Spring til hovedindhold

Forslag

Nye regler for eksplosivstof - så meget krudt må du opbevare

Hvis du genoplader ammunition som jæger eller medlem af en skytteforening skal du være opmærksom på, at der er kommet nye regler for, hvor meget krudt du må opbevare på samme adresse.

Hidtil har du haft lov til at opbevare op til 2 kg sortkrudt og 2 kg røgsvagt krudt, men med de nye regler i eksplosivstofbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. november 2025, er det ikke længere muligt, når du ansøger om en ny tilladelse.

 

Når du ansøger om en ny tilladelse har du mulighed for følgende:

  • Opbevaring af indtil 5 kg røgsvagt krudt, herunder sortkrudtserstatning
  • Opbevaring af indtil 2 kg sortkrudt

 

Det betyder, at du kan opbevare enten 5 kg røgsvagt krudt/sortkrudtserstatning eller 2 kg sortkrudt. Hvis du ønsker at opbevare både røgsvagt krudt/sortkrudtserstatning og sortkrudt på samme adresse må den samlede mængde krudt på adressen dog ikke overstige 2 kg. Du kan således både have en tilladelse til genopladning med hhv. sortkrudt og røgsvagt krudt/sortkrudtserstatning så længe du ikke opbevarer mere end 2 kg krudt i alt.

 

Det er dit ansvar som indehaver af tilladelsen at sørge for, at du ikke opbevarer mere krudt end det tilladte.

Ifølge reglerne er det derfor ikke lovligt at opbevare fx 5 kg røgsvagt krudt sammen med 2 kg sortkrudt på samme adresse, men du må gerne opbevare fx 1 kg røgsvagt krudt og 1 kg sortkrudt. Hvis I er flere på samme adresse, som ønsker en tilladelse til enten genopladning med røgsvagt krudt/ sortkrudtserstatning eller sortkrudt skal det, ifølge reglerne, opbevares i separate lokaler.

 

Hvis du har en tilladelse efter de gamle regler, hvor du må opbevare 2 kg røgsvagt krudt og 2 kg sortkrudt på samme adresse, gælder den stadig og du behøver ikke foretage dig noget før din tilladelse udløber. Men hvis du ønsker at få tilladelse til at opbevare 5 kg røgsvagt krudt/sortkrudtserstatning skal du ansøge om en ny tilladelse. Hvis du får en ny tilladelse vil du være omfattet at de nye regler, og du kan således ikke samtidig opbevare 2 kg sortkrudt på samme adresse.

 

Du skal ikke længere indsende en årlig eksplosivstoffortegnelse

I forbindelse med ændringen i reglerne for opbevaring af krudt er der nu ikke længere krav om, at du indsender en årlig eksplosivstoffortegnelse. Hvis du i forvejen har en tilladelse behøver du ikke at ansøge om en ny tilladelse for at undgå at indsende en eksplosivstoffortegnelse.

 

Ligeledes behøver du ikke længere en separat tilladelse til indkøb af sortkrudt. Tidligere var det et krav for tilladelse til genopladning med sortkrudt, at du som ansøger havde en gyldig, særskilt tilladelse til køb af sortkrudt. Men med de nye regler for opbevaring af krudt er det nu kun nødvendigt med en tilladelse til genopladning med sortkrudt, som automatisk giver tilladelse til køb af sortkrudt.

For spørgsmål vedrørende ovenstående kan du henvende dig til Midt- og Vestjyllands Politi, Politiets Administrative Center, Våben og Tilladelser via Digital Post eller telefonisk.

 

Se kontaktoplysninger her:

https://politi.dk/kontakt-politiet/politiets-administrative-center/kontakt-vaaben-og-tilladelser.

 

Du kan læse den nye eksplosivstofbekendtgørelse på www.retsinformation.dk.