Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 3. januar 2024.
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 2. januar 2024 kl. 07.00 til 3. januar 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Kærup Parkvej, Ringsted
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Mosede Engvej, Greve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Bjergmarken, Holbæk
Anmeldelser i relationer til vejrsituationen i politikredsen
Vejret har i løbet af natten og de tidlige morgentimer onsdag givet anledning til forskellige anmeldelser om væltede træer og vejskilte, oversvømmede veje og vandløb med forhøjet vandstand. Anmeldelserne fordeler sig således ifølge en opgørelse onsdag morgen:
Roskilde: stor gren på Gammel Darupvej og væltet træ på Koldekildevej og Ringstedvej.
Køge: oversvømmelse på Blegdammen, Køge, og Hestehavevej, Lille-Skensved, tre anmeldelser om væltede træer og et væltet skilt.
Stevns: anmeldelser om et væltet træ på Skovvejen, Skrosbjergvej og Hellestedvej samt spærring af Tingvej, Hårlev, pga. oversvømmelse i vandløb
Ringsted: anmeldelser om væltede træer på Kastrupvej, Skjoldenæsvej og Hejdesvej.
Kalundborg: forhøjet vandstand i Kærby å.
Odsherred: væltet træ på Skaverupvej, Nørre-Asmindrup.
Politiet får løbende anmeldelser, men har i løbet af natten og morgenen ikke modtaget oplysninger om, at nogen skulle være kommet til skade som følge af vejret.
Kommuner og de lokale redningsberedskaber er i dialog med politiet om vejrsituationen og om de opgaver, som vejret giver anledning til.
Forsøg på røverisk overfald - Elmegade, Kalundborg
Kl. 11.54 anmeldte en 68-årig kvinde fra Kalundborg, at hun kl. ca. 11.30 ved en pengehæveautomat på Elmegade i Kalundborg var blevet forsøgt frarøvet nogle penge, som hun netop havde hævet i pengeautomaten.
Da hun tog pengene fra pengeautomaten, forsøgte en fremmed mand bagfra at tage pengene fra hende. Den 68-årige forhindrede manden i at få fat i pengene, som hun gemte foran sig, samtidig med at hun krummede sig sammen.
Den fremmed mand opgav og flygtede til fods i retning mod et nærliggende supermarked og med den 68-årige råbende bagefter i et forsøg på at få standset manden. Et vidne forsøgte også kortvarigt at forfølge manden, men forgæves, idet han forsvandt i området.
Den fremmede mand blev beskrevet som 18-20 år, østeuropæisk af udseende, 165-170 cm høj, almindelig af bygning, sort kort hår, iført sort/grå trøje med hætte og mørke bukser.
Den 68-årige bemærkede under forfølgelsen af den mistænkte mand, at også to andre mænd, der havde opholdt sig i nærheden, skyndsomt forsvandt fra området.
Politiet har optaget rapport om forsøg på et røverisk overfald på den 68-årige ved pengeautomaten og forsøger nu at få identificeret manden, der forsøgte at tage hendes penge. Desuden vil politiet også gerne have identificeret de to øvrige mænd, der ifølge den 68-årige også var østeuropæiske af udseende, for at få afklaret årsagen til deres tilstedeværelse i området og efterfølgende flugt.
Overvågning i området vil naturligt indgå i politiets efterforskning, men politiet vil også gerne høre fra personer, der måtte have set de tre personer i området i tiden omkring kl. ca. 11.30. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Narkokørsel - Rosen, Holbæk
Kl. 14.30 sigtede politiet en 19-årig mand fra Holbæk for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Rosen i Holbæk. Baggrunden for sigtelsen var en rutinemæssig narkometertest, der gav udslag for påvirkning af cannabis under kørslen.
Den 19-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han hører nærmere fra politiet om sagens videre forløb, når analyseerklæringen foreligger.
Færdselsuheld - Ringstedgade, Roskilde
Kl. 15.40 fik politiet den første henvendelse om en varebil, hvis fører dels havde kørt mod ensretningen i Ringstedgade, dels havde ramt et par vejskilte, inden bilisten efter en kort samtale med et vidne havde fortsat kørslen i ukendt retning.
Kort efter fik politiet endnu en henvendelse om samme varebil, der var standset uhensigtsmæssigt på Boserupvej, så øvrige trafikanters passager forbi var besværliggjort.
På Boserupvej fik politiet kontakt til varebilen, der var blevet ført hertil af en 77-årig mand fra Nordsjælland. Tilkaldt ambulancepersonale undersøgte den 77-årige, som var uskadt efter påkørslen af vejskiltene i Ringstedgade, men han blev alligevel kørt til rutinemæssig kontrol på skadestuen på grund af mulig ildebefindende.
Ingen øvrige trafikanter blev impliceret i uheld i forbindelse med den 77-åriges kørsel i Roskilde by. Politiet har underrettet hans pårørende om anmeldelserne, så de efterfølgende kan tage sig af ham.
Færdselsuheld - Køgevej, Ringsted
Kl. 17.11 fik politiet en anmeldelse fra en 51-årig mand fra Ringsted, der kl. ca. 16.50 havde været impliceret i et færdselsuheld på Køgevej i Ringsted.
Den 51-årige var i en personbil kørt ad Køgevej i østlig retning, da en modkørende personbil havde strejfet hans bil, så venstre sidespejl var brækket af, ligesom bilen fik ridser på venstre side.
Modparten fortsatte sin kørsel uden at standse, men ud fra videoovervågning fik politiet identificeret flugtbilisten som kørende i en personbil, der var meldt stjålet fra Haslev tidligere på eftermiddagen.
Politiet har optaget rapport om færdselsuheldet i et forsøg på at få identificeret føreren i den stjålne bil.
Brand i papirer - Ejbovej, Bjæverskov - Køge
Kl. 18.01 rykkede politiet ud til et bosted, hvor der havde været en mindre brand i nogle papirer på et bord. Branden i papirerne var blevet slukket, så der ikke var sket nogen nævneværdig skade.
Politiet undersøgte omstændighederne nærmere og fik klarlagt, at en 41-årig mandlig beboer tilsyneladende havde været uforsigtig i forbindelse med cigaretrygning. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Lov om euforiserende stoffer - Centervej/Fuglevænget, Høng - Kalundborg
Kl. 20.45 henvendte en patrulje sig til en ung mand, der opholdt sig ved et supermarked i nærheden af Høng Centret.
Da politiet kunne konstatere, at den unge mand var påvirket af euforiserende stoffer, ønskede politiet at foretage en nærmere kontrol af ham for at få afklaret, hvorvidt han havde narkotika på sig.
Ved starten af visitationen flygtede den unge mand i løb fra stedet, men med politiet bagefter indtil Fuglevænget, hvor politiet fik ham standset og frihedsberøvet kortvarigt. Kort forinden havde han smidt noget ind under en parkeret bil, hvilket viste sig at være knap fire gram kokain i flere små poser.
Den unge mand blev identificeret som en 17-årig fra Slagelse, der fik beslaglagt kokainen i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Hans værge blev efterfølgende underrettet om sagen, ligesom de sociale myndigheder også vil blive underrettet om sigtelsen mod ham.
Narkokørsel - Over Bølgen, Greve
Kl. 22.37 blev en 34-årig mand fra Køge anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Over Bølgen i Greve og med tre mandlige passagerer i.
Politiet mistænkte føreren for at være påvirket af kokain under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse. Hverken føreren eller de tre passagerer blev ved en yderligere kontrol fundet i besiddelse af ulovlige stoffer.
Samme mand bortvist to gange - Køge
Kl. 00.54 måtte politiet første gang bortvise en 43-årig mand uden fast bopæl i Køge, idet DSB havde besvær med at få en sovende og spirituspåvirket mand ud af et S-tog på Køge station.
Politiet bortviste manden, som politiet i flere andre sammenhænge er stødt på tidligere. Han blev ikke sigtet for noget og henvist til at finde et andet sted at tilbringe natten.
Kl. 02.17 måtte politiet så rykke ud til en tankstation på Vordingborgvej i Køge, efter at personalet havde fået problemer med en mand, der optrådte aggressivt og råbende, ligesom han forsøgte at åbne forskellige varer i butikken.
Politiet kunne straks konstatere, at der var tale om samme 43-årige mand, som uden problemer blev bortvist fra stedet. Tankstationens personale ville efterfølgende kontrollere overvågningsmaterialet for at afgøre, om der var grundlag for at anmelde manden for tyveri af noget fra butikken under hans uønskede ophold på stedet.
Narkokørsel mv. - Høm Møllevej, Høm, Ringsted
Kl. 01.00 standsede politiet en varebil på Høm Møllevej i nærheden af en tankstation med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Bag rattet sad en 27-årig mand fra Haslev, der havde en 26-årig mad fra Ringsted med som passager. Begge blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer, så føreren blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i bilen.
Passageren blev også kontrolleret nærmere for narkotika og fundet i besiddelse af en pose med knap et gram kokain, som blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 26-årige var ejer af varebilen, som politiet også undersøgte nærmere og i den forbindelse fandt to nummerplader, der var meldt stjålne fra to forskellige trailere. Endvidere fandt politiet et stålrør, der kunne anvendes som et slagvåben, så bilejeren blev yderligere sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen og tyveri af nummerpladerne.
Politiet løslod den 26-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforisende stoffer, så han forvente at høre nærmere om sagernes videre forløb, når analyseerklæringen foreligger. Også den 27-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når hans sag skal afgøres særskilt.
Knivlov og lov om euforiserende stoffer - Anders Plougs Alle, Greve
Kl. 01.05 bemærkede en patrulje under standsningen af en personbil på Anders Plougs Alle i Greve, at noget blev smidt ud af bilen, inden politiet efterfølgende fik kontakt til to mænd i bilen.
Føreren var en 18-årig mand fra Taastrup, der havde en 18-årig mand fra Greve med som passager. De blev begge blev kortvarigt frihedsberøvet i forbindelse med efterforskning i sagen, da det bortkastede viste sig at være sammenrullede poser, der indeholdt fem gram kokain.
Begge mænd blev sigtet for at være i ulovlig besiddelse af kokainen, som politiet mistænkte dem for at besidde med henblik på videresalg.
Ved ransagning af bilen fandt politiet en enhåndbetjent kniv, som den 18-årige fra Greve blev sigtet for at være i ulovlig besiddelse af.
Begge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne efter færdigefterforsket og skal strafferetligt afgøres.
Bus i grøften - Frederiksborgvej, Jyllinge - Roskilde
Kl. 05.40 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom borger, der havde set en offentlig bus ligge i grøften på Frederiksborgvej lidt syd for brandstationen ved Jyllinge.
En patrulje kørte til stedet og kunne konstatere, at der hverken var en chauffør eller passagerer i bussen. Der var ingen indikationer på, at nogen var kommet til skade, eller at andre trafikanter havde været involveret i et færdselsuheld med bussen.
Politiet havde ikke nogen oplysninger om bussen i forvejen og underrettede derfor trafikselskabet Movia om bussens placering, så den kunne blive bjærget på et senere tidspunkt. For at undgå yderligere bekymringer hos forbikørende trafikanter afmærkede politiet bussen med såkaldt polititape.
|
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
| Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |