Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 20. august 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 19. august 2024 kl. 07.00 til 20. august 2024 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingen
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Sleipnersvej, Ringsted
Bjerggade, Køge
Skruegangen, Karlslunde, Greve
Miljølovgivning – Havremarken, Holbæk
Kl. 12.06 anmeldte en 38-årig mand, at der var lukket en masse slam ud på en mark og at dette nu var løbet ned i den 38-årigs have. Politiet kom frem til stedet, hvor det viste sig, at en nabo havde hyret arbejdskraft udefra til at sprede slam på sin mark.
I forbindelse med dette arbejde skulle en traktor med tilkoblet tank køre op af en bakke på marken, men da tanken var for tung til, at traktoren kunne trække den op af bakken, havde føreren af traktoren åbnet tanken, således at 5 m3 slam var løbet ud og ned i den 38-åriges have samt videre ned langs et udtørret vandløb, dog uden at løbe ned i det.
De relevante myndigheder blev kontaktet, og der iværksættes foranstaltninger for at få slammen fjernet fra stedet, inden slammen i forbindelse med regnvejr potentielt bliver spredt ud over et større område, herunder løber ned i en sø en nærheden.
Sagen skal nu efterforskes nærmere, herunder skal det afgøres, om traktorføreren, en 25-årig mand fra Nordvestsjælland skal sigtes for overtrædelse af miljølovgivningen.
Brandlovgivning – Havrebjergvej, Ringsted
Kl. 12.44 modtog politiet en anmeldelse om, at der i forbindelse med ophugning af en større halmfyr var gået ild i materiale i halmfyret. Der var blevet benyttet skærebrænder af den 74-årige mand, der var i gang med at afmontere halmfyret. Der var ingen risiko for spredning af branden, som gav noget røgudvikling på stedet, og som hurtigt blev slukket. Den 74-årige mand fra Ringsted blev sigtet for ikke at have udvist tilstrækkelig forsigtighed i arbejdet med ild. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
To biler stødte sammen – Holbækvej, Ringsted
Kl. 15.14 skete et sammenstød mellem to biler. En bil ført af en 23-årig kvinde fra Ringsted førte en varebil i nordlig retning og skulle i den forbindelse dreje til venstre ad Allindemaglevej og havde derfor placeret sig i svingbanen og blinkede til venstre, hvor køretøjet holdt stille på grund af modkørende trafik. En 47-årig kvinde fra Slagelse kom kørende i en personbil ad Holbækvej i sydlig retning, da de to biler af ukendte årsager ramte hinanden. Begge køretøjer blev beskadiget ved sammenstødet. Der skete ingen personskade.
Bil påkørt bagfra – Hovedvejen, Roskilde
Kl. 15.54 overså en 27-årig mand fra Lejre, at trafikken foran ham holdt stille, og han nåede ikke at bremse og påkørte bilen foran, ført af en 58-årig mand fra Herlufmagle. Uheldet skete ud for Glim by i nordvestlig retning. Der skete lettere materiel skade men heldigvis ingen personskade ved uheldet.
Bil påkørt bagfra – Østre Ringvej/Herregårdsvej, Roskilde
Kl. 16.04 overså en 51-årig kvinde, som kom kørende af Østre Ringvej mod nord, at der opstod kø på vejen, og hun påkørte den foranholdende bil, ført af en 40-årig mand fra Frederikssund. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.
En patrulje på stedet kunne kort tid efter anholde den 40-årige mand, hvis køretøj var blevet påkørt, da han er frakendt førerretten og var påvirket under kørslen. Manden blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
For hurtig knallert – Møllevej, Ringsted
Kl. 16.50 beslaglagde en patruljen en knallert, som kom kørende ved noget højere hastighed end de tilladte 30 KM7t i østlig retning ad Møllevej. Den 15-årige knallertfører fortalte selv patruljen, at han havde lavet nogen konstruktive ændringer på knallerten, så den kunne køre hurtigere. Knallerten skal nu undersøges, inden sagen kan afgøres.
Tricktyveri – Solrød Strandvej, Solrød
Kl. 17.11 blev en 18-årig kvinde udsat for tricktyveri, da hun var på arbejde i en butik. Hun blev kontaktet af en engelsktalende mand, der havde spurgt om prisen på en vare, samtidig med, at han placerede en medbragt avis på disken, hvor den 18-årige kvindes mobiltelefon lå. Manden forlod efterfølgende butikken med sin avis, og efterfølgende opdagede den 18-årige kvinde, at hendes mobiltelefon var forsvundet.
Manden beskrives som:
35-40 år, 175-180 cm høj, spinkel af bygning, mørk i huden og med kort sort hår. Han talte gebrokkent engelsk. Påklædning: Iført blå og hvid skjorte og sort jakkesæt.
Kontakt politiet på telefon 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Hastighedsovertrædelse – Østre Havnevej, Kalundborg
Kl. 17.44 blev en 43-årig mand fra Kalundborg sigtet for overtrædelse af færdselsloven, da han blev målt med politiets lasermåler til en hastighed på 86 km/t, selv om hastigheden ikke må overstige 50 km/t i byen. Manden kom kørende ad Østre Havnevej mod øst. Der nedlægges påstand om frakendelse af kørekortet.
To knallerter beslaglagt – Kalundborg
Kl 18.20 var færdselspolitiet til stede på Sydhavnsvej i Kalundborg, da en ung mand kom kørende ad Sydhavnsvej på en knallert ved en hastighed på ca. 85 km/t. Knallerten havde tildækkede nummerplader. Knallerten efterkom ikke patruljevognens anvisninger og brug af blå blink til at signalere, at den unge mand skulle standse sin kørsel.
Patruljen afskærmede vejen for knallertføreren, og i forbindelse med, at den unge knallertfører forsøgte at undvige afskærmningen, mistede han herredømmet over sin knallert og væltede. Han kom ikke til skade. Den unge mand, der er 17 år og fra Kalundborg, blev tilbageholdt, og hans knallert blev beslaglagt til rullefeltstest.
En anden ung mand, på 16 år og fra Kalundborg, der kørte knallert sammen med den 17-årige efterkom heller ikke patruljens anvisninger om at standse sin kørsel ved ca. 85 km/t. Den 16-årige undveg patruljevognens afskærmning og kørte fra stedet ad Sydhavnsvej.
Patruljen fandt frem til den 16-åriges identitet, og han blev via en opringning overbevist om det fornuftige i at vende retur til patruljen, hvilket han efterkom. Han blev sigtet i sagen for ikke at efterkomme politiets anvisninger, og hans knallert blev beslaglagt til rullefeltstest.
De unge mænds værger blev underrettet.
Mistænkelig strøm af mænd – Københavnsvej, Roskilde
kl. 19.15 anmeldte en beboer på Københavnsvej, at de gennem et længere stykke tid havde oplevet et større antal mænd, som kom til adressen og spurgte efter ”Helene”. Ifølge anmelderen havde nogen oplyst, at de havde fået kontakt til ”Helene” via en escortside, hvor de blev bedt om at overføre penge for at få oplyst adressen. Beboerne kendte ingen Helene eller nogen escortvirksomhed i området og var generet af henvendelserne.
Politiet har endnu ikke fået nogen henvendelser fra mænd, der anmelder at være blevet snydt af ”Helene”, men opfordrer de der evt. har overført penge til at anmelde bedrageri.
Påvirket bilist – Ringstedvej, Roskilde
Kl. 23.46 blev en 27-årig mand fra Hedehusene sigtet for kørsel i påvirket tilstand, da han kom kørende ad Ringstedvej i sydlig retning. Manden blev anholdt til udtagelse af en blodprøve og derefter løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Påvirket bilist – Næstvedvej, Ringsted
Kl. 00.28 blev en 26-årig mand fra Lemvig sigtet for spirituskørsel. Han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |