Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

20. februar 2024 09:46

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 19. februar

En stjålet bil, en tarvelig bedrager og en udvisning. Se uddraget fra mandagens døgnrapport

KARISE: Kørte galt i stjålet bil

Mandag klokken 8.58 skete der et færdselsuheld på Spjellerupvej ved Karise. En 21-årig mand fra Næstved mistede herredømmet over en bil og kørte ind i en forhave, hvor turen stoppede i et stengærde. Det viste sig, bilen var stjålet kort forinden i nabolaget, og den 21-årige virkede i øvrigt påvirket af enten alkohol eller stoffer. Der blev fundet 1,4 gram hash og en låsbar foldekniv på den 21-årige, og han blev derfor anholdt klokken 9.39 og sigtet for spiritus- og narkokørsel, for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven. Han blev også sigtet for tyveri af bilen og blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 16.30.

 

SLAGELSE: Fandt peberspray og en patron

Efter et tip om, at der muligvis var ulovlige stoffer til stede på en adresse i Slagelse, rykkede politiet mandag eftermiddag ud til stedet. Ulovlige stoffer var der ingen af, men en 47-årig mand havde en peberspray, som blev konfiskeret, og den 47-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenloven. Der blev også fundet en skarp patron, og en 23-årig mand blev også sigtet for overtrædelse af våbenloven. De to sigtede blev anholdt klokken 16.20 og afhørt, inden de blev løsladt igen først på aftenen.

 

RØDBYHAVN: Sigtet for salg af ulovlige stoffer og narkokørsel

Toldstyrelsen kontrollerede mandag eftermiddag de rejsende, der ankom med færgen fra Tyskland, og hvor en udenlandsk bil med en 38-årig mand ved rattet blev undersøgt. Her dukkede 23,2 gram svampe, et gram skunk og seks LSD-frimærker op, og politiet blev herefter tilkaldt. Den 38-årige blev anholdt klokken 14.45 og sigtet for salg af ulovlige stoffer, og en narkometertest gav udslag for amfetamin og cannabis, så han blev også sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Det overvejes i øjeblikket, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør i retten senere tirsdag.

 

SORØ: 86-årig udsat for bedrageri

En 86-årig kvinde blev mandag eftermiddag udsat for bedrageri, da hun blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra hendes bank. Han forklarede omhyggeligt, at der uretmæssigt var blevet hævet et kontant beløb på kvindens konto, og at det derfor var strengt nødvendigt, at hun skulle have et nyt kontonummer og et nyt dankort. Den imødekommende bankmand lovede at sende et bud, som skulle hente kvindens dankort, og kort efter indfandt der sig en hjælpsom mand hos den 86-årige. Det lykkedes for ham at få kvinden til at udlevere sit dankort og pinkode, inden han forsvandt. Kvinden kunne bagefter konstatere, at der var hævet et større, kontant beløb på kortet. Politiet har registreret anmeldelse som en sag om bedrageri.

Politiet opfordrer til at være ekstra opmærksom, hvis man bliver ringet op fra banken eller fra andre myndigheder. Hverken banker, kommunen eller politiet spørger efter pin-koder, adgangskoder eller lignende – eller kommer ud og henter betalingskort. Afbryd samtalen og ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4 eller til banken på dens hovednummer for at kontrollere opkaldets rigtighed.

Politiet gentager, at man som pårørende til ældre og til borgere, som måske er mindre rutinerede i brug af betalingskort, netbank og sociale medier, taler med dem og advarer mod at blive snydt. På SikkerDigitals hjemmeside er der en række gode råd, hvor man blandt andet kan se Bodil Jørgensen spå om fremtiden.

 

NÆSTVED: Stjal varer for 1.650 kroner

Politiet blev mandag klokken 16.55 kaldt til et supermarked i Slagelse, hvor personalet tilbageholdt to personer, som var gået gennem kassen med en række varer uden at betale for dem. Det var en 28-årig kvinde fra lokalområdet, der havde været på "indkøb" sammen med en 27-årig mand, og de havde taget blandt andet drikke- og madvarer, husholdningsprodukter og en enkelt elektrisk tandbørste, som de havde lagt i en barnevogn, hvorefter de var gået gennem kassen, hvor de kun betalte for en pakke sutter. De havde et barn med, som var i en klapvogn, og det viste sig, der var stjålet varer for over 1.650 kroner, så de to kunder blev sigtet for butikstyveri. De fik samtidig at vide, at de ikke længere var ønsket som kunder i forretningen.

 

SLAGELSE: Havde ulovlig kniv med på gaden

Lokalpolitiet kørte mandag aften gennem Slagelse, og på Sdr. Stationsvej så politibetjentene en mand, som de besluttede sig for at tjekke. Det var en 18-årig mand fra byen, som umiddelbart virkede påvirket af stoffer. Han blev visiteret, og her blev der fundet en ulovlig kniv, som blev beslaglagt. Den 18-årige blev sigtet for overtrædelse af knivloven.

 

RØDBYHAVN: Afventer udvisning af Danmark

I september 2023 blev en 40-årig udenlandsk mand sigtet for blufærdighedskrænkelse efter en episode, hvor han blottede sig foran to piger i Rødbyhavn. I november blev den 40-årige sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter at han havde slået lejr på et grønt område i Rødbyhavn, men da han ikke havde nogen fast bopæl, har han siden været efterlyst i sagerne. Han blev imidlertid anholdt den 16. februar af Fyns Politi, og sagen om blufærdighedskrænkelse blev den 17. februar afgjort i retten i Nykøbing. Den 40-årige blev dømt for blufærdighedskrænkelse og fik fem dagbøder på hver 1.500 kroner. Den dømte blev varetægtsfængslet efter dommen, og Udlændingestyrelsen traf efterfølgende afgørelse om, at den 40-årige administrativt skal udvises og have et forbud mod at rejse ind i Danmark de næste to år. Han afventer nu endelig udsendelse til hjemlandet.

 

 

 

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.

Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i det seneste døgn ikke modtaget anmeldelser om indbrud i privat beboelse.

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i det seneste døgn haft følgende hastighedskontroller:

 

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Holme-Olstrup Landevejen Mandag klokken 04.43-10.23 ATK 3225 60 80 km/t 124 km/t Fire klip
Lundby Lundbyvej Mandag klokken 13.27-15.27 Bestilt ATK 160 1 80 km/t 99 km/t -
Lundby Lundbyvej Mandag klokken 16.22-17.00 ATK 50 3 70 km/t 93 km/t -
Nakskov Højrebyvej Mandag klokken 15.38-17.48 ATK 428 - - - -
Tappernøje Sneserevej Mandag klokken 05.41-08.42 Bestilt ATK 125 11 50 km/t 72 km/t Et klip
Tappernøje Sydmotorvejen Mandag klokken 09.15-12.00 ATK 1501 4 130 km/t 158 km/t -

 

 

 

FÆRDSELSKONTROLLER

I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:

 

By Vej Tidspunkt ?
Næstved Ringstedgade Tirsdag klokken 00.30-00.46 Ingen sager
Næstved Østre Ringvej Tirsdag klokken 02.07-02.35 Ingen sager
Nørre Alslev Storstrømsvej Mandag klokken 10.30-12.30 En bilist blev sigtet for at køre mere end 60% for hurtigt, hvilket udløser en betinget frakendelse af kørekortet. En person blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen, og en bilist blev målt til at køre 112 km/t på en strækning, hvor der kun er tilladt at køre 80 km/t
Præstø Industrivej Mandag klokken 13.00-13.35 Bestilt færdselskontrol: Tre køretøjer blev standset. En bilist blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen
Rønnede Vordingborg Mandag klokken 13.15-14.35 Fire bilister blev målt til at køre henholdsvis 101, 102 og 103 km/t på en strækning hvor der kun er tilladt at køre 70 km/t. Hastighedsovertrædelserne udløser et klip i kørekortet
Slagelse - Mandag klokken 19.30-21.30 En bilist blev sigtet for at køre med så høj hastighed, at det udløste et klip i kørekortet
Vordingborg Sydmotorvejen Mandag klokken 15.30-17.30 En bilist blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon, to personer blev sigtet for kørsel uden førerret, og ejeren af den ene bil blev sigtet for at overlade den til en person uden kørekort. To blev sigtet for at overhale, hvor det ikke var tilladt

 

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

 

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Maribo Vesterbrogade Mandag klokken 20.18 32-årig mand fra Rødby Spirituskørsel
Rødby Indrejsefeltet Mandag klokken 14.30 38-årig udenlandsk mand Narkokørsel

 

 

?? 

?

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

26. juli 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 25. juli

En fiskestang, fareforvoldelse og to fulde knallertkørere. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport

25. juli 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra onsdag 24. juli

Ulovlige stoffer og en tuktuk på afveje. Se uddraget af onsdagens døgnrapport

24. juli 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 23. juli

Bedragere, hash og to ulovlige knive. Se uddraget fra tirsdagens døgnrapport