Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 22. juli
Regn, trusler og en beslaglagt bil. Se uddraget fra tirsdagens døgnrapport
REGNVEJRET – prognoserne ramte plet
Tirsdag stod regnen ned over politikredsen, så prognoserne fra DMI ramte plet. Det afstedkom rigtig mange henvendelser om forskellige regnvandsrelaterede hændelser. Onsdag morgen er der foreløbig indløbet 109 anmeldelser om alt fra vand på vejen, løse kloakdæksler og til oversvømmelser ved huse. Politistationen i Slagelse blev også ramt af vand i nogle kælderlokaler, men Beredskabsstyrelsen bistod med at få pumpet vandet væk, og det havde ingen indflydelse på politiets øvrige arbejde.
SLAGELSE: Sigtet for bedrageri
Tirsdag morgen fik politiet en anmeldelse fra en taxachauffør, der havde haft en tur fra Københavns Lufthavn til en adresse i Slagelse. Der var en mand og en kvinde i bilen, og da de nåede destinationen, forlod de begge taxaen. Manden skulle finde et betalingskort, og derefter ville han returnere til chaufføren for at afregne. Han vendte dog ikke tilbage, og derfor ringede chaufføren til politiet. Passageren – en 45-årig mand – blev herefter sigtet for bedrageri.
NORDFALSTER: Anholdt efter trusler
En 38-årig mand blev tirsdag klokken 16.41 anholdt. Han er sigtet for trusler mod et familiemedlem på Nordfalster. Truslerne blev fremsat efter nogle uoverensstemmelser i ferien, og efter diskussionen truede den 38-årige med, at han ville slå den anden ihjel. Den 38-årige blev kortvarigt afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 17.49.
MARIELYST: Bil beslaglagt efter færdselsuheld
Tirsdag aften skete der et færdselsuheld på Kærnebidervej i Marielyst, hvor en bil kørte frontalt ind i et træ. Vidner forsøgte at tilbageholde føreren, men måtte slippe ham for ikke at blive ramt af bilen, og han kørte fra stedet i det temmelig beskadigede køretøj. Turen standsede dog på Stovby Ringvej, og kort efter fandt politiet frem til en 26-årig mand fra Solrød, der blev anholdt klokken 20.25 og sigtet for at forvolde fare for andre. Han blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 22.44, men den bil, han kørte i, blev beslaglagt på stedet.
NYKØBING: Krydsede skinnerne på banegården
Politiet fik tirsdag aften en anmeldelse om, at to unge mænd havde optrådt noget utryghedsskabende på banegården i Nykøbing, og vidner forklarede, at de var løbet over skinnerne. Det var to 16-årige drenge fra lokalområdet, og de blev begge to sigtet for overtrædelse af jernbaneloven. Den ene havde noget hash på sig, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Herlufmagle | Suså Landevej, Gelsted | Tirsdag klokken 8.00 – tirsdag klokken 10.50 | Kontanter, smykker og en bærbar pc |
Næstved | Tubavej | Onsdag klokken 0.45-0.58 | Smykker |
Slagelse | Kongevejen | Onsdag klokken 1.45 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Gedser | Gedser Landevej | Tirsdag klokken 6.25-8.25 | ATK | 135 | 1 | 50 km/t | 60 km/t | - |
Nykøbing | Randersvej | Tirsdag klokken 9.54-12.05 | ATK | 80 | 1 | 50 km/t | 63 km/t | - |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet ikke standset nogen påvirkede trafikanter.
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718