Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

12. maj 2023 13:10

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 12. maj 2023.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 11. maj 2023 kl. 07.00 til 12. maj 2023 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ved Kildepladsen, Borup
Hovedgaden, Borup

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Mosede Bygade, Greve (forsøg)
Bigårdsvej, Ejby, Kirke-Hyllinge
Stenhøjparken, Borup
Svend Grates Vej, Karlslunde
Eriksvej, Roskilde
Jonstrupvej, Jonstrup, Ugerløse
Ledager, Gørlev Sj.

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Præstemarksvænge, Roskilde

Tyveri fra køretøjer:

Nørre Boulevard, Køge
Osvejen, Bjerge Sydstrand, Store-Fuglede
Roskildevej, Solrød Strand


Færdselsuheld – Jyllandsgade / Sjællandsgade, Ringsted

Kl. 07.37 rykkede politiet ud for at undersøge omstændighederne ved et sammenstød mellem en bilist og en person på løbehjul i rundkørslen ved Jyllandsgade – Sjællandsgade i Ringsted.

Det viste sig, at en 58-årig mand fra Ringsted i en personbil var kørt ad Jyllandsgade i østlig retning og frem over vigelinjen ind i rundkørslen, hvor der skete et sammenstød med en 30-årig kvinde fra Ringsted.

Kvinden kørte på et el-løbehjul rundt i rundkørslen og blev ramt på sin højre side, så hun væltede og slog sig.

Politiet optog rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kunne være blevet overtrådt i forbindelse med uheldet.

Glemt tøj på bænk – Radiovej, Kalundborg

Kl. 07.57 fik politiet en henvendelse fra en af medlemmer af vinterbadeklubben i Kalundborg, idet noget tøj inden for det seneste døgn var blevet efterladt på en bænk på Radiovej i Kalundborg, men der var tilsyneladende ingen ejer i nærheden.

En patrulje kørte til stedet og fandt en termoheldragt i str. XXL, underbukser og strømper. Der var intet i lommerne på termoheldragten, og der var heller ikke efterladt hverken sko eller f.eks. håndklæde ved bænken, der var ca. 10 meter fra vandkanten og et stykke fra starten på en badebro.

Politiet fandt heller ikke nogen personer i nød i området, og da politiet heller ikke havde nogen anmeldelser om savnede personer, foretog politiet sig ikke yderligere. Ejeren af tøjet må dog gerne give sig til kende over for politiet, idet efterladt tøj i nærheden af vand ofte giver anledning til bekymring for, hvorvidt nogen kan være i nød i eller ved vandet.

Narkokørsel – Birkevænget, Holbæk

Kl. 10.55 blev en 26-årig kvinde fra Kalundborg anholdt som fører af en personbil ad Birkevænget i Holbæk, efter at politiet havde standset bilen og kontrolleret føreren for eventuel påvirkning af noget under kørslen.

Da hun kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen, blev hun sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.

Truende og voldelig mand mv. – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 12.10 modtog politiet en anmeldelse om trusler og vold fra en 53-årig mand fra Kalundborg, som kl. ca. 11.50 havde fundet sin stjålne knallert på Sct. Jørgensbjerg og ville have knallerten tilbage fra den mand, der sad på den.

Da manden på knallerten blev klar over årsagen til den 53-åriges henvendelse til ham, slog manden på knallerten knallertejeren adskillige gange med en styrthjelm. Knallertejeren fik tillige verbale trusler på livet af manden på knallerten, og alvoren i truslerne understregede han ved at true knallertejeren med en ølflaske med knust bund.

Manden på knallerten forlod herefter stedet, så den 53-årige kunne få sin knallert retur som den retmæssige ejer af køretøjet.

Knallerten var blevet stjålet fra ejerens bopæl onsdag aften og efterfølgende efterlyst via sociale medier i Kalundborg-området, indtil en bekendt torsdag formiddag kunne oplyse den 53-årige om, hvor hans knallert befandt sig.

Efterforskningen i de to sager om vold og trusler samt afhøring af tilstedeværende vidner på Sct. Jørgensbjerg har givet politiet grundlag for at mistænke en bestemt mand fra Kalundborg-området. Han kan derfor forvente at blive kontaktet af politiet til sigtelse og afhøring i sagerne.

Brand i skur – Møllevej, Jyllinge - Roskilde

Kl. 13.28 var der udbrudt brand i et skur på en privat adresse på Møllevej i Jyllinge, så naboer havde efter forgæves forsøg på at slukke branden med en vandslange tilkaldt brandvæsnet.

Brandvæsnet fik slukket ildløsen i skuret, som gik nogen skader som følge af branden, hvis årsag blev lokaliseret til en ukrudtsbrænder, som en 39-årig mand fra Jyllinge havde brugt tidligere på dagen. Efter brugen var ukrudtsbrænderen blev stillet i skuret, hvorefter branden opstod på grund af uforsigtighed med både brugen og varmen fra selve ukrudtsbrænderen. Den 39-årige blev derfor sigtet og afhørt til en sag om overtrædelse af brandlovgivningen, så han kan forvente at få en bøde som afgørelse på sagen.

Brandundersøgelse – Lyngageren, Svogerslev, Roskilde

Kl. 13.53 rykkede brandvæsnet ud til endnu en brand ved en kontorbygning på en firmaadresse på Lyngageren i Svogerslev.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der var opstået uden for en kontorbygning af bl.a. træ, så der var opstået skader udvendigt på kontorbygningen som følge af branden.

Politiet skal undersøge årsagen til brandens opståen nærmere ud fra det faktum, at der ved brandstedet var et udendørs askebæger, hvorunder brændbart materiale blev opbevaret. Ingen personer kom til skade ved branden.

Kvinde fuppet til pengeoverførsel – Køge

Kl. 14.13 anmeldte en 82-årig kvinde fra Køge, at hun tidligere på dagen var blevet fuppet til at overføre penge til en fremmed bankkonto.

En patrulje kørte til hendes bopæl og var hende behjælpelig med at få standse en bankoverførsel til den fremmede bankkonto, så den 82-årige led ikke noget økonomisk tab.

Hun var kort før frokost blevet ringet op af en fremmed mand, der oplyste at ringe fra Datacentralen. Han fik overtalt den 82-årige til at oplyse bankkontonumre, dankortnumre og dankortets kontrolcifre, så den falske medarbejder fra Datacentralen havde iværksat en bankoverførsel.

Politiet har oprettet en sag om bedrageri, som skal efterforskes i lighed med tilsvarende sager om henvendelser til især ældre borgere, der bliver fuppet til at give fortrolige oplysninger til fremmede personer.

Rådet fra politiet er at spørge efter den pågældendes navn og arbejdsplads, hvorefter der kan foretages en kontrolopringning via arbejdspladsens hovedtelefonnummer. Ring aldrig retur på det telefonnummer, der måske kan aflæses i en nummerviser. Find selv hovedtelefonnummeret frem og lav kontrolopringningen, hvorved fupnummeret vil blive afsløret.

Hverken bankpersonalet, politiet eller andre offentlige myndigheder vil kræve personlige og fortrolige oplysninger i et telefonopkald, så vær særdeles skeptisk herover ved uventede opkald.

Færdselsuheld – Sæbyvej, Sæby, Høng – Kalundborg

Kl. 14.16 var tre bilister blevet impliceret i et færdselsuheld på Sæbyvej ud for sidevejen Søvej ved Høng.

Det viste sig, at en 26-årig mand fra Holbæk var kørt i en personbil ad Sæbyvej mod nord og herefter påkørt bagenden af en anden personbil, som en 80-årig mand fra Slagelse var fører af.

Den 80-årige var standset og afventede muligheden for at foretage svingning til venstre ad Søvej, da han blev påkørt bagfra. Påkørslen medførte, at den 80-åriges bil blev skubbet ind i en modkørende personbil, som en 44-årig mand fra Kalundborg var fører af.

Det lokale redningsberedskab blev tilkaldt for at sørge for opsamling af væsker fra de implicerede biler.

Den 80-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, men havde tilsyneladende ikke pådraget sig behandlingskrævende skader. De øvrige var sluppet uskadte fra sammenstødet, som politiet har optaget rapport om.

Hastighedskontrol – Skamstrupvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 14.39 indledte en af politiets nyeste fotovogne (ATK) en måling på Skamstrupvej i Mørkøv på en strækning, hvor højst tilladte hastighed ifølge skiltningen var 60 km/t.

Baggrunden for hastighedsmåling på den strækning var en henvendelse via politiets hjemmeside med ønsket om en ATK-måling på vejen, idet beboerne følte sig plager af især hurtigkørende motorcyklister.

Målingen blev gennemført mod trafikanter kørende i sydlig retning, og i tiden frem til kl. 19.52, hvor målingen blev afsluttet, passerede 425 biler og motorcykler. Af disse blev 23 blitzet, fordi de kørte hurtigere end tilladt. Af de blitzede kørte ni mere end 30 procent for hurtigt, så de ud over en bøde også kan forvente et klip i kørekortet.

To af de ni trafikanter, der står til et klip i kørekortet, var motorcyklister, hvis nummerplade bagpå blev fotograferet, fordi politiets nye ATK-fotovogn også er i stand til at fotografere køretøjer bagfra. De to motorcyklister kørte hhv. 86 og 87 km/t på strækningen.

Alle de blitzede trafikanter kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Mistænkelig mand i bil – Strandpromenaden, Jyllinge – Roskilde

Kl. 15.08 fik politiet en henvendelse om en mistænkelig mand i en bil i havneområdet, hvor manden dog forsvandt i en mindre, grå bil. Føreren var en 50-60-årig mand, der måske var i besiddelse af noget, der kunne minde om et mindre håndvåben.

Flere patruljer kørte til området for at lede efter bilen både i Jyllinge og nærliggende områder, men forgæves. Politiet fik ikke bestyrket mistankegrundlaget mod manden, så eftersøgningen efter ham for at få afklaret, hvorvidt han kunne være i besiddelse af noget ulovligt, blev indstillet efter cirka en time.

Spirituskørsel (vanvidskørsel) uden førerret – bil beslaglagt – Hovedgaden, Hårlev – Stevns

Kl. 19.20 fik politiet kontakt til en 52-årig mand fra Hårlev, da han efter kørsel ad Hovedgaden i Hårlev i en personbil var kørt ind på en parkeringsplads ved et supermarked. Her havde han næsten ramt en anden bilist, som anmeldte den 52-åriges kørsel til politiet.

Den 52-årige havde ikke nogen førerret, som var blevet inddraget af politiet i 2019, da han ikke havde fået aflagt en kontrollerende køreprøve.

Endvidere deltog den 52-årige i en alkometertest, der viste, at han kunne mistænkes for at være så påvirket af alkohol, at alkoholkoncentrationen i hans blod formentlig ville overstige to promille. Kørslen kunne derfor anses som en såkaldt ”vanvidskørsel”, så han blev i forbindelse med sigtelser for både spirituskørsel og kørsel uden førerret gjort bekendt med, at hans personbil ville blive beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

Den 52-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Hurtig knallert – Ejbovej, Bjæverskov – Køge

Kl. 20.20 målte færdselspolitiet en lille 30-knallert til at kunne køre mindst 49 km/t mod de højst tilladte 30 km/t, efter at en 15-årig dreng fra Bjæverskov havde kørt på den ad Ejbovej i Bjæverskov.

Den 15-årige blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og kan nu ud over en bøde se frem til en påstand om betinget frakendelse af retten til at føre lille knallert.

Bil stjålet ved indbrud – Ledager, Gørlev Sj. - Kalundborg

Kl. 05.21 anmeldte en 32-årig mand fra Gørlev Sj., at han for ca. fem minutter siden var vågnet ved lyden af hans personbil, der var blevet startet og kørt fra stedet.

Han opdagede, at en ukendt person havde fået skaffet sig adgang til hans bolig via hoveddøren, hvorefter tyven ud over bilnøglen, der lå frit fremme, også stjal en computer fra stedet. Anmelderen havde ikke set nogen personer i forbindelse med indbruddet.

En patrulje kørte til hans bopæl for at søge efter tekniske spor fra indbrudstyven, samtidig med at andre patruljer ledte hans stjålne mørkeblå Citroen C4 personbil med nummerpladen DB85954.

Politiet fandt ikke umiddelbart den stjålne bil og afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

27. marts 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi uddrag af døgnrapporten den 27. marts 2026

Vidner søges: 43-årig mand sigtes for flere sager om umotiveret vold - Mand anholdt for knivstikkeri efter konflikt på uddannelsesinstitution. Læs døgnrapporten.

26. marts 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 26. marts 2026

Brand i butik måske påsat, kvinde sigtet for vold mod politiet og kitesurfer i problemer - læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 25. marts 2026 kl. 07.00 til 26. marts 2026 kl. 07.00.

25. marts 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. marts 2026

Flere mindreårige butikstyve stoppet, fasan fik knallert til at vælte og dreng stoppet på ulovlig el-cykel - læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. marts 2026 kl. 07.00 til 25. marts 2026 kl. 07.00.