Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

17. marts 2021 08:43

Genstand under bil i Gladsaxe var ikke sprængstof

I januar blev en mistænkelig genstand fundet ved en bil på Gyngemose Parkvej og beboere evakueret, fordi det ikke kunne udelukkes, der var tale om sprængstof. Nu har undersøgelser påvist, at den indeholdt brandbare væsker.

Patruljebiler, Københavns Vestegns Politi

Københavns Vestegns Politi og forsvarets sprængningseksperter tog ingen chancer om eftermiddagen lørdag den 16. januar. 
 
En mistænkeligt udseende genstand var fundet monteret på en bil på Gyngemose Parkvej i Gladsaxe, og da sprængstofeksperterne ikke kunne udelukke, at der var tale om sprængstof, blev flere hundrede beboere for en sikkerheds skyld evakueret væk fra området, til genstanden blev meldt uskadeliggjort senere samme aften.
 
Siden har Københavns Vestegns Politi efterforsket sagen med bistand fra sprængstofkyndige, som indtil videre har klarlagt, at der ikke var sprængstof i genstanden men derimod brandbare væsker. 
 
”Den foreløbige vurdering er, at genstanden kunne forårsage en øjeblikkelig udvikling af ild med potentiale til at skade en person tæt på alvorligt, og derfor efterforsker vi fortsat sagen som forsøg på drab,” siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby, Københavns Vestegns Politi.
 
Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at frigive flere detaljer om genstanden, udover at den kunne anrette brandskade inden for få meter. Der henstår dog stadig undersøgelser af den mere præcise skadevirkning.  
 
”Jeg forstår godt, at den store evakuering skabte utryghed den aften, og derfor bør områdets beboere også vide, at der ikke var tale om bombe, som kunne forårsage store ødelæggelser i kvarteret,” siger Charlotte Skovby.
 
Hun tilføjer, at hændelsen ser målrettet ud, og at politiet kigger i retning af en konflikt mellem grupperinger i rocker- og bandemiljøet. 
 
Hun ønsker dog ikke at kommentere politiets efterforskning yderligere på nuværende tidspunkt.
 

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

18. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Dømt for flere voldtægter

En 43-årig mand fra Brøndby Strand er idømt fem års fængsel for gentagne voldtægter af sin daværende hustru og voldtægt af en kvinde, som han kørte som taxachauffør. Han blev samtidig udvist af Danmark i 12 år.

17. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Lattergas-screener: Tre bilister dømt for lattergaskørsel

Retten i Glostrup har nu dømt tre bilister for at køre med lattergas i blodet. I alle tre sager indikerede et screeningsapparat, som politiet aktuelt tester, lattergas i førernes udåndingsluft. Efterfølgende blodprøver påviste lattergas i blodet.

16. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Fængselsstraf til lattergaspusher

En 33-årig mand fra Brønshøj skal tre måneder i fængsel for 18 handler med i alt 470 flasker lattergas forskellige steder på Vestegnen.