Spring til hovedindhold

Forslag

Undgå falske hjemmesider

En svindelhjemmeside er en falsk webshop eller investeringsside, hvor du i troen om, at du køber en fysisk vare eller investerer din opsparing bliver franarret dine penge eller personlige oplysninger.

Du kan risikere at havne på en svindelhjemmeside, hvis du klikker på en falsk annonce på sociale medier. De falske annoncer findes på de fleste dagligdags hjemmesider, fx legitime nyhedsmedier.
Råd til at undgå falske hjemmesider
Hvis du handler på en hjemmeside, du ikke har hørt om før, skal du være ekstra opmærksom. Det er en god idé at google hjemmesiden og undersøge andres erfaringer. Slå evt. hjemmesiden op og læs om andres oplevelser.
Brug adressefeltet i din internetbrowser til at søge hjemmesider frem. På den måde undgår du at klikke på et link til en falsk hjemmeside, som kan være en kopi af en legitim webshop.
Tjek om webadressen passer til det, som hjemmesiden sælger. I nogle tilfælde har webadressen intet at gøre med det, der bliver solgt på hjemmesiden. Hvis hjemmesiden fremstår dansk, men webadressen slutter på .com, .eu eller lignende, skal du være ekstra opmærksom. Det kan være en kopi af en legitim webshop. Hjemmesider, der ender på .dk kan du tjekke via punktum.dk for at se, om domænet er registreret i Danmark.
Usædvanligt lave eller skæve priser kan være tegn på en falsk hjemmeside. Mange falske hjemmesider tilbyder fx kendte mærkevarer med store besparelser. Skæve priser kan være tegn på, at hjemmesiden er oversat af en maskine.
Hvis skaden er sket
Hvis du har mistanke om, at du har handlet på en falsk hjemmeside, bør du tjekke din konto for mistænkelige transaktioner. Vi anbefaler, at du jævnligt tjekker dine transaktioner i netbanken.
Hvis du ved eller har mistanke om, at du har handlet på en falsk hjemmeside, bør du kontakte din bank og spærre dit betalingskort.