, skunk og en beslaglagt bil. Se uddraget fra mandagens døgnrapport

25. november 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 22.-24. november

Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 22.-24. november

22. november 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 21. november

To varetægtsfængslede og en røversigtelse. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport