Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 26. maj 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. maj 2025 kl. 07.00 til 26. maj 2025 kl. 07.00.

Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Toldbodvej, Køge
Torvet, Køge (2 stk)
Valdemarshaab, Køge
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Chr. Richtersgade, Store-Heddinge, Stevns
Lærkevej, Holbæk
Marius Pedersens Vej, Holbæk
Frilandsvej, Holbæk
Rørsangervej, Solrød
Nimgårdshaven, Køge
Brændtvej, Nørre-Asmindrup, Odsherred
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Solsortevænget, Højby, Odsherred
Fyrrevænget, Lumsås, Odsherred
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Nørretorv, Ringsted
Lyngageren, Lejre
Korsevænget, Ringsted
Heimdals Kvarter, Greve
Michael Gjøes Vej, Greve (2 stk)
Agerkrogen, Høng, Kalundborg
Tranevej, Høng, Kalundborg
Fredag - lørdag
Kontrol af partybusser
Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi var fredag aften på gaden i København sammen med Skat for at kontrollere partybusser. I alt blev fire busser kontrolleret, men uden at politiet fandt anledning at skrive sager på nogle af dem.
Uheld da cyklist blev trukket af knallert - Stevnsvej, Strøby - Stevns
Kl. 10.17 kørte to teenagedrenge fra lokalområdet på Stevnsvej mod nordvest. Den ene på knallert og trak den anden, som kørte på en cykel. På halvvejen mod Strøby Egede kørte de to unge mænd sammen, og cyklisten væltede og blev trukket et stykke efter knallerten, inden den også væltede. Cyklisten slog sig og blev kørt til tjek på sygehuset, men slap fra uheldet med mindre skader. En patrulje optog rapport om uheldet og de unges forældre blev orienteret.
Mand i militærtøj skabte utryghed - Bueager, Dåstrup, Viby Sj. - Roskilde
Kl. 10.48 indgik anmeldelse om, at en mand iført militærtøj skabte utryghed i nærheden af en skole. Da skolens personale tog kontakt til manden, havde han ingen god forklaring på, hvad han lavede der. Han blev opfarende og skubbede til personalet, som tilkaldte politiet.
En patrulje kørte til skolen, hvor de anholdt en 38-årig mand fra lokalområdet. Han satte sig kraftigt til modværge under anholdelsen og måtte pacifiseres. Under anholdelsen sparkede han de to betjente, så de kom lettere til skade. Den 38-årige blev sigtet for vold, og blev taget med i detentionen, da han var spirituspåvirket. Han blev løsladt næste morgen, og blev tilbudt behandling i det psykiatriske system. Politiet følger i dag om med skolen, om der er behov for et tryghedsbesøg fra lokalpolitiet.
Arbejdsulykke - Hallas Allé, Kalundborg
Kl. 11.41 faldt en mand ned fra et loft på en byggeplads og slog. Faldet var på 2-3 meter, og han blev kørt til behandling på sygehuset. Politiet optog rapport om arbejdsulykken, og orienterede arbejdstilsynet. Den 30-årige mand pådrog sig nogle brud i faldet, men pådrog sig ikke livstruende skader.
Hashrygning på kirkegård - Anders Larsens vej, Holbæk
Kl. 12.25 lagde en patrulje lokalbetjente vejen forbi kirkegården ved Magrethe Kapellet, hvor flere borgere havde anmeldt mistænkelige aktiviteter og mulig narkosalg. Patruljen traf to unge mænd, som lugtede kraftigt af hash. De blev begge visiteret, og en lokal 15-årig dreng blev fundet i besiddelse af 0,4 gram skunk. Den anden havde intet på sig. De to blev bortvist fra stedet og bedt om ikke at vise sig der igen med den slags aktiviteter. Deres forældre blev orienteret om sagen.
Ældre udsat for bedrageri - Ringsted
Kl. 14.43 blev en 87-årig kvinde fra Ringsted snydt af falske bankfolk til at aflevere sig dankort og kode, som blev hentet på kvindens adresse af en dansktalende mand der beskrives som: rødhåret mand med lys hud og iført jeans med huller på knæene. Det lykkedes bedragerne at hæve knap 15.000 kr på kortet
Kl 15.33 fik politiet anmeldelse om, at en 90-årig kvinde i Ringsted var blevet kontaktet af sin "bank", der oplyste, at hendes konto var blevet hacket og at det derfor skulle afhentes. En mand var derefter mødt op hos kvinden og fået kort og kode, hvorefter der blev hævet 10.000 kroner. Manden beskrives som meget høj, lyshåret og iført vindjakke og hullede cowboybukser.
Færdselsuheld - Jyderupvej, Jyderup, Kalundborg
Kl 17.30 skete der et færdselsuheld, hvor en 35-årig mand fra Haslev i bil overhaler tre andre køretøjer men nåede ikke at gennemføre overhalingen og kolliderer med en modkørende ført af en 51-årig mand fra Slagelse-området. Den 51-årige var fastklemt i køretøjet, men blev ikke skønnet til at have livstruende skader. Begge mænd kørt til behandling på sygehuset.
Påvirket bilist i uheld - Skelvej, Karlslunde, Greve
Kl 18.42 ramte en personbil ført af en 18-årig ung mand fra Karlslunde ind i et plankeværk og derfra videre ind i en mur. Det viste sig, at den unge mand formentligt var påvirket af stoffer. Han blev sigtet og taget med til blodprøve. Desuden viste det sig, at han ikke havde kørekort. Ejeren af bilen kan se frem til at blive sigtet for at have overladt sin bil til person uden kørekort.
Uro ved arrest - Blegdammen, Køge
Kl 00.11 blev flere unge set fyre raketter ind over arresthuset. I alt syv personer var på stedet og de flygtede til fods mod Gymnasievej. Det lykkedes patruljerne at stoppe flere forpustede unge mennesker i området. To af dem, en 23-årig mand fra København og en 19-årig mand fra Amager, blev begge sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
Røveri ved station - Jernbanegade, Roskilde
Kl 02.43 blev en 21-årig mand fra Slagelse passet op i tunnelen under Roskilde Station af to ukendte drenge og en pige, som skubbede til ham og fratog ham hans adgangsarmbånd til en bar i området. Yderligere en dreng kom til stedet og de fire fik truet den 21-årige til at give sine cigaretter og snus fra sig og til efterfølgende at gå ind i kiosken og købe nogle øl til de truende unge, hvoraf den ene kvitterede med at kaste en dåseøl i ansigtet på den 21-årige. Politiet hører gerne fra eventuelle vidner.
Lørdag - søndag
Politiets båd på vandet
Lørdag var politiets båd på vandet for første gang denne sæson. Der blev sejlet ud fra Greve Marina og turen gik derfra over Bøgeskov, Køge og Mosede.
Der blev i alt kontrolleret 1 motorsejler, 5 sejlbåde, 2 speedbåde og tre motorbåde. Alle havde tingene i skønneste orden og ingen blev sigtet for noget.
Date blev til trusler - Oddervej, Køge
Kl 16.11 modtog politiet anmeldelse om, at en 22-årig mand havde skrevet sammen med en 18-årig ung kvinde på Snapchat og aftalt, at de skulle mødes og gå en tur på stierne ved Asgård Skole. Men kort efter at han havde mødt den unge kvinde, så blev han også opsøgt af 5-8 unge mænd, der kom ud af en busk - flere af dem havde vist, at de havde knive på sig. Den 22-årige løb dog fra stedet, men tabte undervejs sin mobiltelefon. De truende unge mænd beskrives alle som af anden etnisk herkomst end dansk, iklædt mørkt tøj og maskeret delvist med halsedisser el lignende. Politiet hører gerne fra folk, der har bemærket noget mistænkeligt i området.
Butikstyveri - Københavnsvej, Roskilde
Kl 18.04 kørte politiet til et supermarked, hvor personalet havde stoppet to mænd der havde stjålet fødevarer og undertøj. Der var tale om to rumænske mænd på 23 og 21 år med bopæl i Lejre-området. De blev sigtet og erkendte.
Sigtet for at tisse på gaden - Roskilde
Patruljerne der var tilstede i nattelivet i Roskilde lørdag aften sigtede en 24-årig mand fra Høje Taastrup, to 19-årige unge mænd fra Hvalsø samt en 19-årig ung mand fra Hedehusene for at tisse på gaden ved hhv Klostermuren, Algade og Jernbanegade. Det koster 1000 kroner i bøde.
Søndag - mandag
Færdselsuheld i vådt føre - Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl 13.10 mistede en 47-årig kvinde fra Roskilde herredømmet over sin bil, da hun var på vej ad motorvejen. I det våde føre akvaplanede bilen og havnede på tværs af den ene vognbane, hvor den blev ramt af en anden personbil ført af en 50-årig mand fra Holbæk. Alle involverede slap dog uden alvorlige personskader.
Kl 15.52 gik det galt igen, da en 64-årig mand fra Odsherred mistede herredømmet over sin bil på grund af vand på kørebanen og ramte ind i autoværnet. Han blev tilset af ambulancen men slap også fra uheldet uden alvorlige skader.
Butikstyveri - Ølbycenteret, Køge
Kl 17.28 blev politiet tilkaldt til et supermarked, hvor personalet havde tilbageholdt en 48-årig rumænsk mand. Han havde stjålet pålæg og havde derefter forsøgt at gå ud af nødudgangen. Manden blev sigtet og taget med på politistationen til videre sagsbehandling.
Påvirket bilist i uheld - Møllevej, Høng, Kalundborg
Kl 21.59 skete der et færdselsuheld, da 30-årig mand fra Høng i bil ramte et andet køretøj, der holdt parkeret langs vejen. En alkometertest viste, at den 30-årige var påvirket væsentligt over det tilladte og han blev derfor sigtet og taget med til udtagning af blodprøve. Der var samtidigt også mistanke om, at manden var påvirket af amfetamin og han blev derfor også sigtet for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer.
Påvirket bilist uden kørekort - Mosevænget, Ringsted
Kl 00.30 standsede politiet en 21-årig polsk mand, der kom kørende mod syd ad Nordre Ringvej. Det viste sig, at han ikke havde noget kørekort og desuden var der mistanke om, at han var påvirket af amfetamin, hvilket han erkendte. Manden taget med til blodprøve.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |