Spring til hovedindhold

Forslag

Sydøstjyllands Politi

Nyhed

15. september 2025 13:53

Mand kendt skyldig i sag om sprængning af hæveautomat ved Legoland og trussel ved Billund Lufthavn

Retten i Kolding har afsagt skyldkendelse i sagen, hvor en udenlandsk mand i april 2024 henvendte sig til politiet i Billund Lufthavn med en rygsæk indeholdende sprængstof.

Sydøstjyllands Politi 2024

En 38-årig udenlandsk mand er mandag den 15. september 2025 kendt skyldig i blandt andet at have fremsat trusler i politiekspeditionen i Billund Lufthavn lørdag den 20. april 2024. Det har Retten i Kolding afgjort.

 

Den 38-årige er kendt skyldig i under særligt skærpende omstændigheder at have fremstillet, opbevaret og transporteret en rygsæk med ca. 400 gram sprængstof i form af TATP til politistationen ved Billund Lufthavn. Her afgav han en trussel ved blandt andet at udtale ”Bomb. Bomb. Legoland. Me” eller lignende, hvorefter han henkastede den medbragte rygsæk, der indeholdt sprængstof, over på en stol og udtalte ”Bomb. Bomb. Explosives in the bag”.

 

Manden blev med det samme anholdt, og hændelsen førte til, at lufthavnen blev evakueret i flere timer, og flytrafikken blev indstillet. Den dømte fremkaldte ved truslen betydelige forstyrrelser af lufthavnstrafikken, som resulterede i et omfattende ressourceforbrug for politi og redningsberedskab i forbindelse med evakuering af lufthavnen samt økonomiske tab for blandt andet Billund Lufthavn og flere flyselskaber.

 

Sprængte hæveautomat ved Legoland

Manden er ligeledes kendt skyldig i under skærpende omstændigheder at have fremstillet, opbevaret og transporteret ca. 800 gram sprængstof i form af TATP samt detonatorer til Åstvej i Billund, hvor han sprængte en hæveautomat ved Legoland med henblik på at få penge omkring klokken 04.00 natten til lørdag den 20. april 2024. Det forårsagede to eksplosioner og skade på en bygning på samme adresse. Det lykkedes ikke den 38-årige at få adgang til pengene i hæveautomaten. Derudover blev manden dømt for en række mindre forhold.

 

Den udenlandske mand har siddet fængslet siden anholdelsen på politistationen i Billund Lufthavn den 20. april 2024.

 

Retten skal nu tage stilling til strafudmålingen. Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer før domsafsigelsen.

Pressekontakt

 

I åbningstiden

Mandag-fredag kl. 07.00-15.00
E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk
Tlf.: 4041 5249

 

Uden for åbningstiden

E-mail: sojyl@politi.dk
Tlf.: 114

11. maj 2026

Sydøstjyllands Politi

Politiet gør turister og borgere opmærksomme på droneforbud i Billund

Flere eksempler på turisters og private borgeres flyvning med droner i og nær Billund fører nu til, at Sydøstjyllands Politi gør opmærksom på, at der er et forbud mod droneflyvning i området. ENGLISH BELOW. DEUTSCH UNTEN.

8. maj 2026

Sydøstjyllands Politi

48-årig tiltalt for chikane af fængselsbetjent

En 48-årig er blevet tiltalt for chikane og blufærdighedskrænkelse af en fængselsbetjent.

6. maj 2026

Sydøstjyllands Politi

Mand dømt for hvidvask af 31,7 millioner kroner

En 23-årig mand blev tirsdag dømt for blandt andet hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed.