Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Uddrag af weekendens døgnrapporter
Døgnrapport
SLAGELSE: Vidner efterlyses til brande
Der har hen over weekenden været en del mindre brande i Slagelse, som politiet vurderer med stor sandsynlighed er påsat. Det har primært drejet sig om brande i forskellige former for containere. Politiet har i løbet af weekenden haft fat i flere især helt unge mennesker, som er blevet truffet i nærheden af brandene. Men foreløbig er ingen sigtet i sagerne. Det er imidlertid noget, som tages meget alvorligt, og politiet er naturligvis synligt til stede i Slagelse by, samtidig med at brandsagerne efterforskes intensivt. Politiet hører derfor gerne fra folk, der har set eller hørt noget i den forbindelse. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
SLAGELSE: 15-årige sigtet for butikstyveri
Fredag klokken 10.19 fik politiet en anmeldelse fra et supermarked i Slagelse om, at personalet tilbageholdt to drenge, der var mistænkt for butikstyveri. Det var to 15-årige fra lokalområdet, som havde lagt forskellige varer til en værdi af godt 300 kroner i den enes taske og derefter var gået gennem kassen uden at betale. De to drenge blev sigtet for butikstyveri, og de fik at vide, at de ikke længere var ønsket som kunder i supermarkedskæden.
SØLLESTED: Sigtet for trusler
En 38-årig mand fra Nordlolland blev fredag eftermiddag anholdt og sigtet for trusler. Anholdelsen skete, efter at politiet klokken 10.48 fik en anmeldelse fra en kvinde, som havde vidnet i en sag, hvor den 38-årige var sigtet. Nu fulgte han efter hende i trafikken fra Nakskov til Søllested, hvor han kørte ind foran hende og prøve at standse hendes bil. Det lykkedes imidlertid ikke, selv om han kylede en flaske efter kvindens bil. Hen på eftermiddagen fik politiet kontakt til den 38-årige, som blev anholdt klokken 14.50 og sigtet. Han blev afhørt på politistationen i Nykøbing og løsladt igen klokken 17.01.
SORØ og DIANALUND: To ældre kvinder udsat for bedrageri
Skruppelløse bedragere havde fredag held med at få lokket betalingskort og pinkoder fra to kvinder. En 89-årig kvinde fra Sorø blev fredag eftermiddag ringet op af en kvinde, der udgav sig for at være fra politiet. Kvinden fortalte, at der var blevet hævet et mistænkeligt beløb på den 89-åriges konto, at den derfor var spærret. Hun ville sende en kollega forbi, som skulle have betalingskort og kode udleveret, så den ældre kvinde kunne få et nyt. Kort efter hentede en mand kortet, og lidt senere opdagede kvinden, at der var hævet kontanter på kortet i en lokal hæveautomat.
Det samme overgik en 80-årig kvinde fra Dianalund lidt senere fredag, og også her lykkedes det de usle bedragere at slippe afsted med kort og kode og senere hæve et kontant beløb, inden kortet blev spærret.
Derfor opfordrer politiet til, at pårørende til ældre og i øvrigt også til andre mindre rutinerede internetbrugere tager en snak med dem om, hvad de skal gøre, hvis de får et opkald som beskrevet ovenfor. Et godt råd er, at man afbryder samtalen, og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan rådgive. Husk, at hverken banken, politiet, kommunen eller andre myndigheder ringer og efterspørger betalingskort, MitID, pin-koder eller lignende – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort. Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til bankens hovedtelefonnummer eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.
NÆSTVED: Ville ikke oplyse navn og fødselsdag
Politiet kørte natten til lørdag gennem centrum af Næstved, og i Ramsherred var der en mand, som kontaktede politibetjentene for at give sit besyv med om deres arbejde. Han ville imidlertid ikke oplyse navn og fødselsdato til betjentene, og derfor blev han anholdt klokken 0.30 og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. Han blev taget med til politistationen i Næstved, og her kom hans identitet frem: Det var en 20-årig mand fra byen, som derefter blev løsladt. Han står nu til en bøde for overtrædelsen.
NYKØBING: 18-årig havde kokain
Natten til lørdag så politibetjente fra lokalpolitiet fire personer, som stod ved et grønt område i Jernbanegade i Nykøbing. Den ene – en 18-årig mand fra Sakskøbing – viste sig at have en lille pose med 0,5 gram kokain på sig, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
SLAGELSE: Utilfreds 27-årig råbte efter politiet
En 27-årig mand fra Slagelse var lørdag i byen i Slagelse, men da han mødte en politipatrulje på Gl. Torv, fandt han anledning til at råbe en stribe skældsord efter betjentene. For at få ro på stedet blev den 27-årige anholdt klokken 1.15 og taget med til politistationen i Slagelse. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og løsladt igen klokken 3.01.
RØDBY: 56-årig stjal papvin
En udenlandsk mand forsøgte lørdag klokken 12.30 at snige sig ud af et supermarked på Kongeleddet i Rødby uden at betale for to papvin. Men tyveriet blev opdaget, og politiet blev tilkaldt. Den 56-årige mand blev anholdt og sigtet for tyveriet og betalte en bøde på stedet.
RØDBYHAVN: Ulovlig kniv
Lørdag klokken 12.45 blev en bil trukket til side af tolderne i indrejsefeltet. Bilens fører, en 36-årig mand, var i besiddelse af en enhåndsbetjent foldekniv, som ikke er lovlig i Danmark. Kniven blev derfor konfiskeret og manden fik en bøde på 3000 kroner for at overtræde knivloven, inden han fik lov at køre videre.
RØDBYHAVN: Havde hash i tasken
Tolderne udtog lørdag klokken 14.45 en borger til kontrol, da han rejste ind i landet med bus. Den 20-årige mand viste sig at være i besiddelse af tre poser, som indeholdt tilsammen 8,2 gram hash. Manden blev derfor sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer. Han betalte en bøde på 2.000 kroner.
RØDBY: Kvinde angreb dreng med strømpistol
En 15-årig dreng havde lørdag haft en kontrovers med en anden dreng på Fruegade klokken 17.55. Den andens drengs mor kom til stedet og hun medbragte en strømpistol, der var kamufleret som en lommelygte. Den 40-årige kvinde anvendte strømpistolen til at give den 15-årige strøm på underarmen og under det ene øje, så han kom lettere til skade. Kvinden blev anholdt og sigtet for grov vold. Hun blev taget med på politistationen i Rødbyhavn og løsladt igen ud på aftenen efter endt afhøring.
NYKØBING: Varetægtsfængslet efter brandstiftelse
En 39-årig mand fra Nykøbing blev søndag fremstillet i grundlovsforhør i retten og efterfølgende varetægtsfængslet. Den 39-årige blev anholdt lørdag lokken 20.45, efter et vidne havde anmeldt, at han luskede omkring på personaleparkeringen ved politistationen i Nykøbing. Her – viste det sig – havde han smidt brændbart materiale i form at pap og træ på en parkeret bil og tændt et bål ved bilen. Ved anholdelsen kom den 39-årige med trusler med politiet, og da han blev visiteret, blev der fundet 12,3 gram amfetamin, tre ulovlige knive og en hammer, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven. Den 39-årige blev varetægtsfængslet frem til den 19. marts.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde. Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Faxe | Sandagervej | Lørdag den 2. marts klokken 12.00-21.05 | Kontanter og smykker |
Nakskov | Bredgade | Torsdag den 29. februar klokken 13.00 – fredag den 1. marts klokken 18.25 | Grøn Chevrolet Nubira, årgang 2015, med registreringsnummer XV50528 |
Rønnede | Akacievej | Torsdag den 29. februar klokken 11.00 – fredag den 1. marts klokken 16.00 | Smykker |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Dannemare | Skodsebøllevej | Søndag klokken 14.13-20.13 | ATK | 70 | 12 | 50 km/t | 81 km/t | Tre klip |
Fensmark | Rødebrovej | Fredag klokken 07.43-09.13 | ATK | 144 | 1 | 60 km/t | 74 km/t | - |
Fuglebjerg | Rejnstrupvej | Fredag klokken 11.01-13.35 | ATK | 122 | 29 | 60 km/t | 94 km/t | Fem klip |
Guldborg | Storstrømsvej | Søndag klokken 15.55-20.00 | ATK | 201 | 13 | 50 km/t | 80 km/t | To klip |
Haslev | Køgevej | Lørdag klokken 08.54-19.30 | ATK | 975 | 37 | 60 km/t | 86 km/t | Tre klip |
Haslev | Ringstedvej | Søndag klokken 08.04-13.30 | ATK | 709 | 6 | 80 km/t | 113 km/t | Et klip |
Korsør | Vestmotorvejen | Fredag klokken 07.22-13.31 | ATK | 5916 | 346 | 90 km/t | 130 km/t | Ni klip |
Nakskov | Maribovej | Lørdag klokken 13.20-20.10 | ATK | 511 | 18 | 50 km/t | 74 km/t | To klip |
Nørre Alslev | Kippingevej | Søndag klokken 14.17-15.15 | ATK | 3 | - | - | - | - |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Lørdag klokken 16.55-19.55 | ATK | 1423 | 43 | 90 km/t | 132 km/t | Tre klip |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Søndag klokken 14.10-20.10 | ATK | 4163 | 119 | 90 km/t | 137 km/t | Syv klip |
Væggerløse | Gedser Landevej | Fredag klokken 05.59-07.30 | ATK | 326 | 4 | 60 km/t | 76 km/t | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | ? |
Faxe Ladeplads | Blåbærvej | Søndag klokken 16.25-16.55 | Fire køretøjer blev målt, og alle overholdt hastighedsgrænserne |
Haslev | Køgevej | Søndag klokken 17.20-18.00 | To køretøjer blev kontrolleret, og alt var i den skønneste orden |
Haslev | Kirkepladsen | Søndag klokken 18.10-18.30 | Ingen sager |
Herlufmagle | Tybjerg Bygade og Smedebakken | Fredag klokken 14.40-15.10 | Bestilt færdselskontrol: Ingen sager |
Karrebæksminde | - | Lørdag klokken 02.00-02.30 | Fem køretøjer blev kontrolleret, og alt var i den skønneste orden |
Lundby | Lundby Hovedgade | Fredag klokken 17.10-17.40 | Inger sager |
Næstved | Kindhestegade | Lørdag klokken 09.45-10.05 | 25 køretøjer blev kontrolleret. Inger sager |
Lundby | Sværdborgvej ved Svend Gønge Skolen | Fredag klokken 17.10-17.40 | Bestilt færdselskontrol: Ingen sager |
Næstved | Borupvej | Fredag klokken 15.30-17.00 | Bestilt færdselskontrol: 13 blev sigtet for ikke at rette sig efter færdselstavlerne |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Haslev | Jernbanegade | Fredag klokken 21.32 | 43-årig kvinde fra Ringsted | Spirituskørsel |
Nakskov | Tømmergade | Fredag klokken 12.00 | 22-årig mand fra Nykøbing Falster | Spirituskørsel |
Nakskov | Hardenbergvej | Søndag klokken 04.54 | 22-årig mand fra Harpelunde | Spirituskørsel |
Nykøbing Falster | Østerbrogade | Fredag klokken 13.20 | 21-årig mand fra Nykøbing Falster | Narkokørsel |
Nykøbing Falster | Skovalléen | Lørdag klokken 04.56 | 25-årig mand fra Rødby | Narko- og spirituskørsel |
Nørre Balle | Vestre Landevej | Lørdag klokken 01.17 | 29-årig mand fra Stege | Spirituskørsel |
Rødby | Østergade 25 | Lørdag klokken 18.46 | 46-årig mand fra Rødby | Spirituskørsel |
Rødby | Indrejsefeltet | Fredag klokken 16.30 | 40-årig udenlandsk mand | Narkokørsel |
Rødby | Østergade | Lørdag klokken 18.46 | 46-årig mand fra Rødby | Narkokørsel |
Slagelse | Sorøvej | Fredag klokken 20.00 | 23-årig mand fra Korsør | Narkokørsel |
Slagelse | Ndr. Stationsvej | Lørdag klokken 21.59 | 25-årig mand fra Haderslev | Narkokørsel ?? |
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718