Spring til hovedindhold

Forslag

Opfordring til våbenhandlere: Tag det hele med, når du oplyser våbenets serienummer

Politiet oplever flere eksempler, hvor det samme våben optræder med to forskellige serienumre i Politiets Våbenregister. Politiets Administrative Center opfordrer til at bruge enkel metode til at undgå fejl i Politiets Våbenregister.

Serienumre på våben

I eksemplerne her, er landekoden "TR" anført i umiddelbar nærhed af producentens serienummer. Af en ny ansøger vil det typisk blive betragtet som en del af serienummeret

Når virksomheder ansøger om at indføre våben til Danmark, er det vigtigt, at serienummeret som bruges til ansøgningen, er identisk med det nummer, som kan aflæses umiddelbart på det enkelte våben.

Politiets Administrative Center opfordrer derfor våbenhandlere til at bruge hele den tekststreng, der umiddelbart kan aflæses på det enkelte våben, når "serienummer" oplyses i ansøgninger. Det omfatter således også den landekode, der eventuelt måtte være anført i umiddelbar nærhed af producentens serienummer.

Er producentlandet ikke anført i umiddelbar nærhed af producentens serienummer, men et helt andet sted på våbenet, skal landekoden ikke med, når virksomheder oplyser "serienummer" i ansøgningen.

Baggrund

I 2018 blev EU-reglerne om mærkning af våben skærpet. Det betyder blandt andet, at våben, som indføres i et EU-land, skal mærkes, så det fremgår af våbnet, i hvilket land våbenet er produceret. Det gøres i nogle tilfælde med en landekode i bogstaver - fx bogstaverne "TR" for våben, som er produceret i Tyrkiet.

På nogle våben påfører våbenproducenten eller importøren den ekstra mærkning med produktionslandet. Landekoden anføres i nogle tilfælde umiddelbart foran eller efter det serienummer, som producenten har givet våbenet.

Her skal forhandlere, der ansøger om indførsel, være særligt opmærksomme.

Som det er i dag, er det producenten selv, der afgør, hvordan serienummeret udformes. Der er i øjeblikket ikke nogen fælles europæisk standard.

På våben, hvor landekoden er anført i umiddelbar nærhed af producentens serienummer, opfordrer Politiets Administrative Center derfor til, at ansøgere bruger hele tekststrengen indeholdende landekoden, når oplysningen "serienummer" bliver anført i ansøgningen om indførsel af våbenet.

Sikkert våbensystem

Når våben skifter hænder i en handel mellem private eller fx i sager, hvor våben findes efter et indbrud, er det afgørende, at våbnet kan søges frem på serienummeret i Politiets Våbenregister.

Politiets Administrative Center risikerer, at det samme våben bliver registreret i Politiets Våbenregister med to forskellige serienumre - netop ét uden landekoden og ét med landekoden.

Serienummeret er det vigtigste kendetegn på et våben. Derfor er det også afgørende, at dét serienummer, som anføres i ansøgningen til indførsel af våbenet, er identisk med dét, som umiddelbart kan aflæses på våbenet.

Som erhvervsdrivende, der ansøger om indførsel af våben, er du med til at gøre vores våbensystem bedre, og du sparer os for et betydeligt ekstraarbejde, når du hjælper os og den næste ejer af våbenet med at holde styr på serienummeret.

Ønsker du at oplyse Politiets Administrative Center Tilladelser om en forskel mellem det ansøgte serienummer og det faktiske serienummer på et allerede indført våbens serienummer, skal du kontakte Politiets Administrative Center Tilladelser. Hvis du vælger at placere en landekode i umiddelbar nærhed af våbnets ihuggede serienummer, skal du også oplyse Politiets Administrative Center Tilladelser om dette.

Her finder du kontakt til Politiets Administrative Center Tilladelser