To tilståelser i sagskompleks om narkotika og skydevåben
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod et netværk bag distribution af narkotika og besiddelse af våben. To personer er i dag dømt i sagskomplekset.
To mænd på 22 og 24 år er blevet dømt i hver deres afgørelse i et sagskompleks om indsmugling af kokain og besiddelse af skydevåben.
Det er sket mandag ved Retten i Odense, hvor de blev idømt henholdsvis 12 års fængsel og 10 måneders betinget fængsel.
Den 22-årige tilstod i retten besiddelse af samlet 22,4 kg kokain i en periode fra august til december 2025, hvor den 22-årige opbevarede kokainen i sin lejlighed og i et kolonihavehus i Odense og delvist videreoverdragede kokainen på foranledning af og efter aftale med flere medgerningsmænd, der også er sigtet i sagen.
Den 22-årige tilstod også besiddelse af en fuldautomatisk UZI-maskinpistol med tilhørende magasin og ammunition. Våbnet blev også opbevaret i mandens egen lejlighed og i kolonihavehuset i en periode i september 2025.
En 24-årig mand tilstod for sin del besiddelse af 100 gram kokain med henblik på videreoverdragelse.
NSK gennemførte i marts 2026 to anholdelsesaktioner i sagen. Samlet 10 personer blev anholdt foruden to personer, der blev anholdt af litauisk politi.
To personer er sidenhen dømt i sagen.
Specialanklager i NSK, Jacob Gents, siger:
”To mænd har i dag tilstået deres roller i et kriminelt netværk, som NSK fortsat efterforsker mod på baggrund af mistanke om facilitering af alvorlig og omfattende organiseret kriminalitet. Jeg er godt tilfreds med, at vi, få måneder efter anholdelserne, nu igen har fået domme i sagen som følge af gerningsmændenes tilståelser.”
Den 22-årige udbad sig betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen. Den 24-årige modtog sin dom.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.
De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.
NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.