Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

3. januar 2025 12:56

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.00 en 29-årig kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Hun er sigtet for en lang række forhold, primært i form af tyveri fra butikker.

 

Den 29-årige kvinde blev anholdt torsdag formiddag på en adresse i Højbjerg i forbindelse med politiets efterforskning af en lang række anmeldelser om butikstyverier i 2024 i flere århusianske bydele, herunder Egå, Viby J, Aarhus C, Aarhus N, Højbjerg, Tilst samt i Randers C.

 

Alt i alt er den 29-årige kvinde i forbindelse med fredagens grundlovsforhør ved Retten i Aarhus sigtet for flere end 30 forskellige tilfælde af butikstyveri.

 

Tyverierne har fundet sted mod flere forskellige slags butikker, men er primært blevet begået i supermarkeder, hvor den 29-årige kvinde har stjålet diverse fødevarer og værdigenstande til en samlet værdi af flere titusinde kroner.

**

 

17-årig pige overfaldet af gruppe af mindreårige piger

En patrulje fra Østjyllands Politi blev torsdag aften sendt til Banegårdspladsen i Aarhus C, da politiet kl. 19.49 modtog en anmeldelse om nogle uroligheder i Bruuns Galleri, hvor en 17-årig pige angiveligt var blevet umotiveret overfaldet af en gruppe mindreårige piger.

 

Ifølge anmeldelsen var det lykkedes den 17-årige at komme væk fra pigegruppen og få tilkaldt hjælp fra en vagt på stedet, som efterfølgende fik tilbageholdt tre mindreårige piger i alderen 12-13 år, indtil politiet nåede frem.

 

De mindreårige piger og den 17-årige havde ingen forudgående relation, og overfaldet var angiveligt umotiveret. Den 17-årige var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade, men var tydeligt påvirket af situationen. Hendes pårørende blev underrettet om sagen.

 

Den ene af de to 12-årige piger, der er bosiddende i Silkeborg, blev taget med på stationen, inden hun senere blev afhentet af de relevante sociale myndigheder. De to øvrige piger er bosiddende i henholdsvis Aarhus V og Åbyhøj, og de sociale myndigheder er også informeret om deres medvirken i sagen.

 

Østjyllands Politi har ikke umiddelbart modtaget nogen øvrige anmeldelser med relation til sagen, men politiet er bekendt med oplysninger om, at andre muligvis også er blevet udsat for lignende uønskede episoder i løbet af torsdag eftermiddag og aften i Bruuns Galleri.

 

”Hvis man oplever den slags uhensigtsmæssig adfærd i form af chikane eller et umotiveret overfald, skal man altid kontakte politiet, og i dette tilfælde også den nærmeste vagt. Vi tager den her slags sager meget alvorligt, og vi hører derfor gerne om det fra andre personer, der måtte have været udsat for lignende episoder eller har oplysninger om torsdagens overfald,” siger politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi.

 

Hvis man har oplysninger med relevans for sagen, bedes man ringe til politiet på telefonnummer 114.

 

**

 

Havde narko, lattergas og knive i bilen

En patrulje fra Østjyllands Politi bragte torsdag aften kl. 20.45 et køretøj til standsning på Åby Ringvej i Brabrand i krydset med Edwin Rahrs Vej – og så fik betjentene ellers lidt at lave, da de i bilen traf fire yngre mænd med bopæl i henholdsvis Ikast og Herning.

 

Bag rattet sad en 21-årig mand, som blev skønnet påvirket af narko. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og anholdt.

 

Under en efterfølgende ransagning af bilen fandt betjentene en klump hash på førersædet, og den 21-årige mand blev derfor også sigtet for besiddelse af narko. Han havde desuden flere receptpligtige tramadolpiller på sig, men ingen gyldig recept, og han fik derfor endnu en sigtelse for besiddelse af narko. Både hash og piller blev beslaglagt.

 

På passagersædet i bilen sad en 22-årig mand, og da betjentene havde observeret, at der ud fra bilens passagervindue netop var blevet smidt en pose med kokain ud, blev den 22-årige mand sigtet for at have besiddet dette. Han blev i samme forbindelse anholdt.

 

Den 22-årige havde derudover også nogle tramadoler på sig, og da heller ikke han havde en gyldig recept hertil, blev disse også beslaglagt. Han var desuden i besiddelse af et stikvåben og blev sigtet for at have overtrådt våbenloven.

 

På bagsædet sad en 22-årig mand – og historien gentog sig: Tramadolpiller, men ingen recept. Han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse og fik sine smertestillende piller beslaglagt.

 

Den 22-årige mand havde også to knive på sig, og han blev derfor sigtet for at have overtrådt knivloven og blev anholdt. Han havde derudover to flasker lattergas i skødet, og han blev derfor også sigtet for ulovlig besiddelse af disse. Flaskerne og knivene blev beslaglagt.

 

På venstre bagsæde sad en 21-årig mand og sugede i en ballon, mens han også havde en flaske lattergas i skødet. Også den 21-åriges flaske med lattergas blev beslaglagt.

 

**

 

Flere færdselsuheld i morgentrafikken grundet årets første snevejr

Grundet torsdagens snevejr i de tidlige morgentimer har Østjyllands Politi i løbet af fredag morgen og formiddag fået flere anmeldelser om færdselsuheld rundt omkring i hele kredsen.

 

Ingen personer er umiddelbart kommet alvorligt til skade, men uheldene har blandt andet forårsaget større forsinkelser i trafikken, da der på både Djursland ved Rønde og på Nordjyske Motorvej ved Ørum har været uheld med lastbiler, der er kørt galt og efterfølgende har holdt på tværs, hvilket har skabt flere kilometers kø.

 

Vi opfordrer til, at man altid kører efter forholdene, og at man skifter til vinterdæk, hvis man skal ud at køre i snevejret, der i dag nok ikke var årets sidste omgang med glatte veje.

 

Hav gerne en skovl, et tæppe og noget mad og drikke liggende klar i bilen, hvis du skal ud at køre en dag med snevejr – og kør gerne afsted i god tid, så du ikke kommer til at køre stærkere, end forholdene egner sig til.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Henrik Ibsens Vej i Grenå begået mellem lørdag d. 28/12 kl. 10.00 og torsdag d. 2/1 kl. 11.20
  • På Møllebakken i Hasselager begået søndag d. 29/12 mellem kl. 03.00 og kl. 03.30
  • På Bystævnet i Lystrup begået torsdag d. 2/1 mellem kl. 13.50 og kl. 14.11

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

4. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: Uddrag af døgnrapporten 4. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

2. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 2. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

31. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 31. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.