Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporterne den 16. oktober 2023.
Læs uddraget af de seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 13. oktober 2023 kl. 07.00 til 16. oktober 2023 kl. 07.00.
Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Søndre Ringvej, Roskilde
Hovedvejen, Nye Glim, Roskilde
Gymnaisevej, Køge
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Åbakken, Ågerup, Roskilde
Granhytterne, Greve
Elmkær, Hørve
Kløverdalen, Roskilde
Bøgevænget, Solrød Strand
Lærkebakken, Kalundborg
Hasselvænget, Solrød Strand
Troldmands Alle, Karlstrup, Solrød Strand (2 anmeldelser)
Trylleskov Alle, Karlstrup, Solrød Strand
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Nakke Kirkevej, Rørvig
Klitholmen, Hønsinge Lyng, Vig
Bøsserup Mark, Bøsserup, Nykøbing Sj.
Gyvelvænget, Rørvig
Henriettevej, Gudmindrup Lyng, Højby Sj. (forsøg)
Ved Voldene, Ellinge Lyng, Vig
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Morbærhegnet, Greve
Klosterparkvej, Kalundborg (forsøg)
Fr. Andersensvej, Kalundborg
Klosterengen, Kalundborg (2 anmeldelser)
Biotekparken, Kalundborg
Klosterkrogen, Kalundborg
Snekkevej, Nykøbing Sj.
Tyveri eller forsøg herpå fra seks personbiler – Kalundborg
Seks bilejere har i løbet af weekenden anmeldt, at der har været tyveri eller forsøg herpå fra deres personbiler, som har været parkeret forskellige steder i Kalundborg.
I løbet af natten mellem fredag og lørdag gik det ud over to biler på hhv. Klosterparkvej og Fr. Andersensvej, og natten mellem lørdag og søndag var biler henstillet på Klosterengen og Biotekparken udsat for tyverier. Natten mellem søndag og mandag gik det ud over en bil, der var henstillet på Klosterkrogen i Kalundborg.
Fælles for alle tyverierne og forsøg herpå er, at en bag- eller siderude er blevet knust for at få adgang til bilernes kabine, hvorfra tyven(e) har stjålet betalingskort, personlige dokumenter, kontanter samt drikke- og madvarer.
Politiet har optaget rapport om de anmeldte tyverier og vil i den forbindelse gerne i kontakt med personer, der måtte have set eller hørt noget usædvanligt på de anførte veje de pågældende nætter. Endvidere opfordres indehavere af privat videoovervågning til at kontrollere, hvorvidt nogen i løbet af weekenden kan have haft fremmede personer inde på privat grund f.eks. i nærheden af et køretøj. Oplysninger i sagerne kan gives til politiet på tlf. 114.
Gode råd fra politiet om at forhindre tyveri fra bilen
Midt- og Vestsjællands Politi har nogle gode råd til, hvad du selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra din bil:
• Fjern alt af værdi fra kabinen, dette gælder radio/CD-afspiller – GPS – Fladskærme – computere m.v. samt tøj – tasker – indkøbte gaver – bæreposer m.v.
• Læg tingene i bagagerummet, hvis det er muligt.
• Åbn eventuelt handskerummet og andre gemmer bag låger, så man kan se, at der ikke ligger værdier i bilen.
• Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.
Fredag – lørdag:
Bilister kørte for stærkt – Blakledsvej, Hvalsø, Lejre.
Kl 10.57 var færdselspolitiet på kontrol og målte en 44-årig mand fra Roskilde til at køre med 84 km/t i en byzone. Kl 11.14 var det en 54-årig mand fra Roskilde, der kom kørende ligeledes med 84 km/t samme sted. Og otte minutter senere var det en 51-årig mand fra Hvalsø, der med lasermåler blev dokumenteret til at køre 86 km/t på strækningen. Alle tre står nu til en frakendelse af kørekortet.
Hastighedsovertrædelse – Køgevej, Ringsted
Kl 14.43 var færdselspolitiet taget forbi Ringsted og med laser blev en 59-årig kvinde fra Middelfart målt til at køre 85 km/t i en byzone. Hun står nu til en frakendelse af kørekortet.
Narkofund – Jernbaneplads, Holbæk
Kl 16.00 standsede en patrulje en 17-årig ung mand fra Faxe Kommune. Ved en visitation af ham, viste det sig, at han var i besiddelse af 48 ecstasypiller og 41 gram cannabis fordelt i pølsemandsposer klargjort til slag samt to joints. Desuden var han udstyret med to knive, herunder en med bladlængde på 23 cm. Han blev derfor sigtet for både lov om euforiserende stoffer og knivloven.
Kraftigt blæsevejr – Østre Havnevej, Kalundborg
Kl 16.12 fik politiet melding om, at en mobilkran var væltet hen over vejen på grund af de kraftige vindstød. Den havde lagt sig ind over et hegn til havneområdet. Ejeren af kranen gik med det samme i gang med at rydde op og få kranen rejst igen.
Færdselsuheld – Holbækvej, Vig, Odsherred
Kl 20.23 skete der et færdselsuheld, da en 20-årig mand fra Odsherred af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen, der kom over i modgående vejbane, hen over et fortov for til sidst at køre igennem en hæk og ind i en have, hvor den rullede rundt og havnede på taget. Føreren var uskadt og han erkendte over for politiet, at han forud for uheldet havde drukket alkohol og taget kokain og at han i øvrigt ikke havde noget kørekort. Bilen var meldt stjålet og den 20-årige erkendte, at det vidste han godt, men at han havde lånt den af en anden mand og ikke selv havde stjålet den.
Vold i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde
Kl 02.11 blev det anmeldt, at en 18-årig ung mand fra Greve havde været skyld i noget tumult på en bar og havde overfaldet en dørmand på stedet. Vagterne på stedet havde tilbageholdt den berusede unge mand, indtil politiet kunne komme og overtage ham. Gennem afhøringer blev det klarlagt, at den 18-årige havde været i slagsmål med en 20-årig mand Roskilde ude foran baren og givet ham to slag i hhv maven og ansigtet. Den 18-årige blev i forbindelse med afhøringen sigtet for vold.
Lørdag – søndag:
Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Tureby – Køge
Kl. 09.31 var en bilist forulykket i det sydgående spor på Sydmotorvejen ca. 1 km. før afkørsel 34 Herfølge, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.
Det viste sig, at en 40-årig kvinde fra Måløv som fører af en personbil i sydlig retning ad Sydmotorvejen ville rette på et barns position på forsædet. Herunder mistede hun kontrollen over bilen, så bilen ramte autoværnet i højre side af vejen.
Både føreren, barnet på forsædet, endnu et barn og en voksen passager blev tilset af ambulancepersonalet, men ingen havde pådraget sig behandlingskrævende skader.
En skiltevogn afspærrede uheldsstedet frem til kl. ca. 10.30, hvor der var blevet ryddet op, men med kødannelse inden da. De fire personer i den forulykkede bil fik anden transportmulighed væk fra uheldsstedet.
Narkobilist med narko – Holbækvej, Haraldsted, Ringsted
Kl. 16.58 sigtede politiet en 38-årig mand fra Høng for kørsel i narkopåvirket tilstand i en personbil, som han førte ad Holbækvej i nordlig retning ved Haraldsted.
Politiet kunne nemlig mistænke ham for at være påvirket under kørslen, hvorfor han blev anholdt i forbindelse med sigtelsen. Ved den efterfølgende undersøgelse af bl.a. hans effekter fandt politiet ham i besiddelse af godt ni gram amfetamin, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 38-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev herefter løsladt af politiet, der vil underrette ham om, hvad analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve viser.
Brand i lejlighed – Konsul Beyers Alle, Holbæk
Kl. 17.31 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en lejlighed, hvor der var udbrudt brand i en microbølgeovn.
Både brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at der ikke var anden skade end en brandskadet microbølgeovn, så politiet foretog sig ikke yderligere i sagen, idet den 98-årige kvindelige beboer ikke var kommet noget til.
Butikstyve vendte retur – Klosterparks Alle, Ringsted
Kl. 17.55 henvendte personalet i en sportsbutik i outletcentret sig til politiet og oplyste, at to mænd, der tidligere på eftermiddagen havde stjålet ni par sko fra forretningen, nu var vendt retur.
De to mistænkte blev med assistance fra en centervagt tilbageholdt og senere overgivet til politiet, der kunne anholde to mænd på 28 og 31 år fra Rumænien. De var dog ikke længere var i besiddelse af de stjålne sko.
De to anholdte kunne ifølge butikkens videoovervågning mistænkes for tyveri af ni par sko til en samlet værdi af godt 4.700 kr. De havde tidligere på eftermiddagen formået at gemme skoene i deres tøj, da de forlod forretningen uden at betale for skoene. Personalet opdagede først senere tyveriet på grund af mange tomme skoæsker og slog alarm, da de to mistænkte vendte retur.
Politiet sigtede de to rumænere for butikstyveri og fik deres sag afgjort straks, men de to rumænere forblev i politiets varetægt, idet deres sag er blevet forelagt Udlændingestyrelsen til en administrativ afgørelse af, hvorvidt de skal udsendes af Danmark med et indrejseforbud.
Spirituskørsel – Bytoften, Grevinge – Odsherred
Kl. 18.11 blev en 62-årig mand fra Grevinge anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i den personbil, som han førte ad Bytoften i Grevinge.
Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev herefter løsladt, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Vold mellem trafikanter – Stationscentret, Roskilde
Kl. 20.01 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist havde overfaldet en anden bilist på vej hen til en parkeringsplads ved et supermarked i Stationscentret i Roskilde. Den voldelige bilist var efterfølgende kørt fra stedet og havde i den forbindelse ramt offerets bil.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 56-årig mand fra Roskilde, som havde tydelige skader i ansigtet efter volden. Han oplyste at være blevet ramt af flere knytnæveslag, da han var stået ud af sin bil, fordi bilisten bag ham havde dyttet. Bilisten bagved var også stået ud og havde pludselig slået ham i ansigtet, inden den voldelige bilist kørte fra stedet.
Kort ankom den pågældende retur til stedet, så politiet kunne foretage anholdelse af en spirituspåvirket, 39-årig mand fra Roskilde som mistænkt for volden mod den anden bilist.
Den 39-årige blev tillige sigtet for spirituskørsel i sin bil, som politiet også fandt efterladt i området ved supermarkedet, og som han mistænktes for at have påkørt offerets bil med.
Politiet løslod den 39-årige efter afhøring til sagerne, og den forurettede blev vejledt om at tage på skadestuen for at få dokumenteret skaderne som følge af overfaldet.
Narkokørsel – Unionsvej, Køge
Kl. 21.16 sigtede politiet en 33-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Unionsvej i Køge. Narkometertesten havde nemlig givet udslag for påvirkning både af kokain og cannabis.
Den 33-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Forsamling havde ulovlige effekter – Gersagerparken, Greve
Kl. 21.47 bemærkede en patrulje en gruppe på fem mænd stå uden for en opgang i Gersagerparken. Da politiet henvendte sig til dem, var der en kraftig lugt af hash, hvorfor politiet undersøgte, om de fem mænd måtte have ulovlige effekter på sig.
En 20-årig mand fra Glostrup havde godt seks gram hash på sig, en 19-årig mand fra Greve var i besiddelse af både en springkniv og et halvt gram kokain, mens en 22-årig mand fra København SV havde en ulovlige foldekniv på sig.
De ulovlige effekter blev beslaglagt som beviser i sager om overtrædelse af knivloven og lov om euforiserende stoffer.
To mænd på 19 og 26 år fra Københavns vestegn havde ikke noget ulovligt på sig og blev derfor ikke sigtet for noget.
Vold mod dørmænd – Havnen, Køge
Kl. 03.01 rykkede politiet ud til en restauration på Havnen i Køge, efter at to dørmænd havde været i konfrontation med nogle gæster, som skulle bortvises fra stedet.
Politiet fik ved restaurationen kontakt til de to dørmænd på 26 og 31 år, der i fællesskab havde arbejde med at bortvise en gruppe af gæster. Herunder var de begge blevet slået i ansigtet og på kroppen med knytnæveslag af personer i den gruppe, der skulle bortvises.
Gruppen af de bortviste var nu væk fra restaurationen, men hændelsesforløbet blev klarlagt via videoovervågningsmateriale, så de mistænkte voldelig mænd kunne udpeges.
Den bortviste gruppe gemte sig i en baggård ikke så langt væk, så politiet fandt dem og fik iblandt de tilstedeværende anholdt en 38-årig mand fra Køge som en af de voldelige mænd.
Den 38-årige blev sigtet for vold og løsladt efter forsøg på afhøring til sagen, idet han ikke ønskede at udtale sig.
Politiet har ud fra overvågningsmaterialet mistanke om, at endnu en mand kan mistænkes for at have en rolle i overfaldet på de to dørmænd. Han forsøges nu identificeret under den videre efterforskning i sagen, idet han ikke var iblandt den gruppe personer, som politiet fandt i baggården.
Søndag – mandag:
Uønskede passagerer i toget – Ringsted
Kl. 07.25 ønskede DSB assistance fra politiet til både at identificere og efterfølgende bortvise to mænd, der ikke havde noget billet og i øvrigt ikke ville oplyse deres identitet. Den ene havde endvidere været lidt truende over for DSB-personalet.
Ved togets ankomst til Ringsted station fik politiet kontakt til en 24-årig mand fra Midtjylland og en 42-årig mand uden fast bopæl i København. Deres identiteter blev videregivet til DSB med henblik på udstedelse af kontrolafgifter, hvorefter politiet bortviste dem fra toget.
Politiet havde dog et mellemværende med den 42-årige, som var efterlyst af Københavns Politi til afhøring i en sag. Afhøringen af ham blev klaret på stedet, hvorefter han fik lov at gå.
Ingen af de to mænd blev sigtet for noget i anledning af adfærden over for DSB-personalet.
Færdselsuheld – Strandvejen, Strøby – Stevns
Kl. 09.14 var en bilist forulykket i en kurve på Strandvejen, så bilen var kørt ind på en privat grund.
Det viste sig, at en 72-årig mand fra Strøby under kørsel ad Strandvejen i sydvestlig retning af ukendte årsager havde mistet kontrollen over sin personbil, så han påkørte en hæk og et træhegn, inden han fik bilen standset ind på en privat grund.
Den 72-årige havde fået nogle mindre knubs, men pårørende afhentede ham på uheldsstedet, hvorfra hans bil senere blev afhentet af et bugseringsselskab.
Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.
Spiritus-/narkokørsel – Kordilgade, Kalundborg
Kl. 10.32 begyndte politiet at lede efter en bilist, hvis slingrende og usikre kørsel havde fået andre til at kontakte politiet herom.
Politiet fik kontakt til den anmeldte bilist i Kordil, hvor en 24-årig mand fra Kalundborg som fører af en personbil blev standset med henblik på rutinemæssig kontrol af ham og køretøjet.
Den 24-årige kunne mistænkes for at være påvirket både af alkohol og narkotika under kørslen, så han blev i forbindelse med sigtelser for både spiritus- og narkokørsel kortvarigt anholdt med henblik på udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer. Når analyseerklæringerne foreligger, vil han høre nærmere fra politiet om sagens videre forløb.
Køretøj fundet i kanal – Næsholmvej, Asnæs - Odsherred
Kl. 10.55 iværksatte politiet en redningsaktion med baggrund i en anmeldelse fra en lystfisker om, at der lå et mindre køretøj i Nordkanalen tæt på Næsholmvej.
Politiet fik udpeget stedet, hvor en kabinescooter – tuktuk-knallert – lå i kanalen, så det lokaleredningsberedskab fik efterfølgende reddet køretøjet op.
Der var ingen personer i køretøjet, og der var heller ingen indikationer på, at nogen havde været i køretøjet, da det var kørt ud i kanalen.
Politiet forsøger nu at finde frem til ejeren af knallerten for at få en forklaring på, hvorfor køretøjet befandt sig i kanalen.
Færdselsuheld – Værftsvej/Københavnsvej/Lyngvej, Køge
Kl. 16.45 fik politiet via alarm 112 melding om, at to personbiler var stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Værftsvej – Københavnsvej – Lyngvej, hvorfor politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere.
Ingen var kommet til skade som følge af sammenstødet, der skete, da en 45-årig mand fra Sverige i en personbil var kørt ad Værftsvej i vestlig retning i den hensigt at fortsætte videre ad Lyngvej i vestlig retning.
Under passage af lyskrydset blev den svenske bilist påkørt på sin højre side af en anden personbil, som en 46-årig kvinde fra Herfølge førte ad Københavnsvej i sydlig retning i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset.
Kl. ca. 17.20 var de to parters biler kommet ind til siden, så trafikken i lyskrydset kunne normaliseres.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få afklaret de nærmere omstændigheder, herunder lyssignalernes farve i de to parters færdselsretninger umiddelbart inden sammenstødet.
Spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Holbæk
Kl. 19.55 fik politiet en anmeldelse fra en bilist, der fandt en anden bilists kørsel påfaldende på grund af usikker kørsel ad Holbækmotorvejen og senere i retning mod Holbæk by.
Politiet fik kontakt til og standset den anmeldte bilist på Blytækkervej i Holbæk. Det drejede sig om en personbil, som en 41-årig mand fra Taastrup var fører af.
Han deltog i en alkometertest, der gav udslag væsentligt over 0,5 promille, så han blev sigtet for spirituskørsel i bilen. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 41-årige udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Hurtig knallert til undersøgelse – Køgevej, Ringsted
Kl. 23.50 måtte en 15-årig dreng fra Borup se sin knallert blive transporteret væk, efter at han var blevet standset af politiet, da han kørte ad Køgevej i Ringsted.
Politiet havde en kraftig mistanke om, at der var foretaget konstruktive ændringer på knallerten, som skal undersøges nærmere herfor ved udmåling af den hastighed på et rullefelt. Derfor måtte den 15-årige se sin knallert blive indbragt til disse undersøgelser og afvente resultatet heraf.
Personer på jernbanesporene – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 01.02 fik politiet en anmeldelse om, at et par personer færdedes på jernbanesporene ved Roskilde station, så togdriften var kortvarigt blevet indstillet ud fra en bekymring om, at personerne kunne være i fare.
Politiet fik få minutter senere kontakt til en 15-årig pige fra Odsherred og en 18-årig mand fra Roskilde, som var kommet i sikkerhed på en perron. De var begge påvirkede, og især den 18-årige var højtråbende og udadreagerende samt uforstående over for politiets påbud om at forlade stationsområdet. For at undgå yderligere problemer, herunder færden på sporene mv., anså politiet det for nødvendigt at frihedsberøve ham i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Den 18-årige tilbragte nogle timer i detentionen på politistationen i Roskilde, inden han blev løsladt. Den 15-årige pige blev blot bortvist fra stationsområdet og uden at være blevet sigtet for noget, så hun forlod stedet sammen med nogle bekendte.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |