Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

24. august 2021 10:46

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 23.-24. august 2021

Alvorlig færdselsulykke, bedrageri og en beruset mand i en brombærbusk. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

Forsøg på tyveri

Holte: Klokken 09.38 blev det anmeldt, at en fremmed mand havde skaffet sig adgang til en institution på Øverødvej ved at spørge om tilladelse til at låne et toilet. Manden havde efterfølgende fundet vej til et personalerum, hvorfra han tog en pose indeholdende sko og en tablet. Personalet standsede manden, inden han nåede at forlade institutionen igen, og tilkaldte politiet. En patrulje kørte til stedet, hvor manden, en 39-årig fra Haslev, blev sigtet for forholdet.

Skræmte indbrudstyve

Hørsholm: En beboer på i Grønnevang anmeldte klokken 13.04, at han klokken 05.10 mandag morgen havde set to indbrudstyve i sin nabos have. De to var blevet skræmte, da det gik op for dem, at de var blevet set og var løbet fra stedet. De beskrives som A: mand, spinkel af bygning, mellemøstlig udseende, iført jogging tøj. B: mand, kraftig af bygning, mellemøstlig af udseende, sort fuldskæg.

Hjælp os med at fange tyven. Ring til os på 1-1-4 med det samme, hvis du ser noget mistænkeligt, eller hvis du opdager et indbrud, som er i gang. Hurtig henvendelse og et godt signalement kan hjælpe os. Læg gerne mærke til, hvordan tyven ser ud: Højde, hårfarve, tøj, evt. transportmiddel, redskaber og/eller medbragte tasker/rygsække er vigtige informationer, når vi skal finde tyven.

Æter skulle bortsprænges

Stenløse: En indlevering ag noget gammelt æter betød mandag eftermiddag klokken 13.58, at politi og ammunitionsryddere måtte køre ud til genbrugsstationen på Toppevadsvej. Her blev æteren bortsprængt under kontrollerede forhold.

Ikke alt, som glimter, er guld

Værløse: Det er ikke alt, som glimter, er guld. Det måtte en 42-årig kvinde fra Farum sande, efter hun havde fået nogle smykker i bytte for at give en ukendt mand nogle penge til benzin. Kvinden var klokken 14.47 standset på tilkørslen til Hillerødmotorvejen, hvor en mand havde fortalt hende, at han var løbet tør for benzin og derfor ville give hende nogle smykker mod, at hun gav ham penge, så han kunne hente mere benzin. Men da kvinden senere tog smykkerne med til vurdering hos en guldsmed, viste det sig, at smykkerne var lavet af jern med guldmaling. Manden beskrives som udenlandsk af udseende, ca. 40 år, brun i huden, kronraget eller skaldet og engelsktalende.

Alvorlig færdselsulykke

Hillerød: Flere personer måtte til behandling på hospitalet efter fire biler mandag eftermiddag klokken 15.13 kørte sammen på Hillerødmotorvejens forlængelse. Ulykken skete, da en 65-årig mand fra Frederiksværk ikke opdagede, at den forankørende bremsede på grund af kø. Det lykkedes den forankørende at undgå sammenstød ved at trække ud i rabatten, mens manden fortsatte og endte i den modgående kørebane, hvor han kørte frontalt sammen med en modkørende og også ramte en anden bil. Den 65-årige og en 45-årig kvinde fra Karlslunde kom alvorligt til skade, mens de øvrige implicerede fik mindre skader.

Indlod sig i slagsmål 

Frederikssund: En 33-årig mand kom mandag eftermiddag klokken 16.20 ind på Bodega Sommerlyst og fortalte, at han var blevet frarøvet sin mobiltelefon af tre unge på Frederikssund Station. En patrulje blev tilkaldt, og det viste sig, at manden selv havde indladt sig i slagsmålet og i den forbindelse havde tabt sin telefon.

 

Så mand i latextøj

Tisvilde: En kvinde kontaktede klokken 16.30 politiet og fortalte, at hun et kvarter tidligree havde set en mand iført blåt latex ligge i skoven ved Tisvilde Strandkiosk. Da en cyklist stoppede op ved manden, sprang han op og løb sin vej. Der er muligvis tale om den samme mand, som klokken 15.40 blev sent gående i Tisvilde Hegn ved Skovkærsvej og Nordhusvænget. Her lød signalementet dog på, at manden var iklædt en lang oilskinsfrakke.

 

Ung mand sigtet for at sælge hash

Ølstykke: En 15-årig ung mand fra Ølstykke blev mandag eftermiddag sigtet for at sælge hash ved svømmehallen. Den unge mand blev fundet i besiddelse af en større mængde hash, som var pakket i salgsposer. Både de sociale myndigheder og den unge mands forældre er blevet underrettet om sagen.

Forsøgte at løbe fra politiet – havde hash på sig

Hillerød: Mandag aften klokken 20.12 forsøgte en 29-årig mand fra Måløv at løbe fra politiet i Sophiehaven. Manden blev dog pågrebet og sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash.

Værktøj stjålet

Frederiksværk: Mellem sidste mandag og mandag den 23. august klokken 20.10 er der stjålet støvsugere, topnøglesæt, save, samt boremaskiner fra et udhus på Rystien. Tyven har brudt døren til skuret op for at skaffe sig adgang.

Sigtet for narkokørsel

Kokkedal: En 30-årig mand fra Kokkedal blev klokken 00.42 natten til tirsdag sigtet for at køre bil, selvom han var påvirket af narkotika. Manden blev standset på Usserød Kongevej og taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad.

Beruset mand i brombærbusk

Charlottenlund: En 19-årig mand måtte natten til tirsdag have hjælp til at komme fri af en brombærbusk på Ordrupvej. Manden, som var beruset og i øvrigt ikke havde noget tøj på, blev set af en forbipasserende, der hentede et tæppe, som den 19-årige kunne dække sig med og kontaktede herefter politiet. En patrulje kom til stedet og fik klippet manden fri af brombærgrenene, hvorefter han blev kørt til tjek på hospitalet.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 23.-24. august 2021

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

27. marts 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 26.-27. marts 2024

Tyverier, narkobesiddelse, spirituskørsel og fornærmelig tale. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

26. marts 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 25.- 26. marts 2024

Vanvidskørsel, hash og ulovlig knallert. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

25. marts 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 24.- 25. marts 2024

Narkokørsel og spirituskørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.