Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

9. februar 2026 08:39

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 9. februar 2026

Gerningsmand til stenkast identificeret, flere brande og politiet rykkede ud til anmeldelse om mand med pistol.

Døgnrapport

Læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 6. februar 2026 kl. 07.00 til 9. februar 2026 kl. 07.00.

 

Døgnets weekendens vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Hundige Strandvej, Greve
Bakkekammen, Holbæk
Søsvinget, Køge
Benløseparken, Ringsted
Klokkehøjen, Ringsted

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Lydmuren, Roskilde
Solrød Strandvej, Solrød Strand

Fredag-lørdag

Påvirket bilist i uheld - Roskildevej, Ringsted

Kl 17.14 skete der et færdselsuheld, da en personbil ført af en 48-årig mand fra Lejre påkørte en anden personbil ført af en 22-årig mand fra Roskilde, der kom kørende ad Nebsmøllevej. Der skete ingen personskade, men patruljen vurderede, at den 48-årige var påvirket af alkohol, hvilket en alkometertest bekræftede. Han blev derfor taget med til udtagning af blodprøve.

Eftersøgning af mulig nødstedt - Grevingevej, Gislinge, Holbæk

Kl 18.18 anmeldte en kvinde, at hun mente at have hørt en mand ude på marken råbe om hjælp. Hun havde selv forsøgt at se efter personer ude på marken men uden at kunne finde nogen. Politiet afsøgte området ved hjælp af hunde og en drone blev tilkaldt fra brandvæsnet. Det lykkedes ikke at finde nogle personer, der havde brug for hjælp.

Lattergas i bil - Rådhusstræde, Køge

Kl 02.22 standsede politiet en personbil, der holdt parkeret med en 20-årig mand fra Stevns bag rattet. I bilen blev fundet to fyldte lattergasflasker og i midterkonsollen lå yderligere en flaske med påsat mundstykke. Flaskerne blev ikke opbevaret som foreskrevet, når der er tale om transport af trykflasker. Desuden blev føreren sigtet for at have ført bil i påvirket tilstand, hvilket han erkendte.

Opfølgning - gerningsmand til stenkast identificeret

Fredag lykkedes det at identificere en 14-årig dreng fra Roskilde, som kunne mistænkes for at stå bag de fire tilfælde af stenkast mod et trossamfund på Maglehøjen. Under afhøringen erkendte drengen, at det var ham, der havde kastet stenene. De sociale myndigheder blev underrettet og deltog i afhøringen af ham.

Lørdag-søndag

Brand i gård - Næsby Gade, Orø

Kl 11.32 kom der melding om brand i en stråtækt gård på Orø. Politi, brand og ambulance sendt mod øen. Alle personer var kommet ud af bygningen. Det viste sig, at være et pillefyr, der havde udviklet kraftig røg. Der havde ikke været brand og var ikke sket nogle skader på bygningen.

Butikstyveri - Klosterparks Alle, Ringsted

Kl 17.48 anmeldte en butik, at der netop var blevet stjålet en jakke fra butikken. Tyven selv løb fra stedet, men personalet fik tilbageholdt en mand, der havde været i følgeskab med ham. Politiet afhørte den tilbageholdte, som der dog ikke umiddelbart var grundlag for at sigte for tyveriforholdet. 
Ud fra de oplysninger, som politiet havde i sagen, lykkedes det senere en patrulje at standse en bil på Nordre Ringvej, som kunne sættes i forbindelse med tyveriet. I bilen sad foruden den mand, som vagterne havde stoppet, også fire andre personer. Jakken blev dog ikke fundet. Til gengæld lå der i bilen en pose med t-shirts og shorts, som det viste sig var stjålet fra en anden outlet-butik. Politiet arbejder nu videre med sagen for at se, om nogle af de fem personer i bilen kan sigtes for det tyveri.

Brand i bil - Ølbycenter, Køge

Kl 23.32 udbrændte en bil på parkeringspladsen ved Ølbycenteret. Politiet afsøgte området for eventuelle spor. Umiddelbart kan det ikke fastlægges, hvorfor bilen brød i brand. Politiets brandefterforskere skal nu undersøge sagen nærmere. Politiet hører gerne fra vidner, der har bemærket noget mistænkeligt.

Salg af stoffer - Anlægsvej, Ringsted

Kl 01.22 bemærkede en patrulje to mænd, som mødtes kort og derefter gik i hver sin retning. Politiet visiterede den ene af dem, en 16-årig dreng fra Ringsted, og det viste sig, at han havde 50 gram hash og lidt kontanter på sig. Han var dagen før også blevet stoppet af patruljen og sigtet for at have et enkelt gram hash på sig. 
Derfor blev der ransaget hjemme hos ham, hvor der blev fundet yderligere et par gram hash og flere kontanter samt en digitalvægt. De sociale myndigheder blev efterfølgende orienteret.

Søndag-mandag

Brand i tagkonstruktion - Tranevej, Kirke-Hyllinge - Lejre

Kl. 09.11 modtog politiet en anmeldelse om en brand, der menes at være startet i en brændeovn, som havde været tændt. Anmelderen, en 35-årig kvinde, havde været væk fra den tændte brændeovn fra kl. 07-09 og da kvinden kom retur til adressen, var huset fyldt med sort røg. Branden havde givet omfattende skader på taget, som skal fjernes på grund af nedstyrtningsfare. Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden. Politiets brandefterforskere skal undersøge stedet, for at fastslå brandårsagen.

Anmeldelse om mand med pistol - Over Bølgen, Greve

Kl. 14.40 anmeldte en borger, som befandt sig på en parkeringsplads ved Waves, at en mand havde tabt en pistollignende genstand på asfalten på parkeringspladsen, som manden havde samlet op og taget i en inderlomme, hvorefter manden gik ind i storcentret. Da anmeldelsen gik på en muligt bevæbnet mand, mødte politiet talstærkt op ved storcentret. Politiets efterforskning ledte frem til en bil, som kunne sættes i forbindelse med manden på parkeringspladsen. Denne bil blev standset i København, hvor der befandt sig fire personer i bilen. Den omtalte pistol viste sig at være en lovlig softgun. Politiet fandt ikke nogen ulovlige våben i bilen.

Blodspor i sneen viste sig at være noget helt andet - Græsgangen, Benløse, Ringsted

Kl. 16.05 anmeldte en borger, at der var blodspor i sneen foran et hus og anmelderen, en 39-årig mand kunne ikke komme i kontakt med nogen indenfor i huset. En patrulje kom frem til stedet for at undersøge sagen nærmere. De fik kontakt til den kvindelige beboer på adressen. Det viste sig, at de røde pletter i sneen stammede fra nogle bær, som var blevet spist af nogle dyr. Patruljen kørte derfor videre til andre opgaver.

 

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

6. februar 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. januar 2026

Narkofund på bosted - Frækt tricktyveri af cigaretter - Flere mindre uheld i snevejret.

5. februar 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 5. februar 2026

Hash fundet ved idrætscenter og en bilist sigtet for vanvidskørsel - læs uddraget af døgnets hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 4. februar 2026 kl. 07.00 til 5. februar 2026 kl. 07.00.

4. februar 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 4. februar 2026

Mistænkt hashsælger ville løbe fra politiet, butikstyveri blev til røveri og flere påvirkede bilister uden kørekort stoppet - læs døgnrapporten. Læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 3. februar 2026 kl. 07.00 til 4. februar 2026 kl. 07.00.