Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

21. december 2018 09:30

Mere tryghed og markant større tillid til politiet på Vestegnen

Borgernes tryghed stiger på Københavns Vestegn og samtidig er deres tillid til Københavns Vestegns Politi steget markant, viser ny tryghedsundersøgelse.

Københavns Vestegns Politi

Langt størsteparten - 84,9 procent af de adspurgte borgere på Vestegnen - oplyser, at de er grundlæggende trygge. 
 
Det er flere end i 2017, hvor 81,2 procent af borgerne var grundlæggende trygge.
 
Det viser Politiets Tryghedsundersøgelse for 2018, som er offentliggjort i dag.
 
Den viser også, at markant flere – 83,5 procent af borgerne – har tillid til, at politiet hjælper dem. 
 
Det er en stigning på hele syv procentpoint i forhold til 76,5 procent i 2017.
 
"Flere trygge borgere og større tillid til os i politiet er rigtig glædeligt, men det er også noget, der forpligter – og jeg kan godt garantere, at både tryghed, tillid og nærhed i lokalområderne også får vores fokus i det kommende år," siger politidirektør Kim Christiansen. 
 
"Borgernes tryghed er jo netop det, vi arbejder for døgnet rundt, året rundt – og det er vigtigt, at borgerne har tillid til, at vi som politi løser vores opgaver," siger han.
 
Københavns Vestegns Politi får næste år et stort forsat fokus på det lokale politiarbejde, brugen af mobile politistationer og vil følge tæt op de hændelser, som skaber utryghed for borgerne, tilføjer politidirektøren.
 
Synligt politi, indsatser og samarbejde
Forklaringen på øget tillid til politiet på Vestegnen er nok flere – en af dem er sandsynligvis mere synligt politi:
 
"I Politiets Tryghedsundersøgelse kan man se, at borgerne især ønsker sig mere synligt politi, og vi har været markant tilstede og synlige – særligt i vores udsatte boligområder," siger politidirektør Kim Christiansen.
 
Indsatserne på Vestegnen blev øget, fordi politikredsen afgav færre betjente til de nationale opgaver ved grænsen og i København, og Lokalpolitiet kunne gennemføre flere indsatser for tryghed og nærvær. Det – sammen med projekter med inddragelse af borgere, foreninger og lokale aktører - kan have påvirket tilliden til politiet i positiv retning, mener politidirektøren.
 
Han hæfter sig ved, at borgernes øgede tillid til politiet oven i købet er målt i en periode, hvor skudepisoder fyldte meget – men hvor politikredsen til gengæld også satte massivt, resolut og offensivt ind for at komme det til livs og genskabe trygheden.
 
"Man skal være varsom med konklusioner, men øget tillid til os i en utryg tid med skud kunne være et tegn på, at der er tillid til, at vi sætter hårdt ind og får det standset," siger Kim Christiansen.
 
Ekstra politiindsats i udsatte boligområder
Københavns Vestegns Politi har sin opmærksomhed rettet mod flere områder på Vestegnen herunder også to udpegede særligt udsatte boligområder (SUB) i Gadehavegård i Taastrup og Høje-Gladsaxe. 
 
Her steg trygheden lidt i Gadehavegård men faldt i Høje-Gladsaxe, viser undersøgelsen.
 
Derimod steg tilliden til politiet begge steder: I Høje-Gladsaxe lidt og i Gadehavegård temmelig markant.  
 
I årets løb har Københavns Vestegns Politi haft mange indsatser, aktioner og samarbejder i politikredsens lokalområder, og det vil fortsætte næste år. 
 
Pressekontakt
Politidirektør Kim Christiansen via pressetelefon 40263704
 
 
Fakta om undersøgelsen
Spørgeundersøgelsen er udført af Danmarks Statistik i tidsperioden fra 20. juni til 4. oktober, hvor 1.128 borgere på Vestegnen er spurgt:
 
-  hvor grundlæggende trygge de er i forhold til kriminalitet og utryghedsskabende adfærd i deres nabolag
-  og deres tillid til at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det.

 

 

Tilliden til politiet stiger (21-12-2018)

 

Politiets tryghedsundersøgelse 2018

 

Tryghedsundersøgelsen 2018 metoderapport

 
 

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

11. april 2026

Københavns Vestegns Politi

Undersøgelse af dødsfald overgivet til DUP

Undersøgelse af dødsfald overgivet til DUP.

26. marts 2026

Københavns Vestegns Politi

Far forvoldte sit spædbarns død

En 30-årig mand er ved Retten i Glostrup idømt syv års fængsel for vold af særlig farlig karakter med døden til følge mod sin to måneder gamle søn.

26. marts 2026

Københavns Vestegns Politi

Fængsel til seks personer for frihedsberøvelse og afpresning

En kvinde og fem mænd i alderen 21 til 32 år er alle idømt mellem 6 måneder og 5½ års fængsel for at have medvirket til at frihedsberøve en kvinde i 30’erne og afpresset hende for at få hende til at betale 100.000 kroner.