Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Uddrag af weekendens døgnrapporter
Her kan du læse et uddrag fra weekendens døgnrapporter
ÆLDRE SNYDT I KONTAKTBEDRAGERIER
Fredag var tre ældre borgere udsat for kontaktbedragerier. En 87-årig kvinide fra Sorø blev fredag formiddag ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra banken. Han meddelte, at der var nogle hackere i gang med at tømme hendes konti, og det lykkedes under en lang telefonsamtale at få kvinden til at overføre nogle beløb til en anden konto, og kort efter ankom et "bankbud" til kvindens adresse, hvor han slap afsted med at få udleveret hendes dankort og pinkode.
En 81-årig kvinde fra Nørre Alslev blev ringet op af "Danske Bank" fredag middag, og her lykkedes det også for et udsendt "bankbud" at få udleveret kvindens hævekort, som kort efter blev brugt til at hæve kontanter i en automat i Vordingborg.
Det var til gengæld "Lollands Bank", der fredag eftermiddag ringede til en 84-årig mand fra Nørre Alslev. "Bankmanden" forklarede, at det var vigtigt, den 84-årige afleverede sit dankort, fordi politiet stod og ventede på det, efter at det var blevet hacket. Et "bankbud" hentede efterfølgende kortet hos den 84-årige, men det er ikke opgjort, om der er hævet på kortet.
Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.
Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.
Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.
Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.
LOLLAND: To ulovlige knallerter blev standset
Færdselspolitiet standsede fredag to unge på ulovlige knallerter. Klokken 14.00 var det en 16-årig fra Nakskov, der blev standset på Løjtoftevej, og klokken 15.53 blev en 18-årig mand fra Horslunde standset på Bryggerivej. Begge knallerter blev undersøgt på et rullefelt, hvor det viste sig, at de kunne køre noget hurtigere end tilladt. De to knallertkørere blev derefter sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert.
NYKØBING: Råbte efter politiet og ville ikke oplyse navn
Natten til lørdag kørte en politipatrulje i Nykøbing, og i Nygade var der en mand, som følte trang til at råbe efter betjentene, som han kaldte "fucking pansersvin". Han blev standset men ville ikke oplyse navn og fødselsdag, og det skal man, når politiet spørger. Derfor blev han anholdt klokken 1.15 og sigtet for dels fornærmelig tiltale, dels for overtrædelse af retsplejeloven. På politistationen kom det frem, at den anholdte var en 21-årig mand fra Sønderborg, og han blev herefter løsladt igen klokken 2.48.
En anden nattegæst råbte også op og skabte noget utryghed, og han ville heller ikke oplyse sin identitet til politiet. Derfor blev han anholdt klokken 1.17. Det var en 23-årig mand fra Maribo, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og retsplejeloven, og han blev løsladt igen klokken 2.31.
KORSØR: Ville ikke rette sig efter politiet
Klokken 3.28 natten til lørdag var politiet i Algade i Korsør, hvor en gæst på en beværtning var blevet bortvist. Det var en 44-årig mand fra lokalområdet, som imidlertid ikke var med på at skulle gå væk, så politiet blev tilkaldt. Han ville heller ikke rette sig efter betjentene, og for at få ro på stedet blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 44-årige blev løsladt igen klokken 5.44 fra politistationen i Næstved.
KARISE: Ville brænde campingvogn af
Lørdag formiddag blev politiet kaldt ud til en brand på en adresse ved Karise. Det viste sig at være en campingvogn, der var sat ild til. Branden udviklede en del røg, og en 80-årig mand blev sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen.
SLAGELSE: To mænd sigtet for butikstyveri
To mænd på hhv. 21 og 30 år havde lørdag eftermiddag "købt ind" i et supermarked på Idagårdsvej i Slagelse til noget, der kunne minde om en god frokost. De synes imidlertid ikke, at de ville betale for varerne og spadserede i stedet ud gennem kasselinjen med varerne i en rygsæk. En vaks butiksdetektiv opdagede dem dog, og politiet blev tilkaldt. De to mænd blev anholdt og sigtet for butikstyveri.
SAKSKØBING: Bilen blev beslaglagt
Lørdag aften skete der et færdselsuheld i krydset Nystedvej/Engestoftevej ved Sakskøbing, hvor en bilist, som kom fra Nystedvej var fortsat lige over og ud på marken. Det var en 63-årig mand fra Lolland, og han virkede "alkoholpåvirket i svær grad". En alkometertest viste, han havde en promille, der var noget over 2, og da det kvalificeret til betegnelsen vanvidskørsel, blev han anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, og den bil, han kørte i, blev beslaglagt på stedet. Den 63-årige var frakendt kørekortet, så han blev også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. I bilen fandt politibetjentene en Nettopose med 913 gram hash, som blev konfiskeret, og den anholdte blev også sigtet for salg af ulovlige stoffer. Efter der var taget en blodprøve, blev den 63-årige løsladt igen klokken 4.13.
SLAGELSE: Anholdt efter fund af skydevåben
Søndag blev der fundet to skydevåben med ammunition i en skurvogn. Skurvognen var blevet beslaglagt sammen med to andre vogne og nogle entreprenørmaskiner i forbindelse med et tyveri af en minilæsser fra Slagelse. Politiet har anholdt to mænd på henholdsvis 23 og 37 år, og det overvejes nu, om de anholdte, der er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om skydevåben, skal fremstilles i grundlovsforhør senere mandag.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
| By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
| Glumsø | Østergade | Torsdag kl. 06.00 – fredag kl. 14.00 | Bilnøgler og en Toyota Aygo |
| Nysted | Strandhus Alleen | Mandag kl. 15.00 – fredag kl. 14.00 | Vin, bådmotor, dyner |
| Næstved | Meistersvej | 30/11 – 25/01 | Vides endnu ikke |
| Næstved | Bogensevej | Søndag kl. 17.49 | Smykker |
| Rude | Holsteinsborgvej | 11/01 – 25/01 | Play Station, X-Box og smykker |
| Slagelse | Rosenkildevej | Fredag kl. 11.26 | Umiddelbart intet |
| Vordingborg | Kastrupparken | Lørdag kl. 14.00 – 20.30 | Kontanter, pelsjakker, bilnøgler og smykker |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
| By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt km/t | Hurtigste km/t | Klip |
| Dannemare | Skodsebøllevej | Lørdag kl. 11.44 – 13.24 | ATK | 26 | 1 | 50 | 59 | - |
| Haslev | Karisevej | Fredag kl. 05.44 – 08.30 | ATK | 357 | 8 | 50 | 93 | - |
| Haslev | Bråbyvej | Fredag kl. 09.08 – 11.55 | ATK | 147 | 10 | 50 | 79 | 1 klip |
| Korsør | Vestmotorvejen | Fredag kl. 07.43 – 13.25 | ATK | 7402 | 188 | 90 | 134 | 12 klip |
| Korsør | Vestmotorvejen | Lørdag kl. 14.17 – 20.17 | ATK | 5280 | 65 | 110 | 144 | - |
| Næstved | Vallensved Bygade | Fredag kl. 05.41 – 08.41 | ATK | 1078 | 0 | 50 | - | - |
| Næstved | Havnegade | Fredag kl. 09.46 – 12.16 | ATK | 1059 | 3 | 50 | 67 | - |
| Præstø | Mønvej | Fredag kl. 11.16 – 17.00 | ATK | 181 | 3 | 60 | 86 | 2 klip |
| Rødby | Nakskov Landevej | Fredag kl. 13.46 – 20.16 | ATK | 517 | 21 | 60 | 98 | 4 klip |
| Rødby | Nakskov Landevej | Lørdag kl. 07.44 – 10.44 | ATK | 78 | 10 | 70 | 108 | 1 klip |
| Slagelse | Skælskør Landevej | Fredag kl. 16.00 – 22.00 | ATK | 579 | 11 | 50 | 66 | - |
| Stokkemarke | Vestre Landevej | Søndag kl. 07.52 – 14.22 | ATK | 515 | 12 | 50 | 77 | 3 klip |
| Vemmelev | Slagelse Landevej | Søndag kl. 14.02 – 20.05 | ATK | 1486 | 7 | 80 | 119 | 1 klip |
| Vordingborg | Marienbergvej | Fredag kl. 15.20 – 22.00 | ATK | 610 | 21 | 50 | 71 | 2 klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
| By | Vej | Tidspunkt | ? |
| Vemmelev | Slagelse Landevej | Fredag kl. 16.10 – 18.11 | En person på el-løbehjul blev sigtet for ikke at have hjelm på. |
| Nakskov | Løjtoftevej | Fredag kl. 13.14 – 14.22 | En person på el-løbehjul blev sigtet for ikke at have hjelm på, og en knallertkører blev sigtet for at have ændret sin knallert, så den kunne køre hurtigere end tilladt. |
| Horslunde by | Horslunde | Fredag kl. 14.28 – 15.53 | En knallertkører forsøgte i forbindelse med kontrollen at stikke af, men blev dog kort efter fanget. Han blev sigtet for kørsel uden førerret, for at køre i påvirket tilstand, for ikke at have forsikret sin knallert, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre på fortovet. Knallerten blev desuden beslaglagt pga. flere kørsler uden førerret. |
| Slagelse | Sorøvej | Fredag kl. 15.00 – 18.05 | Tre blev sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon, en kørte med et ulovligt åbent luftfilter, en sag om for tæt kørsel, en kørte bil selvom han var frakendt førerretten, og fem blev målt til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet. |
| Fuglebjerg | Slagelsevej | Fredag kl. 19.20 – 20.30 | En blev anholdt og sigtet for at køre spirituskørsel og for ikke at have gyldigt kørekort, en havde ikke lys i baglygterne, og fire blev målt til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet. |
| Næstved | Havnegade | Fredag kl. 20.45 – 21.45 | En blev sigtet for at lave unødig støj og røg med sin bil, en havde ikke lys i bilens baglygter, og en blev sigtet for at have fejl og mangler på sin bil og i øvrigt at have manipuleret med det forureningsbegrænsende udstyr. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
| By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
| Guldborg | Majbøllevej | Fredag kl. 18.35 | 40-årig mand | Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand |
| Horslunde | Bryggerivej | Fredag kl. 15.53 | 18-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Korsør | Revvej | Lørdag kl. 12.17 | 47-årig mand | Spirituskørsel |
| Nykøbing F. | Brovejen | Søndag kl. 04.31 | 23-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Rønnede | Bøgevej | Søndag kl. 08.35 | 41-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Sakskøbing | Engestoftevej | Lørdag kl. 23.35 | 63-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Slagelse | Korsørvej | Lørdag kl. 17.45 | 23-årig mand | Kørsel i påvirket tilstand |
| Slagelse | Trafikcenter Alle | Fredag kl. 19.25 | 33-årig mand | Spirituskørsel |
??
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718