Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

29. december 2023 11:11

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 29. december 2023.

Fyrværkerityve fanget - Udenlandsk chauffør kørte vanvidskørsel i lastbil -. Mand sigtet for forsætlig brandstiftelse ved supermarked. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 28. december 2023 kl. 07.00 til 29. december 2023 kl. 07.00.


Døgnrapport

 Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Rosenvænget, Høng
Ventrupparken, Greve

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Flaskevejen, Høng

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:
Provstestræde, Roskilde
Tværager, Greve

 

 

OPFØLGNING

 

Fyrværkerityve fanget - Ventrupparken, Greve

Natten til torsdag blev begået et indbrud i en fyrværkericontainer ved et byggemarked i Greve, hvor der blev stjålet mange kasser fyrværkeri med en samlet mængde krudt på omkring 39 kg NEM (Netto Eksplosiv Mængde). Det blev anmeldt torsdag morgen, hvor en patrulje undersøgte stedet.

I en af kasserne med fyrværkeri var anbragt en GPS sender, så senere på dagen kom politiet kom på sporet af tyvene på Amager. På Kongelundsvejen i Kastrup stoppede Københavns Politi en bil med to unge mænd på 17 og 20 år fra Vestegnen. Bilen trak en trailer fyldt med fyrværkeri, og i bilen fandt politiet vinkelslibere, koben, boltsaks og handsker. De unge blev anholdt og taget med på politistationen i Roskilde, hvor de blev afhørt til sagen. Den 17-åriges mor og de sociale myndighede blev orienteret om sagen. Der blev ikke fundet grundlag for at fremstille de to sigtede i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, så de blev løsladt torsdag aften.

Men sagen mod de to unge mænd kommer ikke kun til at omhandle tyveri. Krudt som har forladt salgsstedet kan af sikkerhedsmæssige årsager ikke sælges, men skal destrueres. Derfor får de to unge mænd et erstatningskrav på op imod 30.000 kr for det stjålne krudt.

Derudover må privatpersoner højst køre med en NEM mængde krudt på 5 kg, som ellers skal transporteres som farligt gods. De to kørte uden tilladelse med en NEM mængde på ca. 39 kg og kan derfor også forvente en sigtelse for at overtræde reglerne om farligt gods, der giver en ganske klækkelig bøde. De sigtede vil senere høre mere fra politiet i sagen.

Vanvidskørsel i lastbil - Hallas Alle, Kalundborg

Kl. 13.13 var en lastbil ved en virksomhed i Kalundborg for at levere varer, men personalet på stedet mistænkte, at chaufføren var påvirket af spiritus og tilkaldte politiet. En patrulje blev sendt hurtigt til stedet, hvor det viste sig, at den 60-årig mand fra Rusland, som kørte lastbilen, havde en promille på langt over det tilladte.

En alkometertest viste et resultat over 2,0, så den 60-årige blev anholdt og sigtet for vanvidskørsel. Politiet sikrede den udenlandske lastbil til sagen, og den anholdte fik udtaget en blodprøve, som vil blive hasteundersøgt.

Fredag omkring middag forventes resultatet af blodprøven at foreligge, og den anholdte udenlandske mand vil kl. 13.00 blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden ser nu på muligheden for at konfiskere den leasede lastbil.

Unge sliktyve - Gymnasievej, Køge

Kl. 13.25 blev en patrulje sendt til et supermarked på Gymnasievej i Køge, hvor to piger var blevet stoppet med ærmerne fulde af slik, som de ikke havde betalt for. De to lokale piger på 15 og 16 år blev stoppet ved udgangen med to smoothies i et net og tyggegummi og chokolade, som de havde blev i jakkeærmerne. De blev sigtet for butikstyveri i foreningen for i alt 137,85 kr, og erkendte begge tyveriet. Deres forældre og de sociale myndigheder blev orienteret om sagen, og de vil senere modtage en bøde.

Larmende knallert stoppet - Holbækvej, Knabstrup, Mørkøv - Holbæk

Kl. 17.15 kørte to lokalbetjente i Knabstrup, da de passerede en meget larmende lille knallert. De stoppede knallertføreren, en 15-årig lokal knægt, som erkendte, at knallerten nok ikke var helt lovligt. På knallerten sad en trompetlignende udstødning, som larmede noget mere end det tilladte. Patruljen ringede til drengens forældre, som forsikrede, at de nok skulle sørge for, at sønnens knallert blev bragt i orden. Han slap i denne omgang med en påtale og besked om at trække hjem. Men fik også besked på, at traf de ham igen på knallerten i ulovlig stand, så ville der vanke bøder.

Mistænkelig brand i parkeret bil - Søvang, Jerslev Sj.- Kalundborg

Kl. 18.39 opstod brand i en parkeret bil, som var blevet efterladt af ejeren omkring kl. 15.15, da bilen var punkteret på vej hjem. Bilen holdt på rastepladsen ud for Store Fuglede i Jerslev, da en forbipasserende så den brændende bil og slog alarm.

Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det brændte kraftigt i bilen. Ilden blev slukket, men bilen udbrændte. Der var ingen naturlig forklaring på, at branden opstod. Bag i bilen blev fundet rester af fyrværkeri, men ejeren oplyste, at han ikke havde opbevaret fyrværkeri i bilen. Politiet undersøger nu sagen nærmere for at afklare, om branden var påsat.

Vidner så en ATV køre forbi kort før branden blev opdaget. Andre som har set en ATV i området eller personer/køretøjer på rastepladsen op til det brændte torsdag aften bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkobilister - Holbæk, Køge og Roskilde

Kl. 19.18 på Nykøbingvej i Mørkøv. En 41-årig man fra Fyn blev anholdt i en varebil, da en narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer.

Kl. 21.00 på Ringstedvej ud for Køge Gymnasium blev en 18-årig mand fra Jystrup stoppet sammen med tre unge mænd i bilen. Han blev testet positiv i en narkometertest, så han blev sigtet og anholdt. I bilen fandt patruljen desuden en hammer liggende i bilen, som ingen havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Den 18-årige blev sigtet for at overtræde våbenloven, og hammeren blev beslaglagt. Han erkendte sagerne.

Kl. 21.47 på Skovvejen i Regstrup stoppede en patrulje en 27-årig lokal kvinde, som i en narkometertest viste positiv for kokain. Hun blev sigtet og anholdt, for at få udtaget en blodprøve.

Kl. 00.40 blev en 20-årig mand fra Hedehusene anholdt og sigtet for narkokørsel på Store Valbyvej i Roskilde. Han kørte i en personbil mod syd ud for Store Valby, da han blev stoppet rutinemæssigt.

De anholdte blev alle løsladt efter at have afgivet en blodprøve. Nu afventer politiet resultatet, hvorefter de sigtede vil høre mere i deres sag.

Brand ved supermarked - Rådhusstræde, Køge

Kl. 01.43 kørte politi og brandvæsen til en brand ved vareindleveringen til et supermarked, som er beliggende i P-huset ved Rådhusstræde i Køge. Det brændte kraftigt i P-husets loft og i nogle komprimerede papkasser, som stod på stedet. Brandvæsnet fik kontrol over ilden, som blev slukket før det spredte sig yderligere.

Politiet traf på stedet en 50-årig mand fra Valby, som opholdt sig i P-huset. Undersøgelsen af stedet og overvågningen fra området viste tegn på, at branden kunne være påsat, og politiet mistænkte, at den 50-årige stod bag. Han blev anholdt og sigtet for brandstiftelse, men blev indlagt til behandling på sygehuset. Den 50-årige kom ikke noget alvorligt til ved branden, og når det er muligt, vil han blive afhørt til sagen. Det vil senere blive afgjort, om der er grundlag for at fremstille en anholdte mand i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

27. marts 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi uddrag af døgnrapporten den 27. marts 2026

Vidner søges: 43-årig mand sigtes for flere sager om umotiveret vold - Mand anholdt for knivstikkeri efter konflikt på uddannelsesinstitution. Læs døgnrapporten.

26. marts 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 26. marts 2026

Brand i butik måske påsat, kvinde sigtet for vold mod politiet og kitesurfer i problemer - læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 25. marts 2026 kl. 07.00 til 26. marts 2026 kl. 07.00.

25. marts 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. marts 2026

Flere mindreårige butikstyve stoppet, fasan fik knallert til at vælte og dreng stoppet på ulovlig el-cykel - læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. marts 2026 kl. 07.00 til 25. marts 2026 kl. 07.00.