Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

22. maj 2023 12:00

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. maj 2023

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

 

Flere frakendelser og klip under færdselsindsats

Østjyllands Politi foretog lørdag en større færdselsindsats i forbindelse med afholdelsen af Allingåbro Motor Festival. Færdselsbetjentene holdt særligt øje med vejene omkring festivalen, og meldingen var, at bilisterne generelt kørte pænt, når de kørte til og fra arrangementet. 

Der blev dog noteret flere sigtelser for forskellige færdselsovertrædelser på vejene i området, og otte bilister står til en betinget frakendelse af kørekortet på grund af for høj fart. 23 bilister fik et klip i kørekortet. 

Politiet har ikke registeret, hvorvidt bilisterne var med til festivalen eller ej, så de sigtede i forbindelse med indsatsen har ikke nødvendigvis alle noget med arrangementet at gøre. 

Resultatet af den samlede indsats blev: 

2 x hastighed, motorvej, betinget                  
2 x hastighed, motorvej, klip                           
1 x hastighed, motortrafikvej, betinget
2 x hastighed, motortrafikvej, klip
3 x hastighed, landevej, betinget
13 x hastighed, landevej, klip
2 x hastighed, landevej, bøde
2 x tætkørsel, betinget 
2 x tætkørsel, klip
1 x ulovlig overhaling, klip
3 x håndholdt mobiltelefon, klip
3 x manglende sikkerhedssele
1 x manipulation af forureningsbegrænsende udstyr – katalysator afmonteret 
2 x øvrige fejl/mangler
2 x kørekort ej medbragt

I alt 8 bilister står til betinget frakendelse, mens 23 fik et klip i kørekortet. 

**

 

For høj fart ved vejarbejde: Politiet foretager kontrol

På baggrund af henvendelser fra Vejdirektoratet, der melder om alt for høj fart ved et vejarbejde, som foregår på E45 fra motorvejskrydset ved Silkeborgvej og mod nord til Aarhus N, foretager Østjyllands Politi mandag en målrettet færdselskontrol på stedet. 

Hastighedsgrænsen er p.t. sat ned til 50 km/t på en strækning over nogle kilometer, mens der er andre steder er en begrænsning på 80 km/t – og mens arbejdet står på om aftenen og natten, er trafikken snævret ind til ét spor. 

Der er dog åbenbart mange bilister, der slet ikke respekterer fartgrænsen og kører alt for stærkt til stor utryghed for vejarbejderne. 

Østjyllands Politi vil de kommende dage have ekstra fokus på strækningen, og mandag aften bliver der foretaget fartmålinger på stedet.

På strækninger med vejarbejde er der dobbelttakst på bøderne, og hvis man eksempelvis når op på en hastighed på over 71 km/t, hvor fartgrænsen er 50 km/t, står man til en betinget frakendelse af kørekortet. 

**

 

Søgt til fogedretten – endte med flere sigtelser

En 30-årig mand endte med flere sigtelser, da en patrulje søndag kl. 16.27 aflagde ham et besøg på hans adresse i Randers SV. Den 30-årige var søgt til fogedretten, men da han blev anholdt, gjorde han modstand og råbte flere skældsord mod betjentene. 

Han blev derfor sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand. 

Derudover fik han også en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, da han både havde en mindre mængde hash og kokain på sig.  

**

 

Anholdt efter fund af kniv

En patrulje fattede søndag kl. 21.55 mistanke til tre mænd, der sad i en bil på en p-plads på Kalmargade i Aarhus N. Da betjentene kom hen til bilen, kunne de lugte hash, og alle mændene blev derfor visiteret, og bilen blev ransaget. 

I bukselinningen på en 23-årig mand sad en jagtdolk, som blev beslaglagt, hvorefter han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven. 

De to andre mænd havde umiddelbart ikke noget ulovligt på sig.

**

 

Lyttede ikke til politiet og blev anholdt for spritkørsel

En patrulje fik søndag kl. 23.50 øje på en bil, der holdt parkeret foran en brandvej på Bernhard Jensens Boulevard i Aarhus C. Bag rattet i den slukkede bil sad en 24-årig mand, som virkede påvirket af alkohol. Han fortalte betjentene, at han ikke havde kørekort, men at han heller ikke havde tænkt sig at køre bilen. 

Ifølge den 24-årige sad han bare og ventede på føreren af bilen, og han havde slet ikke selv kørt i den.

Den 24-årige fik besked på at få fat i føreren hurtigst muligt og få flyttet bilen, da den holdt foran en brandvej, og samtidigt formanede patruljen ham om ikke selv at køre.  

Betjentene kørte derfra, men vendte lidt efter retur, og lige da de ankom, så de, at den 24-årige havde tændt bilen og var i gang med at køre fra p-pladsen. 

Han blev sat til at blæse i alkometer, der indikerede, at han havde en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel og kørsel uden førerret. 

**

 

Flere sigtelser efter vild kørsel i tuk-tuk

En 30-årig mand blev natten til mandag anholdt, efter han havde forsøgt at køre fra politiet i en tuk-tuk. 

En patrulje fik kl. 01.20 øje på tuk-tuk’en, der kørte noget slingrende og usikkert rundt på Vestre Kirkestræde i Randers. 

Betjentene satte udrykning til for at få manden til at standse, men han ignorerede politibilens blink og kørte videre ad nogle mindre veje og stier, hvor patruljen ikke kunne køre. 

De fandt dog hurtigt frem til manden igen, da han kørte ind over et græsareal ved Støberigade. Her stillede betjentene patruljebilen på tværs af vejen for at standse den 30-årige, der fortsatte direkte ind i bilen, hvorefter han mistede kontrollen over tuk tuk’en, som endte i et hegn. 

Patruljen fik hurtigt anholdt den 30-årige, som blev virkede påvirket. Han blev sigtet for sprit-og narkokørsel og for ikke efterkomme politiets anvisninger. Da han havde en kniv på sig, blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Merkurvej i Højbjerg begået mellem torsdag d. 18/5 kl. 15.00 og søndag d. 21/5 kl. 12.45
På Haslehøjvej i Hasle begået mellem torsdag d. 11/5 kl. 14.00 og søndag d. 21/5 kl. 13.30
På Holmensvej i Ebeltoft begået mellem onsdag d. 17/5 kl. 10.15 og søndag d. 21/5 kl. 14.49
På Skæring Parkvej i Egå begået søndag d. 14/5 mellem kl. 11.30 og kl. 12.30

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

6. maj 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. maj 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

3. maj 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. maj 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

2. maj 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 2. maj 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.