Redigeret den 18.06.2026
En våbendel kan udskiftes, hvis den fx er blevet slidt eller defekt, når det er i forbindelse med istandsættelse af et våben.
Den nye våbendel
Den, der foretager udskiftningen, skal have tilladelse til at besidde den nye våbendel forud for udskiftningen. En godkendt bøssemager har generel tilladelse til at besidde våben og våbendele med henblik på reparation og service mv. Ønsker man som privat selv at udskifte en våbendel, skal man forud for købet af den nye del have opnået tilladelse til delen. Blanketten til ansøgning om våbendel til udskiftning findes på denne side.
Våbendele, der må udskiftes på et våben
Væsentlige dele som fx løb, bundstykke, tromle og slæde må udskiftes ifm. istandsættelse.
Der må i den forbindelse ikke foretages ændring af våbnets kaliber.
Våbendele, der ikke må udskiftes
Låsestol, baskyle og ramme må, jf. våbenbekendtgørelsens §2 a, ikke udskiftes i forbindelse med istandsættelse.
Det kræver tilladelse til at fremstille skydevåben, hvis der ønskes foretaget udskiftning af låsestol, baskyle eller ramme, eller der foretages kaliberændring. Herefter skal ejer ansøge om ny våbentilladelse (gebyrpligtig) til det ændrede våben. Der skal indsendes bøssemagererklæring på ændringen.
Efter udskiftningen
Efter udskiftningen er sket, skal den, der har foretaget udskiftningen, anmelde selve udskiftningen til politiet inden 8 dage efter udskiftningen. Blanketten til anmeldelse om udskiftning af våbendel findes her.
Den gamle våbendel
Inden udskiftningen skal det besluttes, hvad der skal ske med den gamle våbendel. Der er forskellige muligheder.
- Delen kan beholdes, men så skal man sørge for at få en våbentilladeles til den, inden udskiftningen.
- Hvis ikke delen skal beholdes, skal den straks afhændes efter udskiftningen:
- delen kan indleveres til politiet til destruktion,
- delen kan sælges til en person eller erhvervsdrivende, der har tilladelse til våbendelen,
- delen kan deaktiveres efter gældende regler, som man kan finde mere om her.
Bemærk at den gamle våbendel alene kan besiddes på en tilladelse med senere istandsættelse som formål.
Erhvervsdrivende skal skrive våbendelen i våbenbog. Indskrivningen i våbenbog skal indberettes til Politiets Administrative Center inden 8 dage. Våbenbogstransaktion kan indberettes her.